Han tvivler - hvordan skal jeg blive og hvordan finder vi tilbage?

Hej. Jeg skriver, da jeg er noget ude af den. Min kæreste, som er 8 år ældre og jeg har været sammen i lidt over et år. Vi mødtes på en blind date og blev fuldstændig stormende forelskede i hinanden! Jeg tror aldrig, at jeg har oplevet noget lignende - og sådan har han det også.

Alt er derefter gået meget hurtigt - men kun fordi det føltes rigtigt!

Jeg flyttede ind efter ca 9 måneder, da det gav rigtig meget mening for os begge! Vi gik igang med at renovere lejlighed til et evt. senere salg, og indtil da ville jeg leje den ud. Jeg oplevede godt nok, at det var rigtig svært at sige farvel til min lejlighed - selvom jeg følte, at jeg var på vej det rigtige sted hen. Vi har brugt hele sommeren på at renovere og flytte.

Lejligheden skulle stå færdigt d.1/9. Og det er her det begynder at blive rigtigt svært - det ser ikke ud til, at vi kan nå det. Jeg starter studie med en 2 uger intens introforløb fra d. 16. August, arbejder nogle af aftnerne og finder her også ud af, at jeg lige har haft kyssesyge. Jeg har så svært ved at holde sammen på mig selv og have energi og overskud til noget!

Min kæreste knokler med lejligheden, men vi bliver ikke færdige. Af dårlig samvittighed over for ham og for hende, der skal flytte ind, siger jeg, at det bare ikke er godt nok, ud i plenum!! - af frustration! Vi bliver færdige 5 dage efter.

10 dage efter fortæller min kæreste mig, at han har mistet kærligheden til mig, pga det jeg havde sagt, og gerne vil finde den igen! Det kommer som det største chok for mig, og jeg panikker og er lige ved at gå; jeg føler, det er svært at leve med en, der har mistet kærligheden - og jeg hørte det, som om han slog op!

Men han græder og beder mig om at blive! Og han fortæller, at han er blevet såret over, at jeg havde sagt, at det ikke var godt nok! Jeg prøver at forklare ham, at det ikke var møntet på ham, men det var min frustation over ikke at vide, hvad jeg skulle gøre i den situation, og at jeg følte, at det med lejligheden var MIT ansvar! - og at jeg godt forstår, at han blev ked!

Han prøver at tilgive mig, og vi aftaler, at vi vil prøve at kigge på alle de gode ting, og få nogle gode oplevelser sammen. Jeg synes, det er rigtig svært at gå rundt og vide, at hans kærlighed er væk! Vi gør en masse godt sammen.

For en uge siden tager jeg den op, at jeg er bange for, at jeg ikke er den, han vil have (refereret til at han har fortalt mig, at det ikke lige var mig, han regnede med at forelske sig i, men en anden type.) Han siger, at det er han også! Og så springer bomben igen!

Han siger, at han er i tvivl, men andre gange er han ikke. Han var i tvivl i weekenden, hvor han ikke kunne se, hvad han så mere i mig end mine 2 søstre, og var bange for at han var ved at få søskendefølelser for mig. Og ugen optil havde han følt, at han elskede mig!? Han vil ikke ha, at vi går fra hinanden! Alt det her er rigtig hårdt at høre på for mig, og jeg panikker og prøver at gå. Det kan jeg ikke, så prøver han, men bliver. Og så var vi der, hvor ingen af os er inde eller ude.

Jeg er ikke i tvivl, om at jeg elsker ham - faktisk. Jeg er vant til, at tvivl er en del af mine følelser lige som kærlighed mv, noget i mig tror på dette her forhold, da vi har en meget fin forbindelse og forståelse for hinanden. Han er en mand, jeg kunne forestille mig at følges med gennem livet. Men ikke for enhver pris.

Vi har nu lavet en aftale om at prøve de næste 2 måneder uden at gå fra hinanden eller snakke om de her dårlige situationer, for at se om ikke kærligheden blomstrer (det er en uge siden) . Vi er meget akavede overfor hinanden, men har klart en tiltrækning af hinanden, så gnisten er der, og vi kan ved sex og kys nå meget ind til hinanden.

Jeg må indrømme at jeg er noget tyndslidt, og en anelse angst i alt det her, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal forholde mig, eller hvad jeg skal tro og håbe på! Har du nogle råd, eller noget viden, der kan hjælpe! Puha.. jeg er ude i alle mulige former for tillidsøvelser til en ferie sammen.

Krebsen: 26 år