Kære DanceDude.
Tak for dit korte og præcise spørgsmål: ”Hvad skriver man i et kærestebrev?”
Det er et godt spørgsmål, som der sikkert findes mange svar på. Men nu har jeg fået spørgsmålet, så det du får, bliver mit svar.
Du skriver, at du er 11 år, så det er måske nok det første kærestebrev, du skal skrive.
Mange i din alder vil måske bare sende en seddel eller et brev, hvor der står:
”Jeg synes du er sød, skal vi være kærester” og så kan vedkommende krydse af i ”Ja”, ”Nej” eller ”Ved ikke”
Nogle lidt ældre vil måske skrive noget om, at man synes vedkommende er smuk eller dejlig eller har nogle pæne øjne. Andre igen skriver måske et lille digt til den, man er forelsket i.
Måske har du en mobiltelefon, så du kan spørge med en sms?
Hvis du har en god ven eller veninde som er god at snakke med, så kan du også prøve at spørge ham eller hende om, hvad de synes, man skal skrive i et kærestebrev.
Mine tanker
Jeg vil også lige give dig de tanker, jeg har fået, mens jeg lavet svaret om kærestebreve. Mine tanker går på, at du kun er 11 år og har stadig masser af tid, til at finde en kæreste.
Der er jo sikkert en, som du er forelsket i lige nu, siden du spørger om, hvad man skriver i et kærestebrev. Men jeg er ret sikker på, at du vil opleve at blive forelsket mange gange i din ungdom og teenagetid.
Derfor vil jeg også råde dig til at give dig god tid og ikke gøre noget for hurtigt i alt det her med kærester. Sats på venner og veninder og brug tid sammen med dem.
Det er rigtig godt at have både drengevenner og pigevenner. Så er der nogen at snakke med om forskellige ting, uden at der går for mange følelser i det. Og man kan lære det andet køn godt at kende, når man har gode venner af det andet køn.
Du kan læse mere om venner i de her artikler:
Læs også om andre i din alder, der gør sig tanker om kærester. Du kan begynde her:
Hvordan takler vi på 11-12 år de store følelser?
Pas godt på dig selv…
Alt det bedste til dig, kærlig hilsen Steen