Kære A
Først tak for din ærlige redegørelse og dit mod til at skrive om din hemmelighed og alt det, du er bange for. Det er alvorlige problemer, du beskriver, og som jeg forstår dig, er det alt sammen noget, du skjuler og holder for dig selv eller højst deler med din veninde, der selv lider af en spiseforstyrrelse og depression.
Du kender selv svaret
Det, du slås med i tankerne og kampen inden i dig – om maden og vægten – tager al din opmærksomhed, og du skriver også selv, at din indtagelse af mad er det eneste, du kan styre. Du beskriver dig selv som både viljestærk og en, der gerne vil have kontrol, og det lyder til, du bruger maden som både belønning og straf – efter hvordan det går dig i skolen, og at du er rigtig hård ved dig selv.
Og du ved godt, at det ikke er smart, men du ligger under for en form for tvang, som gør dig rigtig bange. Følgende ord er nogle, du bruger om dig selv: Har ondt i maven, er svimmel, træt, fokus på vægten, føler dig utilstrækkelig, dybt fortvivlet, ked af det og let til gråd, viljestærk – ”men det kunne jeg!”, vil have kontrol, føler dig forkert og dum, føler dig stor, fed og buttet ved en vægt på 52 kg, føler dig alene og ensom med problemerne. Kan få dårlig samvittighed eller føle dig klam ved at spise.
Synes du selv, det lyder som en spiseforstyrrelse? Du skriver, du er bange for at tage på, bange for ikke at tage på, for at blive tvunget til at tage på, for konsekvenserne på kort og langt sigt, for andres viden om dig, for at være til besvær, skabe bekymring, for ikke at være stærk.
Hvem ser dig og lytter til dig
Og så er der noget, du blot hentyder til: Stemningen i hjemmet, din mors psykiske ustabilitet, at ingen ser dig eller opdager, du har et ekstremt forhold til mad, at du taber dig, at du er bange, at du frygter fremtiden og dine muligheder.
Hvor er dine forældre? Hvem ser dig? Hvem af dine nærmeste kan holde til at høre på dig og dine problemer? ”Lige nu er der også utrolig meget tumult herhjemme”, skriver du. Hvad handler det om? Er der ikke rigtigt ”plads til” at der er besvær med dig eller …? Måske er du blevet den person, der viser, at der er noget, der trænger til at blive set på og taget kærligt hånd om – i familien.
Hvis du i lang tid har været udsat for stor følelsesmæssig smerte, kan det skubbe til den del i dig, som ønsker kontrol – og for dig lyder det til, at kontrol = at styre madindtag – en måde at forsøge at få styr på den ustyrlige psykiske smerte.
Du skriver: ”Jeg har observeret, at jeg gang på gang har tænkt: ‘Nå, jamen så lader jeg bare være med at spise!’ for derefter udføre handlingen. ALT på baggrund af karakterer.” Og det er en rigtig god iagttagelse af dine egne tanker og handlinger.
Du fortæller også, at du havde en forelskelse, som tog meget hårdt på dig psykisk, og du blev såret af kæresten. Du er 19 år, og lige nu er du ved at afslutte gymnasiet, og dine fremtidsplaner er usikre pga. dit forhold til mad; der er stor uro i hjemmet, og din mor beskriver du som psykisk uligevægtig.
Søg professionel hjælp
Der er mange gode grunde til, at du har fået sår på sjælen, og når din veninde siger: "Du bør tale med din læge!" må jeg sige, at jeg er enig med hende. En alternativ mulighed kunne være at tale med en psykolog/psykoterapeut, for som du selv skriver, så er det psykisk betonet, det der plager dig.
Jeg ved, at der også er andre kristne piger, der har det som du, uden jeg lige ved, hvordan du kan komme i kontakt med nogle af dem. Jeg forstår helt dit ønske om at møde ligesindede, og det er rigtig vigtigt, du kommer ud af din ensomhed og får nogle at tale med.
Søger du på ”spiseforstyrrelse” på hjemmesiden vil du se, der er mange andre, der har lignende problemer som dig. Der er også hjælp at hente andre steder, fx Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade. Her kan du ringe eller få rådgivning via mail eller chat. Du kan også finde en psykolog/psykoterapeut under Ressourcer her på siden.
Jeg ønsker dig alt godt og håber for dig, at du finder nyttig hjælp i kampen for det gode liv, der venter dig.
Kærlig hilsen
Else Ø. Andersen
