Frustrerende forelsket i bedste veninde - hvad vil I råde mig til?

Hej Adam&Eva

Jeg kan godt se, at der er andre, som har lignende problemer at kæmpe med, men jeg prøver nu alligevel at spørge.

Jeg har en en rigtig god veninde, som jeg har kendt, siden vi var børn.

Jeg har jo egentlig altid godt kunne lide hende, men har aldrig turde gøre noget, fordi jeg har tænkt, at "jeg da ikke var hendes type".

Vi har altid snakket godt sammen og har haft dybe samtaler osv.

Men efter en fantastisk ferie sammen til udlandet, er jeg "næsten desværre" blevet meget forelsket i hende. Da jeg først forstod, at jeg havde fået følelser for hende, lod jeg det gå lidt tid, for at mærke om ikke det bare var noget forbipasserende, men jeg kunne godt mærke, at følelserne var stærke, og at jeg var forelsket. Jeg savnede at kramme hende, havde lyst til at give hende et kys, savnede at se hendes søde smil osv.

Jeg blev enig med mig selv om at fortælle hende, hvad jeg følte for hende, men vidste selvfølgelig ikke, hvordan hun ville reagere, jeg mener, jeg ville jo ikke miste hende, fordi vi jo er rigtig gode venner..

Og så er der så også lige en anden vigtig detalje.

Hun havde tidligere kærestet med en mand, som næsten er nabo til det hus, hun har købt. Men pga at han gentagne gange havde været led over for hende, råbt af hende og hidset sig op, slog hun forståeligt nok op med ham sidste år. Jeg snakkede jævnligt med hende om det, fordi hun havde brug for at snakke om det.

Men så begyndte de igen at snakke sammen efter ferien, fordi som hun sagde, det ville være svært ikke at kunne kunne snakke sammen, når man bor dør om dør. Og imens jeg tænkte på, hvordan jeg skulle fortælle hende om mine følelser, finder jeg ud af, at de er blevet kærester igen.

Efter at jeg en aften havde spurgt ind til, hvordan det gik med ham og deres forhold, hvor hun svarede, at det slet ikke gik, og at han ikke havde forandret sig, fik jeg lagt kortene på bordet. Jeg sagde ikke direkte, at jeg var forelsket i hende, men at jeg havde fået rigtigt stærke følelser for hende, og at jeg havde brug for at være ærlig over for hende, men uden at hun skulle føle sig presset. Hun svarede så, at hun lige skulle "over" ham kæresten først, så det forstod jeg som om, at det i det mindste ikke var en afvisning.

Men de blev stadigvæk ved med at tale sammen, så hun har stadig ikke rigtigt svaret igen på min erkendelse overfor hende.

For nogen uger siden måtte jeg så hente hende, fordi kæresten igen havde været sur og igen havde råbt og skreget af hende, men også taget hårdt fat i hende, hvilket senere viste sig ikke at være første gang. Hun ringede grædende og bange til mig og bad mig om køre hende ud til hendes forældre. Imens jeg kørte ud til hende, havde hun gemt sig ved en pige, som også bor i kvarteret, fordi hun var bange for ham, forståelig nok. Og så troede vi jo alle sammen, at det var slut imellem dem.

Men 2 dage senere dukkede et billede op på Facebook af dem, hvor de sidder sammen i byen... Snakkede efterfølgende med hende og sagde min mening om ham, og at jeg ikke forstod, hvorfor hun gik tilbage til ham. Hun kunne godt se, at det så underligt ud, men hun håbede på, at han nok skulle forandre sig... Han skulle bare lære at styre sit temperament.

I de nu efterfølgende uger har der umiddelbart ikke været noget galt imellem dem, men når jeg skriver med hende og spørger, hvordan det går med ham, svarer hun enten ikke, eller også snakker hun udenom. Jeg har også fornemmelsen af, at hun skjuler eller lige frem lyver om, hvad hun skal, for så efterfølgende at se via Facebook at hun er sammen med ham.

Jeg er også godt klar over, at jeg ikke skal blande mig i deres forhold, men jeg synes så bare, hun skal sige til mig, hvis jeg skal lade hende være.

Og hvis hun endelig tager kontakt til mig, spørger hun enten om noget praktisk hjælp, eller fordi hun vil snakke om lægebesøg, da hun døjer med nakken. Men hvorfor snakke med mig om sådanne ting, hvis hun har en kæreste?

Ja, det er en lang smøre det her og temmelig rodet. Men ville gerne høre jeres mening om det og hvad råd, I evt har.

Jeg tænker selv en masse tanker, fx at jeg skal glemme hende og bare nøjes med hendes venskab, men det er bare frustrerende, når jeg ikke rigtig ved, hvad hun føler for mig, for jeg synes nogen gange, der er forskellige signaler...

På forhånd tak.

Venlig hilsen NN, 28 år