Hvor høj ender jeg med at blive?

Vis spørgsmål

Hej, ved I/du hvor høj jeg ca. bliver?

Jeg er 14½ og 163 cm. Så jeg synes selv, jeg er meget lav. Så det ville være dejligt at få at vide, hvor min sluthøjde ca. ender.

M, 14 år

SVAR:

Kære M

Tak for dit spørgsmål. Det er dejligt, du henvender dig!

Sluthøjde

Din forventede sluthøjde kan regnes ud – plus/minus 8,5 cm – ud fra formlen:

søns sluthøjde = ((mors højde + 13 cm) + fars højde)/2.

Hvis vi fx siger, at din mor er 170 cm og din far 180 cm høj, kan du forvente at blive: ((170 cm + 13 cm) + 180 cm)/2 = 181,5 cm – plus/minus 8,5 cm. Dvs. et sted mellem 173 og 190 cm. Du kan altså finde ud af dine forældres højde og så blive lidt klogere på din egen sluthøjde.

Du har en helt normal højde

Ifølge de vækstkurver, praktiserende læger bruger, når de følger børns sundhed, ligger du fint indenfor det gennemsnitlige af, hvor høje 14-årige drenge er. Det er også værd at huske på, at drenges vækstspurt, altså når man lige pludselig vokser meget hurtigere end ellers, kan være vidt forskellig fra dreng til dreng. Nogle vokser pludselig meget som 12-årige, andre som 15-årige. Hos piger sker det mere samtidigt.

Håber, du er blevet mere fortrøstningsfuld. Hvis du gerne vil vide mere, kan du læse artiklen Fra dreng til mand og svaret Hvor høj kan jeg regne med at blive? 

De venligste hilsner
Ninna Grønhøj Skovgård

Annoncer