Godt øje til pige som gør mig forvirret - hvad skal jeg tænke?

Vis spørgsmål

Hej Adam og Eva, jeg er lidt forvirret. Der er den her pige. Vi begyndte at skrive en del sammen, og en dag spurgte jeg, om vi skulle finde en dag. Vi fandt så en dag og vi havde det rigtig sjovt. Jeg havde et godt øje til hende, og vidste ikke, om hun også havde det for mig, men pludselig kiggede vi på hinanden og kyssede og så gik det godt derfra.

Vi fandt en anden dag til at være sammen, hvor vi også kyssede og alt det der, og vi har også noget sammen men... Når vi skriver over sms og sådan, virker det bare slet ikke til, at hun er interesseret eller har et godt øje eller noget. Hun virker meget mere anderledes, end når vi er sammen, og det er jeg lidt forvirret over..

-Hilsen ham den forvirrede, 14 år

SVAR:

Kære Forvirrede

Et godt øje

Den pige, du har skrevet med og mødtes med, har du et godt øje til, skriver du, og I har mødtes et par gange, hvor I har haft det sjovt og I har kysset, men efterfølgende, når I skriver sammen, er hun ikke den samme. Hun virker uinteresseret og anderledes og det er du forvirret over.

Hvad sker der ?

Det kan jeg godt forstå, du er forvirret over. Som teenager er der mange følelser i spil og man kan nemt blive involveret i en flirt, hvor I finder hinanden tiltrækkende. I har nydt hinandens selskab og fået positiv opmærksomhed og det kan føles rigtig dejligt. Men som oftest er det drengene, der lægger an på pigerne og pigerne kan ofte føle sig presset til et forhold, så måske er det, I oplever lige nu, at det har udviklet sig lidt for hurtigt. Hvis du vil rydde misforståelser af vejen, er det vigtigt at give en tilbagemelding om, hvordan du opfatter situationen.

Venskab?

Mit råd vil være at give jer tid til at lære hinanden at kende som venner. Det skaber tryghed og tillid og så se, hvordan det udvikler sig.

Held og lykke med det.

Læs også: 
Kærestepotentiale… eller en god ven?
Flirt - den vilde jagt efter en kæreste

Kærlig hilsen
Lise H. Thuesen

Annoncer