Hvad er det “hud”, der kommer ud af min skedeåbning?

Vis spørgsmål

Hej

Jeg har i en længere periode haft en kløen dernede, men det er ikke særlig galt længere. Det klør kun lidt i skedeåbningen, men slet ikke på niveau med før.

Men det underlige er, at når jeg har tørret mig dernede efter toiletbesøg, så er der kommet noget ud af skeden, som ligner en flap af hud. Halvdelen af det er meget mørkt og andet meget lyst. Er ret så bekymret for, hvad det er, da det ligner, der er små røde årer i “hudflappen”.

Håber, I har en ide om, hvad det er, og hvad jeg kan gøre.

Mvh. En bekymret K, 19 år

SVAR:

Kære K

Tak for dit spørgsmål. Det er godt, du spørger, når der er noget, du bekymrer dig om.

Kløe skyldes ofte svamp

Kløe forneden er utroligt generende, men heldigvis oftest ganske ufarligt. Oftest skyldes kløe omkring skedeåbningen svamp. Skedesvamp kommer, fordi der sker en ændring af pH-værdien i skeden og giver klumpet, hvidligt udflåd, røde slimhinder og kløe. Det kan let behandles med en stikpille og creme til at smøre omkring skedeåbningen med (kan købes i håndkøb på apoteket). Du kan læse mere i vores artikel Svamp.

Det kan være en god idé, at du bruger intimsæbe til at vaske med omkring skeden, da pH-værdien i sæben er tilpasset miljøet i skeden.

Hudflappen kan være din kønskrans

Du beskriver, at der kommer lidt hud ud af skeden. Det lyder, som om det kan være et lille stykke af kønskransen, der stikker ud. Inde i skeden sidder kønskransen (eller jomfruhinden), som er en rynket slimhindefold, der danner en slags krans i skeden. Nogle kvinder oplever – oftest i forbindelse med samleje eller fødsel – at lidt af denne krans “går løs” eller brister og derfor kan stikke ud af skeden.

Du kan evt. mærke efter i skeden. Et par centimeter oppe kan du mærke en rynket ring hele vejen rundt i skeden, og måske kan du mærke, at hudflappen kommer derfra. Det er ikke farligt og kan let fjernes. Læs evt. vores artikel Værd at vide om skeden.

Jeg vil dog anbefale dig at få det tjekket hos din egen læge, da det ikke er meningen, der skal komme en lille hudflap ud af skeden. Hvis du ikke er tryg ved din egen læge, vil jeg anbefale at få en henvisning til en gynækolog.

Jeg håber, svaret kan give lidt ro i hjertet og hjælpe lidt på bekymringerne.

Kærlig hilsen
Anne Mette

Annoncer