Hvor blev min kærestes følelser af?

Vis spørgsmål

Hej Adam og Eva

Jeg er en dreng på 18 år, som lige er kommet ud af et forhold på næsten tre år. Hendes grund til at slå op med mig var, at vi på det sidste havde nogle små skænderier men ikke noget voldsomt. Men hun har sagt, at hun ikke længere havde de følelser, der skulle til for at være kærester.

For et halvt års tid siden sagde hun, at hun var træt af, jeg ikke viste mine følelser for hende, så det gik jeg straks i gang med. Siden den dag har jeg fortalt hende, hvor meget jeg elskede hende, og at hun var den smukkeste kvinde på hele jorden osv.

Selvom vi på det sidste har haft nogle små skænderier og nogle ting, vi var uenige om, har vi stadig kunnet fortælle, vi elskede hinanden.

Synes ikke, det giver nogen mening. Kan følelserne bare forsvinde så hurtigt, når vi har været sammen så længe og har haft det så godt sammen? Jeg elsker og savner hende utroligt meget, og vil sindssygt gerne have hende tilbage.

Glæder mig til at høre et svar fra jer. Og tak på forhånd.

Hilsen M, 18 år.

SVAR:

Kære M

Det er godt, du skriver til os, når du går med nogle tanker inde i hovedet, der fylder meget.

Mange har det som dig

Jeg vil vove den påstand, at mange står i samme situation som dig. At gøre hvad man kan, og så ender det alligevel med, at hun slår op. Det er helt naturligt, at tanken melder sig: “Hvor blev følelserne af?” Det er forståeligt, at du savner hende og gerne vil have hende tilbage. I har været sammen i næsten tre år, og derfor kender I hinanden rigtig godt, og det kan være svært at give slip. I har nok ikke kun været kærester, men også hinandens bedste venner, som man deler meget med.

Vise følelser

Du skriver, at din ekskæreste for et halvt år siden fortalte dig, hun gerne ville have, at du viste dine følelser mere for hende. Derfor begyndte du at anerkende hende ved at fortælle, hvor sød og dejlig hun var, og hvor meget du elskede hende. Du gør altså det, du tænker, hun må have brug for, fordi du er interesseret i, at hun har det godt hos dig. Det er rigtig godt.

Kærlighedssprog

Ud fra det, du skriver, kan jeg ikke svare på, om det faktisk var det, hun efterspurgte. Den amerikanske ægteskabsrådgiver og forfatter Gary Chapman har skrevet bogen Kærlighedens fem sprog. Jeg vil kort fortælle om dem. Det kan nemlig være, at din energi gik til spilde, fordi I ikke brugte samme kærlighedssprog, dvs. måde at vise og modtage kærlighed på.

  1. Tid til hinanden
    At lave noget sammen, hvor hverken telefon eller andet forstyrrer jer.
  2. Fysisk berøring
    At give/modtage et kram, et kys, at holde i hånd m.m.
  3. Anerkendende ord
    Fortælle, hvor dejlig personen er. Sætte ord på det, der gør en glad ved den anden.
  4. Tjenester
    At tage opvasken, vaske tøj, hente en pakke på posthuset m.m.
  5. Gaver
    Modtage gaver. Det kan være en lille blomst, en kage, en bog osv.

Noget virkede

Du skriver, at hun, en uge før hun slog op, kiggede dig forelsket ind i øjnene og fortalte, at hun elskede dig. Hvis du tænker tilbage til dengang, så prøv at huske på, hvorfor hun gjorde det. Havde du gjort noget af ovenstående, som faktisk hjalp? Måske du indtil nu havde givet hende anerkendende ord, men det hjalp aldrig, fordi hun bedst forstod din kærlighed til hende, når du fx gav hende en blomst. Min egen erfaring er, at min mand kan give mig nok så mange kys og knus i løbet af en dag, men først når han lægger sin telefon og giver mig den fulde opmærksomhed, forstår jeg, at han elsker mig.

Skænderier

Du skriver, at I har haft nogle små skænderier, og at hun derfor ikke længere havde de følelser, der skulle til for at være kærester. Jeg får en fornemmelse af, at hun i lang tid har forsøgt at finde ud af, om I stadig skulle være kærester. Måske har hun forsøgt at se, hvordan jeres forhold ville se ud i fremtiden. I jeres skænderier har I måske haft forskellige retninger, I ville gå. Den vej du ville, var ikke den vej hun ville gå i fremtiden.

Følelser forandrer sig

Du spørger, om følelserne godt kan forsvinde så hurtigt, når I har været sammen så længe. Følelserne forandres hele tiden. Nogle dage er man forelsket, andre dage er man sur osv. Man kan ikke selv styre sine følelser, selvom man rigtig gerne vil. Når I har været sammen så længe, er jeg sikker på, hun stadig holder rigtig meget af dig, men for hende var det måske ikke nok bare at holde af dig, når I nu var kærester.

Du kan læse mere om forskel på forelskelse og kærlighed i vores artikel Kærlighed og forelskelse.

Det er bestemt ikke sjovt at have kærestesorg, så jeg håber, du kan finde lidt hjælp og ro i mit svar. Du kan måske få noget ud af at læse svar og artikler i vores tema Kærestesorg.

De kærligste hilsner fra
Louise

Annoncer