Hvad er en ven og hvad er vi?

Vis spørgsmål

Jeg har et spørgsmål? Jeg er ikke helt sikker på, hvad en ven er, hvordan man er venner? Hvad man kan gøre sammen? Jeg har mødt en sød fyr, vi var på date tre gange, men så mente han ikke, han var klar til fast forhold, men vi kunne være venner. Det var ok, tænkte jeg, så ser jeg ikke ham mere, men vi skriver sammen hver dag, sover sammen to gange om ugen, han har sat sin tandbørste hos mig. Har kendt ham ca et halv år. Hvad er vi?

Mvh Sala, 33 år

SVAR:

Hej Sala

Godt spørgsmål du der stiller og også svært, fordi det i høj grad kommer an på, hvad man selv lægger i det.

Når du skriver, han ikke vil i et fast forhold, men gerne være ven og altså også sove hos dig to gange om ugen, så tænker jeg, spørgsmålet handler om, hvorvidt du vil være med til ikke at være i et fast forhold, men samtidig have en ven der sover regelmæssigt hos dig. Måske han også forventer sex, når I er sammen?

Venskab

Jeg definerer venskab som en tæt forbindelse, hvor man deler følelser og oplevelser med hinanden, men ikke sex. Sex deler man med sin partner.

Jeg ved at nogle unge i dag har brudt op på disse grænser og godt kan være det, de kalder bollevenner. Altså venner man har sex med, men ikke er kærester med. I mit hoved er det at rode tingene sammen. Hvis man kun er venner og har sex sammen, hvad så når man får en kæreste, er man så kun venner eller hvad?

Er han en ven eller føler du han udnytter dig

Jeg ved ikke om dit spørgsmål også handler om, at du måske føler, han ikke vil være i et forhold, som du gerne vil, men at han så i øvrigt opfører sig som sådan. Altså bor lidt hos dig og har sex med dig, hvis I altså har det.

Jeg synes, du skal mærke efter og spørge dig selv, om det er ok for dig?

Har du lyst til at have en ven på de præmisser?

Er det ok, at han sover hos dig uden at ville være i et fast forhold?

Gider han at være ven med dig, hvis I ikke har sex sammen?

Som du kan se, så går jeg ud fra det, du spørger om handler om sex, selvom du ikke skriver det klart.

Hvis det ikke er det, så skriv igen.

Venlig Hilsen

Steen Kruse

Annoncer