Gravid - kan I hjælpe mig med datoen for befrugtning?

Vis spørgsmål

Hej! Jeg er gravid i 14. uge og er meget interesseret i at vide, hvornår befrugtningen er sket. Kan i hjælpe med et svar på dette?

Min sidste menstruations første dag var den 4. oktober '13.

Min cyklus er i gennemsnit på 35 dage (målt over en periode på 4 mdr)

Jeg har termin den 14. Juli 2014.

Jeg oplevede den 21. okt '13 kraftig udflåd. Kan det være tegn på at min ægløsning/befrugtning fandt sted der? Eller hvornår skete befrugtningen?

Ps! Kan jeg være blevet gravid ved samleje den 11. okt '13 - eller er det usandsynligt ud fra min cyklus. (Håber ikke, det er tilfældet..)

Håber at I ud fra disse informationer kan besvare min mail.

(Mit spørgsmål er meget vigtigt af hensyn til det videre graviditetsforløb, så håber I vil besvare min mail)

Mvh. den spørgende, 24 år

SVAR:

Hej spørgende!

Tillykke med graviditeten!

Jeg vil forsøge, at give et kvalificeret skøn på, hvornår befrugtningen er fundet sted - og efter min bedste overbevisning bliver det et svar, du er tilfreds med – men jeg vil med det samme understrege, at det nærmest er umuligt at udtale sig skråsikkert, når det kommer til kvinders biologi, og hvis du har haft sex med to fyre i den samme cyklus, kan de begge to være faderen.

Du ønsker ikke, at fyren fra den 11. oktober er faderen. Hvis han skal kunne være det, må befrugtningen være fundet sted fra den 11. - 16. oktober (fordi de rigtig seje sædceller kan overleve 5 dage i dit underliv).

Normalt finder befrugtningen sted ca. 14 dage, inden menstruationen skulle være begyndt, så det korte svar er, at med en cyklus på 35 dage, vil befrugtningen have fundet sted omkring den 24.-25. oktober. Det tyder ikke på, at han er faderen.

Du skriver imidlertid, at de 35 dage er et gennemsnit, og her er det ret væsentligt, om det er et gennemsnit, fordi dine cykli er alt fra 28 til 42 dage, eller variationen er mindre. Hvis der er stor variation, tyder det på, at der ikke sker ægløsning hver måned, men faktisk kun i de måneder, hvor cyklus´en er i den korte ende - altså på omkring 28-30 dage. (Men det skal man også tage det med et gran salt).

Din scanningstermin den 14. juli understøtter muligheden for en lidt kortere cyklus. Hvis vi skal regne ud fra den, giver det en cyklus på 31 dage og befrugtning omkring den 20.-21. oktober. Dette passer med øget mængde udflåd, som ganske rigtigt kan være tegn på ægløsning. Befrugtningen er med størst sandsynlighed sket dér.

Det skal imidlertid nævnes, at scanningsterminer har en usikkerhedsmargin på ca. en uge, så selv om scanningspersonalet sætter en præcis dag, så kan det godt være flere dage før eller efter, der er den “rigtige” termin. Hvis din menstruation normalt er rimelig regelmæssig på 35 dage, så vil jeg mene, at din termin lige så godt kan være den 18. juli, og det stiller dig endnu bedre i forhold til 11. oktober-fyren.

Men lad os alligevel overveje worst-case-senario, hvilket måske er en cyklus på 28 dage. I så fald ville befrugtningen have fundet sted 17.-18. oktober, og igen dér er det usandsynligt, at han er faderen.

Så jeg vil vurdere, at det er næsten helt fuldstændig sikkert, at du er blevet gravid på grund af et samleje, der har fundet sted senere i din cyklus. Hvis 11. oktober-fyren er faderen, kræver det, at han har verdens bedste sædkvalitet, og du netop i den måned havde en usædvanlig kort cyklus, og det ville jeg bestemt ikke sætte mine penge på. Det helt sikre svar får du desværre kun ved en faderskabstest.

Du er velkommen til at skrive igen

Jeg ved ikke helt, hvad du mener, når du siger, at det er vigtigt i forhold til den videre graviditets forløb, udover at jeg naturligvis godt kan forstå, at det er rigtig rart at vide, hvem der er faderen - både af personlige og praktiske grunde. Det kan dække over en masse velbegrundede overvejelser og bekymringer, som du er velkommen til at skrive om i en anden mail, hvis jeg kan være til hjælp. Men i hvert fald er det helt sikkert, at du er mor til det barn, der lige nu vokser i din mave. Et fantastisk lille individ med fingre og tæer og bankende hjerte, og det første lange stykke tid vil den lille størrelse være helt ligeglad med, om der er en far, hvis bare mor er i nærheden. Mange ting løser sig med tiden, og de ting, der lige nu virker uoverstigelige, kommer der tit en løsning på én dag ad gangen.

Du ønskes alt det bedste med familieforøgelsen!

Mange hilsner Amalie

Leksikon

Læs mere her

Er du glad for dig selv?

Annoncer