Hvordan flirter man egentlig?

Vis spørgsmål

Kære Adam og Eva

Jeg er virkelig forelsket i en dreng, og vi er egentlig okay gode venner, men jeg ved bare ikke, hvordan jeg skal komme videre fra det. For hvordan flirter man lige?

Jeg har kun prøvet sådan noget én gang før, og der endte det hele ikke så godt, men det er en længere historie. Hvad skal jeg gøre?

VH. anonyme mig, 20 år

SVAR:

Hej Anonyme Dig

Tak for dit brev. Jeg er overbevist om, at du ikke er den eneste, som bøvler med at få flirten til at give bonus. Det er ikke nogen nem kunst at mestre. For det første er det rigtig svært at balancere mellem at være både forførende og oprigtig – når du samtidig har følelser på spil og er bange for at blive såret. Jeg vil derfor begynde med at slå fast, at jeg ikke kan give dig en manual. Der er ikke nogen “one size fits all”. Alle kvinder og mænd er forskellige, og derfor er der også forskellige “teknikker” som vi er gode til, trygge ved og tænder på. Dog er der dog nogle få råd, jeg vil give dig.

Hav følelserne og dig selv med

For det første vil jeg minde dig om altid at have dig selv med i det, du gør. Det er nemt at kamme over og blive en “femme fatale”. Hollywood flyder over med kvinder, som udøver deres seksuelle magt over sagesløse mænd. Med mange knuste hjerter til følge. Derfor er det vigtigt, du husker, at flirt ikke er skuespil. Og at du faktisk skal kunne stå inde for, hvad du siger og gør. Hele vejen igennem. Hvis flirt bliver uden følelser, bliver det nemmere – fordi der ikke er noget på spil. Derfor vil jeg råde dig til at passe på med at spejle dig i medierne. Der er mange kvinder (og mænd) som er gode til at flirte. Men det er typisk også dem, som ikke har følelserne med i det, de gør.

Flirt kan også nemt komme til at handle om sex. Og hvis det ikke er engangsknald, du er ude efter, så er det vigtigt, at du ikke lægger op til mere, end du vil være med til. Selvfølgelig er det seksuelle en del af at falde for hinanden. Og når du finder en mand attraktiv, vil det nok også tænde nogle seksuelle følelser i dig. Og det samme i ham. Derfor skal du være bevidst om, at du ikke giver mere af dig selv, end du har lyst til. Og at du ikke holder ham for nar med at opfordre til mere seksuelt, end du vil være med til.

Det var advarslerne. Nu kommer så et par tips fra en ung kvinde, som også selv har flirtet sin del ;)

Vær åben

Det allervigtigste du kan gøre er at smile. At være åben og nysgerrig. Spørg ind til ham og snak med ham. Grin og smil og hold en let tone. Især i starten af en flirt er det vigtigt at holde stemningen let og legende. Hvis det bliver for personligt eller alvorligt med det samme, kan det skræmme nogle mænd væk. Og den legende start giver jer også mulighed for at spore jer ind på hinanden uden de store konsekvenser – hvis det viser sig, at attraktionen forsvinder. Du kan evt. øve dig med en god ven eller veninde. Øv jer i at holde en let stemning i lang tid. Snak om lette og glade emner: Ferieminder, gode barndomshistorier, drømme for fremtiden osv. Drømme for fremtiden kan være noget med at lære at ride eller at rejse til Afrika. I starten er det for tidligt at nævne fx børn og ægteskab eller drømmen om at flytte til Herning.

Lyt

En stor del af flirten med en mand handler om at spille med på hans eget positive selvbillede. Fortæl ham, at han er sjov. Grin af vittigheder. Og snak positivt om det, han fortæller dig. Lyt til ham og husk, hvad han siger. Hvis han fx fortæller om en tur til Nepal alene i tog, så kommenter på, hvor eventyrlysten han er. Og hvor modig han er. Få ham kort sagt til at føle sig godt tilpas og som en helt. Det er min erfaring, at mænd godt kan lide den følelse.

Vær ærlig

Det sidste og vigtigste er: Vær ærlig. Om dig selv og dine drømme. Alle flirter dør, hvis man pludselig får lovet ting, man ikke kan holde. Så forsvinder den gode stemning, og tilliden er brudt. Hvis I er nået lidt længere ind i flirten og kender hinanden bedre, kan du også fortælle private ting om dig selv. Få ham til at forstå, at du føler, du kan betro dig til ham. I starten skal det igen være lette emner. Det er bedre at fortælle om dine kendis-crush eller yndlingskage end fortælle om en svær teenagetid. Det er stadig vigtigt at tage det langsomt og i både dit og hans tempo. Tunge emner kan nemt skræmme mennesker væk, hvis man ikke kender hinanden rigtig godt.

Måske kan du også få noget ud af at læse artiklen Flirt – den vilde jagt efter en kæreste.

Og så vil jeg bare ønske dig held og lykke med flirten. Alt tager tid at mestre, så lad dig ikke slå ud, hvis ikke det lykkes første gang. Op på hesten igen og tag ved lære af tidligere forsøg. Hvad føltes godt – hvad virkede ikke. Og så skader det aldrig at huske at tage dig ud fra din bedste side. Har du smukke øjne, så læg en flot makeup. Har du flotte former, så find den fine sommerkjole frem. Han må jo gerne falde for dig med det samme – og mænd er meget visuelle. Så længe du ikke udleverer mere af dig selv, end du har det godt med, kan jeg kun anbefale dig at turde vise ham, at du er en attraktiv kvinde, som har noget at byde på.

Jeg ønsker dig alt det bedste og Guds rige velsignelse.

Venlig hilsen
Isabella Arendt

Annoncer