Han sender forvirrende signaler - kan han li mig?

Vis spørgsmål

Hej AdamogEva.

Mit problem er om den her dreng, han er to år yngre end mig, vi går på samme skole. Jeg ved ikke helt, om han kan li mig, for han sender nogle forvirrende signaler. Vi skriver ofte på facebook og snapchat, han giver mig komplimenter, at jeg havde en pæn trøje på i dag, at jeg er sød og at jeg er god til fodbold osv.

Og her den anden dag, da jeg var på vej til badminton sammen med min veninde, kørte vi forbi klubben, han var der tilfældigvis. Vi stoppede op, da vi fik øje på min anden venindes cykel, han råbte mit navn og vinkede, jeg vinkede selfølgelig igen. Men betyder det noget?

Jeg er stadig lidt usikker, fordi jeg føler, at det hele tiden er mig, der kontakter ham og ikke ham, der kontakter mig (på facebook og snapchat)

Og så er der også et spørgsmål mere, jeg ikke kan få ud af hovedet. Det er, om jeg overhovedet kan lide ham? I begyndelsen ville jeg bare gerne være gode venner med ham, men jeg er begyndt at tænke på ham hele tiden. Jeg tjekker også tit facebook for at se, om han er på, og når jeg kommer ud i skolegården oppe på skolen, kigger jeg rundt for at se, om han er udenfor.

Jeg har også tænkt over, om jeg skal spørge ham om vi skal være sammen en dag, men jeg er for bange for at blive afvist, hvad skal jeg gøre?

Håber I vil hjælpe

Kærlig hilsen

Den forvirrede pige, 14 år

SVAR:

Kære ”Den forvirrede pige”

Tak for dit spørgsmål til Adam og Eva. Når jeg læser dit spørgsmål, tænker jeg, at det kan være svært for mig at afgøre med sikkerhed, hvordan han har det med dig. Men jeg vil gerne prøve at give dig nogle tanker i forhold til, hvad der kan være på spil.

En forvirrende tid

Du skriver, at du er 14 år, og at dig og drengen går på samme skole. Som du sikkert også ved, kan tiden, hvor man er teenager, være noget forvirrende. Lige pludselig er der en masse, man skal forholde sig til. Alt det med kærester og følelser kan lige pludselig komme til at fylde en helt masse, og I er begge to i den tid nu.

Men det er vigtigt, at tanker om forelskelse kun fylder for dig, hvis det virkelig er følelser hos dig. Derfor tror jeg, du skal tænke over, hvad det vil betyde for dig, hvis han nu rent faktisk har følelser for dig. Kan du se jer blive kærester? Eller handler det mere om, at det er spændende, at han giver dig opmærksomhed, som du gerne vil have fortsætter. Det kender vi alle sammen – at det er rart, at et andet menneske vil bruge tid på os og ser os – men det er vigtigt ikke at forveksle det med forelskelsesfølelser. Prøv at tænke over, hvordan du gerne vil, at din kæreste skal være. Kan du se ham være det?

Prøv også at læse artiklen her, som siger noget om, hvorfor det er god ide at overveje en ekstra gang, om man skal have en kæreste eller satse på gode venner, når man er i din alder: 
Plusser ved at vente med at få en kæreste

Andres signaler

Du beskriver en del forskellige signaler, som han sender dig, og hvordan I nogle gange møder hinanden. Samtidig beskriver du også, at du er bange for, at misforstå signalerne fra ham, fordi det oftest er dig, der tager kontakten.

Jeg tror, det er vigtigt, at du lige nu holder fast i din første tanke om, at I skulle være gode venner. Prøv at se, om du kan lade ham tage initiativet til, at I indimellem får kontakt - ikke at du skal ignorere ham, men prøv at øve dig i ikke at opsøge ham, når du lige får lyst. Det er en god øvelse i at styre tankerne væk fra det, man ikke kender svaret på endnu. Det er svært, men nogle gange kan man komme til at tænke for meget over en situation. Så kan man pludselig få tingene til at passe sammen efter, hvad man godt kunne tænke sig.

Måske har han det samme udgangspunkt som dig – at han gerne vil være gode venner med dig. Og gode venner lægger mærke til hinanden, roser hinanden og bliver glade, når de ser hinanden. Jeg synes helt bestemt, at du skal spørge ham til at lave noget sammen en dag. På den måde får du og han begge mulighed for at finde ud af, hvordan det er at snakke sammen. Det vil kræve en del mod, så du må mærke efter, hvornår du er klar til det.

Bange for en afvisning

Der vil være en risiko for, at han ikke har lyst til mere kontakt, end I har nu. Prøv at tænke over: Hvad er det værste, der kan ske, hvis han svarer nej-tak til at være sammen en dag?

Det er altid svært at være den, der åbner sig – men samtidig beviser det også, at du er en modig pige, der tør at satse for at undersøge. Ligesom du har gjort ved at skrive til Adam og Eva.

Du bliver ked af det, hvis han svarer nej, men samtidig får du også svar på en del af dine spørgsmål. Svar som kun han kan give dig. Vil han egentlig gerne bare blive ved med at være venner, som I er nu? Eller skal I være mere sammen som venner?

Jeg vil gerne ønske for dig, at du må få mod til at finde mere ud af, hvad der er på spil i forhold til ham her drengen. Husk at give dig god tid til at tænke over det.

Prøv også at læse disse artikler:
Kærestepotentiale … eller en god ven?
Slå koldt vand i blodet

Kærlig hilsen
Susanne Staunstrup Jensen

Leksikon

Læs mere her

Er du glad for dig selv?

Annoncer