Gider hun mig egentlig?

Vis spørgsmål

Har den her fantastiske pige, som jeg endelig har scoret. Har vært sammen med hende, dengang vi var små (altså omkring 10-11 års alderen). Hun har haft nogle andre siden da og det har gjort ondt på mig hver gang.

Ja videre til mit spørgsmål, nu har vi haft nok i bare kysse osv. Men aldrig rigtigt vært sammen bare os og hver gang, jeg spørger, om vi skal finde ud af noget, skal hun altid noget? Jeg er forvirret, kan hun li mig eller ej? Håber i kunne hjælpe mig lidt på vej, for jeg elsker hende virkelig, hun har sagt det samme til mig, men tvivler.:-(

Tak hilsen Kasper, 16 år

SVAR:

Kære Kasper

Dejligt at du nu har scoret pigen, jeg kan fornemme, at du er meget forelsket i hende. Nu kender jeg jer jo ikke, men ud fra dit korte brev kan jeg alligevel fornemme, at I måske er meget forskellige, på den måde at du har tænkt på hende i flere år, efter at I har været sammen, og hun har haft flere kærester i mellemtiden. Desuden giver du udtryk for, at du gerne vil bruge tid sammen med hende alene, mens hun er for optaget til at få tid til, at I kan være alene sammen.

Forskellighed kan være positivt

Det er ofte sådan, at vi som kærester er forskellige og har forskellige behov, det er der ikke noget galt i, det er en del af det, vi godt kan lide ved hinanden, men hvis I aldrig er alene sammen, og ikke har fået snakket om, hvad I gerne vil med jeres forhold, så kan det være svært at takle.

Er der en grund til, at din kæreste "ikke har tid"

Når man som I to er i et forhold, er det selvfølgelig vigtigt at have de gode varme følelser, og mærke at I godt kan lide hinanden, men det betyder også rigtig meget, at I har tid til at være sammen bare jer to, også for at snakke om, hvad det er, I gerne vil hver især. Som det er lige nu, hvor du ikke rigtig kan få klare svar, og ikke kan fornemme, hvor du har hende, bliver det hende og hendes behov, der kommer til at styre, og det er ikke godt for nogen af jer. Der kan være mange grunde til, at hun ikke lige synes, I skal finde ud af noget. Som jeg har skrevet først, tror jeg, hun er en anden type end dig, så hun ikke lige tænker, det er vigtigt.

Det kan også være, at hun bliver usikker på, hvad det er, du gerne vil, vil du snakke, hygge, have sex, eller noget helt andet, og det kan gøre hende usikker, så hun hellere vil være på den sikre side sammen med andre.

Det er derfor vigtigt, at du ikke bare spørger, om I skal finde ud af noget alene, men siger hvad det er, du gerne vil, så hun kan forholde sig til det, så kan du også bedre få et klart svar fra hende.

Lær hinanden bedre at kende

Jeg synes, at du skal starte med at invitere hende i biografen eller en tur i skoven, måske ud og spise eller på cafe, det er alt sammen ting, som I kan opleve alene sammen, men på steder hvor der også er andre, det er nemlig vigtigt, at I først og fremmest lærer hinanden at kende stille og roligt, og på den måde finder ud af, hvad der er jeres behov hver især.

Og afstem jeres forventninger

Så er det også vigtigt, at I på et tidspunkt får snakket om, hvad I hver især forventer at hinanden og jeres forhold., f.eks hvor meget skal I være alene, og hvor meget skal I være sammen med andre, hvor intime skal I være, forventer en af jer, at I snart skal have sex, eller skal I vente, o.s.v, så I kan respektere hinanden, og ikke kommer til at forvente noget, I ikke kan få.

Jeg håber, du har fået svar på dit spørgsmål, og jeg vil ønske dig helt og lykke med det.

Jeg har her lagt forskellige links ind, hvor du kan læse mere om emnet.

Forelsket - en fantastisk følelse

Kærlighed og forelskelse

Jo tættere jo bedre – med omtanke

Sex og følelser

M.v.h. Kirsten Kirk Christensen

Annoncer