Hvilken form for prævention er etisk forsvarlig at bruge?

Vis spørgsmål

Hej

Vi er et par, der skal giftes om mindre end et halvt år, og vi går nu i tankerne om, hvilken præventionsform der er forsvarlig at bruge, da vi begge er modstandere af abort.

Vi har undersøgt emnet på både denne og andre hjemmesider, og vi synes, det er ret svært at finde hoved og hale i, om det egentlig kan forsvares rent etisk at bruge andet end kondom. Vi håber, I kan give os nogle råd om, hvilken prævention I mener kan bruges med så lav risiko for abort, at det er forsvarligt.

Vi er mest interesserede i minipillernes virkning og etiske overvejelser, da jeg ikke kan tåle p-piller (pga. migræne) og heller ikke har så meget mod på p-staven. Vores læge har anbefalet minipiller.

På forhånd tak.

S, 22 år

SVAR:

Kære S

Det er flot, I tager dette så alvorligt. Det er ikke alle, som gør det. Mange tænker: “Hvis lægen siger, det er den rigtige prævention for mig, så må det være det.” Men sådan er det ikke altid.

Hvad Bibelen siger om prævention

Jeg ville ønske, at Gud havde skrevet noget om prævention i Bibelen, så vi havde nogle præcise svar, men det har vi ikke. Gud fortæller os dog nogle meget præcise ting, som vi indirekte kan bruge til at finde svar på dine spørgsmål:

Jeg er ikke ét sekund i tvivl om, at Gud begynder at “forme barnet” fra det sekund, at sædcellen trænger ind i ægget. Liv kan ikke bare sådan blive til af sig selv. Nogle siger, at livet først begynder, når det befrugtede æg sætter sig fast, men det mener jeg er forkert, fordi barnet er begyndt at blive formet, når sædcelle og æg møder hinanden, og det har stor betydning for vores valg af prævention.

P-piller kan medføre abort

Jeg er helt enig med dig i, at p-piller ikke er et godt valg, fordi denne medicin nogle gange vil være skyld i abort. Man siger, at hvis man tager p-piller i 100 år, vil man blive gravid fem gange. Dvs. der er fem gange, hvor der både er kommet ægløsning, befrugtning, og det begyndende barn har fået fat i livmoderen. Det betyder også, at der vil være en hel del gange, hvor der trods p-piller er kommet ægløsning og befrugtning, men at det begyndende barn ikke får lov til at sætte sig, hvilket i mine øjne er en abort. Ingen ved med sikkerhed, hvor mange gange det vil ske, men hvis det er det samme antal, vil man derfor forårsage én abort på denne måde, hvis man tager p-piller i 20 år! 

Minipiller virker anderledes

Et godt alternativ er minipiller, som virker på en anden måde: Deres virkning er, at de påvirker livmoderhalsens slimhinde til at producere et sejt sekret, så sæden ikke kommer op i livmoderen, og derfor kommer der ikke befrugtning. Slimhinden i livmoderen bliver påvirket i minimal grad, så teoretisk kunne en sædcelle, som alligevel kommer forbi, ramme et æg, og hvis de smelter sammen, og slimhinden er påvirket lige der, hvor det befrugtede æg kommer forbi, vil medicinen have gjort, at ægget ikke får mulighed for at sætte sig fast, og så medfører det en tidlig abort. Men denne sandsynlighed er så lav, at den nærmest er teoretisk.

P-stav

Grunden til, at nogle læger ikke kan lide p-stav er, at den kan være lidt svær at finde, når den skal ud, men det er meget, meget sjældent, at vi ikke får den ud. (Jeg er en af de læger, som opererer dem ud, når de skal det, og jeg har altid fundet dem OG fået dem ud.) Jeg kan ikke forstå, hvorfor nogle argumenterer mod p-staven af den grund.

P-staven har samme hormonelle virkning som minipiller og kan derfor være god at bruge, da man ikke skal huske at tage en pille hver dag.

Sterilisation

Når man ikke vil have flere børn, kan manden (eller kvinden) blive steriliseret, da man så ikke skal tænke på nogen af alle disse svære spørgsmål.

Hvis I ikke allerede har læst artikler og svar i vores tema Prævention, vil jeg anbefale jer at gøre det.

Hvis du vil tale med mig om det i telefonen, er du velkommen til at ringe. Du kan få mit telefonnummer hos redaktøren på AdamogEva.dk.

Venlig hilsen
Roland Knudsen

Annoncer