Hvordan få ham til at indse, at jeg er den rigtige?

Vis spørgsmål

Hej brevkasse. Det hele startede på en tilfældig skitur med ungdomsskolen til Norge. Der var en dreng med, som jeg kendte lidt hjemmefra, og på den tur kom vi tættere på hinanden, end vi var hjemmefra. Vi blev faktisk ret glade for hinanden, men her starter problemet allerede, fordi han er to år yngre end mig. Men vi snakkede ret meget om det, og besluttede os bare at lade tingene gå sin gang, og hvis det gik, var det jo meant to be.

Vi kom hjem fra turen, og vi begyndte at være mere og mere sammen, faktisk var vi sammen 3-4 gange om ugen. Jeg gik hen og blev så glad for ham, at jeg faktisk begyndte at elske ham, og han sagde, at hun følte det samme for mig. Hans hjem blev som et andet hjem for mig, for jeg kom der, når jeg havde brug for det. Vi skændes ikke meget, og de få gange vi skændtes var forfærdelige, men vi kom altid over dem. Vi var aldrig sådan rigtige kærester, fordi jeg følte mig ikke klar til det endnu, men han forstod det ikke helt.

Men han gjorde det forbi, fordi han ikke følte det samme for mig længere. Men vi lovede hinanden, at vi skulle være sammen næste dag, så vi kunne snakke det hele igennem. Men jeg kunne ikke styre mine tårer, så de fik frit løb, og han græd også! Hvad kan det betyde? Han kyssede mig også, og blev ved med at tage min hånd, hvad kan det hele her betyde?

Da jeg kom hjem, snakkede vi ikke ret meget sammen, og det gør vi stadig ikke. vi snakker slet ikke, vi sms-er ikke længere sammen eller noget. Han undgår mig faktisk, han vil ikke snakke med mig eller noget. jeg er så ked af det, jeg græder stadig meget og det er fire uger siden det hele skete. Jeg kan ikke rigtigt komme videre, alle mine venner og veninder siger, at det hele nok skal gå og at jeg nok skal komme videre. Men jeg har så svært ved at komme videre, for jeg tænker hele tiden på ham, og jeg kan ikke lave noget i skolen, fordi jeg tænker så meget på ham!

Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre for at komme videre!

Hjælp mig hurtigt!

Hilsen Nete, 16 år

SVAR:

Hej Nete

Nogle gange ville jeg ønske, at jeg kunne skrue tiden tilbage og gøre tingene anderledes, end jeg gjorde. Sådan læser jeg også, at du har det. Du havde muligheden for at blive kærester med ham - og dog følte du dig ikke helt klar.

Vigtigt at du lytter til dine egne følelser

Jeg synes, det er flot, at du ikke "kaster" dig ud i et forhold, som du ikke synes, du er klar til. Det at indlede et forhold involverer mange følelser - både af glæde og af sårbarhed, og angsten for at miste igen.

Du har været mange af disse følelser igennem.

Du bruger store ord, som at du elsker ham og han også siger, at han elsker dig, men I blev aldrig rigtig kærester. Han havde svært ved at forstå, at du ikke var klar. Den ventetid har jo så vist dig, at hans følelser ikke var så brændende for dig, som det måske så ud til i første omgang.

Kærligheden kan ikke tvinges frem

Du spørger, om "hvordan du kan få ham til at indse, at du er den rigtige?" Jeg mener ikke, at du har mulighed for at få ham til at indse, at du er den rigtige. Hvis han har positive følelser for dig, vil han selv få øjnene op for, at du er den rigtige. Du kan ikke tvinge ham til at indse det. Du kan ikke lave dig om, for at han skal indse det, - for så er du ikke dig! Du er nød til at være dig - både når du har det godt sammen med ham og når du er ked af det og I ingen kontakt har.

Flyt focus

Som situationen er nu, kan du ikke gøre så meget i forhold til ham. Du kan i stedet forsøge at rette dit fokus på andre ting, som gør dig godt. Være sammen med venner, som du har det godt sammen med, og som kan hjælpe dig til at tænke på andre ting end ham.

Jeg har erfaret, at jeg kan let komme til at kredse omkring den samme ting igen og igen. Lidt ligesom en LP plade, som kører i samme ring - så skal pick-uppen lige have et lille skub for at komme videre - sådan kan andre venner, glæden over naturen, en god bog, en gå tur og andre ting i livet, være med til at give dig et lille skub, så du kommer videre, så tankerne ikke kun kredser omkring ham og det der er sket i forhold til ham.

Her på adamogeva.dk kan du læse under punktet følelser 15+ om emnet "Kærstesorg" hvor der er gode beskrivelser af de følelser, som dukker op, når man oplever kærestesorg - og noget om, hvordan du kan lære at styre dine følelser, i stedet for det er dem, der styrer dig.

Jeg vil ønske dig held og lykke med at komme videre i livet!

Mange venlige hilsner

 

Dorthe

Annoncer