Hun slog op efter 3 år pga jalousi - skal jeg prøve igen?

Vis spørgsmål

Hej, står virkelig her og har brug for hjælp! Her i mandags slog min eks op, og det er slet ikke gået op for mig endnu. Dagen før var i ude og spise sammen, og der var intet galt, og ca 1 måned før var vi på ferie i Grækenland og vi var generelt ude og rejse sammen mange steder hen før og der var intet galt, vi var glade begge to.

Men i mandags var jeg på arbejde og ringede til hende for at spørge, om hun vil med og se min nevø, og skal lige sige, jeg var lige blevet onkel den dag. Men hun tog ikke sin telefon. Men så ringede hun senere og sagde, hun skulle snakke med mig. Og jeg tog over til hende efter arbejde, og havdet slet ikke tanken om, hun skulle gør det forbi. Men da jeg så kom hjem til hende, siger hun så, at hun har gået og tænkt over det længe, og hun synes, det var nok og ville slå op. Jeg var helt mundlam! Sag ikke andet end ja, det er dit valg.!

(Lidt om mig hvordan jeg var overfor hende)

Skal lige sige har aldrig været hende utro og skal lige sige, alle hendes eks var hende utro og jeg ved ikke hvad.! Hendes forældre var rigtige glad for mig. Men jeg var jaloux, ja måske meget, men jeg mente kun godt med det, da jeg elsker hende meget og ikke vil miste hende.!

Og det var grunden til, hun slog op, fordi jeg er så meget jaloux.

Så hvad synes i? Skal jeg prøve igen eller bare videre i livet.? Er virkelig ked af det.!

S-N, 21 år

SVAR:

Hej S-N.

Mange tak for din mail. Ja, det er en meget træls og svær situation, du står i. Ikke mindst fordi det kom så meget bag på dig, at din eks. kæreste sluttede jeres forhold, uden at du var klar over, at "der var noget galt". Når man har været kæreste i 3 år, har man uden tvivl delt mange oplevelser sammen og som jeg forstår af din henvendelse, har I også delt mange rigtig gode og dejlige oplevelser sammen. Derfor kan det også være et stort tab for dig, at jeres forhold nu er slut. Det er meget forståeligt, at det gør ondt og du er fortvivlet og ked af det.

Vigtigt at få det talt ordenligt igennem

Du spørger i din henvendelse, hvorvidt du skal prøve igen eller bare komme videre i livet. Når du skriver "prøve igen" - mener du så, om du skal forsøge at kontakte hende, for at høre, hvorvidt I kan genoptage forholdet? Hvis det er det, du mener, vil jeg foreslå dig, at kontakte hende, for at høre, om det er muligt, at I kunne mødes og snakke forholdet igennem. Selv om det måske ikke vil ændre på den beslutning, hun har taget, kan det måske være en hjælp for dig, hvis hun er villig til at snakke det igennem i modsætning til det, at det sluttede så uforstående for dig. Så hvis I kan gøre det, uden at ende i det store skænderi, kunne det sikkert være fint for dig - og måske også for hende, at I mødes igen. Samtidig ville det være godt, at du gjorde op med dig selv, hvad årsagen er til, at du gerne vil mødes med hende igen. I håb om at forholdet skulle starte igen? I håb om bedre at kunne se en forklaring på, at det sluttede? I håb om at få det hele snakket igennem med hende???

Tab og sorg forbundet med bruddet??

Du skriver også, "eller bare komme videre i livet". Det er altid vigtigt at komme videre i livet, men det kan ofte være nemmere sagt end gjort. Hvis din eks. har betydet rigtig meget for dig, er det jo ikke bare nogle år, oplevelser, situationer, du bare lige lægger bag dig, og så ellers videre......

måske er det tab af drømme, du har haft for din og jeres fælles fremtid?

Årsagen til bruddet.

Du skriver, at årsagen til bruddet var, at du er meget jaloux. Derfor vil jeg prøve at tage lidt fat på det med jalousi.

Du skriver dog ikke om, hvordan det har påvirket jeres forhold. Hvad betød det helt præcis ind i jeres forhold? Hvis jalousien er så stærk og fylder så meget, at den anden part ikke kan snakke med andre eller man helst vil bestemme over, hvad kæresten må eller ikke må; skal eller ikke skal - så mener jeg, at det er et usundt forhold, og det kan føre til overgreb af den anden, hvis man vil styre den andens adfærd.

Det er vigtigt at sige, at der selvfølgelig er forskel på, hvad det vil sige at være jaloux. Der er stor forskel på, om du sidder tilbage med en oplevelse af, at det er øv, når din kæreste vil være sammen med nogle venner, men alligevel giver hende frihed til at have en hyggelig aften med dem i modsætning til, hvis du vil bestemme, hvem hun må og ikke må være sammen med.

Vigtigt at du arbejder med din jaulosi

Det er rigtigt godt, at du har en erkendelse af, at du er jaloux. Det giver dig nemlig mulighed for at få gjort noget ved det.

Hvis du ikke vælger at gøre noget ved jalousien, kan den ende med at blive mere dominerende i dit liv. Det kan medføre et mønster, der gør, at jalousien følger med ind i det næste forhold med større risiko for brud igen.

 

Måske er det lidt hårdt at høre, men jeg mener dog, at det i nogle tilfælde kan være nødvendigt at bryde et forhold, hvis den ene af parterne er meget jaloux, og ikke ønsker at gøre noget ved sin jalousi. Derfor er det også så godt, at du erkender, at det er et problem for dig og det vil være rigtig godt, om du vil vælge at arbejde med det.

Når man lever i et forhold, hvor den ene af parterne er meget jaloux, kan der ske det, at den part, der er udsat for jalousien, kan gå hen at miste sig selv, og kun skal leve et liv, som den anden part kan acceptere, og ikke kan få lov til at gøre det, man "selv vil". Når jeg skriver "selv vil", mener jeg, at det er vigtigt, at der er en gensidighed i forholdet, at nogle gange gør jeg noget for at glæde dig, og nogle gange ikke. Der skal være plads til begge.

Kære S-N.

Jeg håber for dig, at du kommer godt igennem den svære tid, hvor du har en oplevelse af at være svigtet. Super flot, at du har skrevet her til Adam og Eva og håber, at du har mod på at arbejde med din jalousi.

Kærlig hilsen Dennis Hansen

Annoncer