Hun gik fra mig

Vis spørgsmål

Hej

Min kæreste er gået fra mig. Jeg kan godt forstå hende, jeg var et svin overfor hende. Jeg løj over for hende, var altid sur og brokkede mig, hun måtte ikke rigtig noget for mig, fordi jeg var jaloux.

Vi har haft slåskampe med vold. Dog stoppede det med slåskampene, og vi fik det bedre sammen, men jeg stoppede ikke med at være sur eller brokke mig, jeg viste hende ikke, at det var hende, der betød noget. I mit hoved er hun alt, jeg vil kun hende, men nu er hun gået fra mig.

Hvad kan jeg gøre for at overbevise hende om, at jeg faktisk kan være prinsen på den hvide hest og være den rigtige overfor hende?

C, 20 år

SVAR:

Kære C

Tak for dit spørgsmål til os her på AdamogEva.

Jeg er ked af at høre, at I ikke længere er kærester, og jeg kan forstå, det er svært for dig lige nu. Du har et stort savn og mærker, hvordan det er at være uden hende. Jeg har tænkt mig at give lidt gode råd, som du kan vælge at tage med på din vej. Det er op til dig at tage det med, som du kan bruge – andet må du lade ligge, hvis du ikke synes, det er relevant.

Du beskriver et meget stormfuldt parforhold på godt og ondt, og jeg er helt sikker på, at du savner alt det gode, som I har haft sammen. Det er rigtig godt at høre, at alt det med slåskampe og vold, som du nævner, er kommet ud af forholdet. Det viser, at I har haft en evne til at finde hinanden midt I jeres til tider svære parforhold. Om det kan lade sig gøre nu, efter hun har gjort det forbi, vil tiden vise.

Prinsen på den hvide hest

Du spørger, hvordan du kan overbevise hende om, at du er prinsen på den hvide hest. Jeg tror, du har brug for at få gode råd – ikke til at være en prins på den hvide hest, men i stedet til at være en rigtig god kæreste. Der er i min verden ingen af os, som er i et parforhold, der er prinser eller prinsesser – det tilhører en anden verden – illusionens verden. Det, vi kan øve os på og lære, når vi er i et parforhold, er at blive gode til at give og modtage. Give til den vi er sammen med, og modtage det, som den anden giver. Hvis det skal kunne lade sig gøre, er det vigtigt at forhøre sig hos den anden: “Hvordan vil du gerne have, at jeg viser dig kærlighed?”, “Hvordan vil du gerne have, at jeg elsker dig?”, “Hvordan oplever du kærlighed?”, “Hvad er det, du gør, som viser, at du elsker mig?”

De spørgsmål (og mange flere) vil være vigtige for dig at få spurgt din tidligere kæreste om, hvis I skal kunne finde sammen igen. De er også vigtige at få spurgt om igen og igen gennem et parforhold, samtidigt med at det er vigtigt, at begge bliver spurgt og begge bliver hørt. Et godt parforhold er noget, som I kan give til hinanden og ikke noget, I bare får. Det er noget, I skal arbejde på at få. Jeg håber, I kan få snakket om nogle af de ting og på den måde vise, at I vil hinanden, hvis I skal være sammen igen.

Undersøg din vrede

Du skriver, at du har været inde på et spor, hvor du har været meget sur og brokket dig. Jeg vil give dig et godt råd, hvis du vil have det. Når vi mennesker bliver sure og brokker os, ligger der meget ofte et savn bag, som vi ikke er klar over, hvad er – og problemet bliver, at det som vi brokker os over eller bliver sure på, IKKE udtrykker savnet (fordi det er ubevidst for os), men surheden og brokkeriet går ud over noget andet/eller en anden person, som reelt ikke har noget med savnet at gøre.

Dit arbejde midt i det her er at bruge noget tid på at undersøge, hvad dit savn er, og hvordan du reagerer, når du ikke får det, du savner. De fleste af os reagerer ved at brokke os, vi bliver sure og vrede i stedet for at komme i kontakt med det, som vi virkelig længes efter. Brok, vrede og surhed skaber afstand mellem mennesker og ikke nærhed og intimitet, som vi reelt har brug for.

Jeg vil ønske dig alt godt i fremtiden – håber I finder en god løsning, og du har mod på at arbejde lidt med mit svar til dig.

Kærlig hilsen
Ulrik Buch

Annoncer