Hvad gør jeg når min far ignorerer mig?

Vis spørgsmål

Hej. Jeg er ikke så glad for mit liv. Jeg føler min far prøver at ignorere mig hele tiden, når det kommer til stykket. Når jeg spørger, om jeg f.eks. må låne 100 kr, siger han bare nej, men når det er mine brødre, får de næsten hver dag.

Han giver mig ikke nok opmærksomhed, og på et tidspunkt måtte jeg heller ikke sidde nede i stuen, fordi jeg fyldte for meget, når de skulle se fodbold kamp og jeg tør ikke sige til ham, at han skal give mig mere opmærksomhed. Min mor jamrer sig hele tiden, at hun er syg og hoster for meget, jeg skal altid tage skraldet, støvsuge, vaske op osv. Vil I ikke nok hjælpe mig? Det har varet i 2 år og jeg har fået nok.

Anna, 14 år

SVAR:

Kære Anna

Det lyder ikke rart. Når man er 14 år, så skal man jo helst være glad for sit liv?

Det lyder heller ikke som om, din mor har det godt og måske har din mor og far det ikke så godt sammen. Det skriver du ikke direkte, men du skriver at din mor jamrer sig og det gør hun åbenbart til dig.

Det er på en måde normalt

Det, du nævner, er på en måde normalt. Ikke sådan at forstå, at du bare skal finde dig i det, men det er normalt i de fleste familier, at der fra tid til anden kan opstå situationer, som er trælse. Hvor der er dårlig stemning, hvor nogle vil se fodbold, hvor ingen gider tage opvasken og måske er der flere, der går og klager over den dårlige stemning.

Det skal ændre sig

Det, der skal ændre sig, er, at sådan skal det jo ikke være hele tiden. Hvis det er dagligdag og noget der har stået på i lang tid, som du beskriver, så er det godt, at du standser op og mærker efter, at du ikke trives i det. De voksne i familien har ansvaret for, at det bliver bedre.

Kan du tale med dem om det?

Ofte kan man måske føle at ens forældre ikke gider lytte til én eller ikke forstår én. Jeg vil alligevel foreslå dig, at du måske overvejer at tale direkte med dine forældre, om hvordan du har det. Nogle gange møder jeg faktisk forældre, der siger, at de ikke anede, at deres barn havde det dårligt.

Hvis ikke det er muligt at tale med dine forældre.

Vil jeg opfordre dig meget til at finde en voksen, du kan betro dig til. Det kan feks. være en lærer, du er glad for. Eller måske et familiemedlem udenfor din egen familie.

Jeg ved, at nogle børn og unge kan føle, det er forbudt at tale med andre om det, fordi så sladrer man, og nogle kan føle, de kommer til at være en forkælet teenager, der bare selv skal tage sig sammen.

Men jeg synes tonen i dit brev er anderledes. Jeg fornemmer, at du faktisk mangler én at tale med – om dels hvad der sker, men også hvad du kan gøre.

Din lærer vil kunne hjælpe dig med at overveje, hvad du skal gøre, og din lærer vil måske også kunne være med til at afgøre, om det er sådan, at I sammen skal kontakte kommunen, hvor du bor.

Kommunen kan man jo kontakte, fordi alle kommuner har pligt til at stille hjælp til rådighed, når man ikke trives i sin familie.

Jeg håber, du kan bruge mine forslag til noget.

Jeg ønsker dig alt godt

Venlig Hilsen

Steen Kruse

Annoncer