Kære 23-årig.
Tak for dit brev. Det er godt, du skriver til AdamogEva.dk og får sat ord på nogle af de tanker, du går og tumler med.
Depression og angst kan tappe meget
Allerførst vil jeg sige, at det ikke er underligt, at du er frustreret. Det lyder til, at du har haft et svært år med depression, angst, dårligt selvværd og tvivl. Jeg kan godt forstå, hvis du ikke har haft overskud til meget andet end at skulle passe på dig selv. En depression medfører ofte, at man kan have svært ved at rumme sine egne følelser. Nogle af følelserne kan handle om afmagt, utilstrækkelighed, forkerthed og skyldfølelse. I en sådan tilstand, kan det endvidere være svært også at skulle rumme et andet menneske, hvilket måske kan forklare, hvorfor du er forvirret i forhold til din kæreste og ikke orker at skulle forholde dig til ham.
Vigtigt at din kæreste er god for dig
Der kan også være andre årsager til, at du ikke føler dig til rette i dit forhold, og de kan være nok så vigtige. Du skriver, at du har overvejet, om du psykisk får det dårligt af at være sammen med ham, i så tilfælde, synes jeg, at du bør tænke dig grundigt om. Husk på, det er kun dig, der inderst inde ved, hvad der føles rart. Hvis du føler, at du går i stykker i hans selskab, bør du lytte til din indre stemme og overveje at bryde forholdet, for du skal ikke gå og have det psykisk dårligt. Ofte har man selv en ret god fornemmelse for, om det er godt for én eller ej. Jeg kan godt forstå, at du er bange for at begå en kæmpe fejl, ved at bryde med din kæreste, men jeg synes, du har fat i noget meget vigtigt, når du skriver, at du ikke vil køre dig selv ned psykisk ved at blive sammen med ham.
Søg hjælp og støtte
Jeg ved ikke, hvordan du har fået hjælp til din depression, men jeg håber, du har nogle at snakke med, både om din psykiske tilstand og om din kæreste, ellers vil jeg råde dig til at tage kontakt til fx din læge, som kan hjælpe dig med at få den hjælp, som du har brug for. Jeg synes, ikke du skal gå alene med dine overvejelser og tanker.
Du kan evt også søge rådgivning hos en af terapeuterne, som er tilknyttet AdamogEva.dk. Du finder dem på hjemmesiden ved at klikke på fanen Ressourcer.
Håber du kan bruge mit svar, ellers er du meget velkommen til at skrive igen.
Kærlig hilsen
Annette Hassingboe