Forelsket - men tidligere flirtet med hans bror - hvad gør jeg?

Vis spørgsmål

Hej. Jeg sidder i en meget uheldig situation! Jeg er blevet rigtig vild med en fyr fra min parallelklasse, men jeg har aldrig snakket med ham. Det startede for et års tid siden med, at jeg observerede ham lidt, men det opdagede han så uheldigvis, og siden da har vi bare haft øjenkontakt rigtig mange gange og nogle gange i op til 5 sekunder. Nogle gange lader jeg også som om, at jeg ikke har set ham, fordi jeg synes, det er mega akavet.

Men det egentlige problem er ikke så meget, at jeg ikke tør at sige hej til ham, for det er der nemlig en grund til. For 3 år siden kyssede jeg nemlig hans storebror til en fest. Kysset betød ikke noget på det tidspunkt, men vi faldt så også i snak til et par af de andre fester også (kun snakke) og jeg fik hans nummer. Vi skrev kun sammen få gange om helt almindelige ting, og så hørte vi ikke mere til hinanden, for jeg er meget overbevist om, at han begyndte at fornemme, at jeg havde fået lidt følelser for ham, og han var tilsyneladende ikke interesseret, og siden har vi ikke talt sammen i to år nu.

Ham jeg er vild med går en årgang under mig på skolen. Men jeg startede faktisk med at kigge på ham, netop fordi han mindede mig så meget om hans storebror, og lidt senere fandt jeg så ud af, at de var brødre. Men siden han opdagede, jeg kiggede på ham, har han sandsynligvis nok tænkt, at jeg måtte være vild med ham, men det er jeg så blevet med tiden på grund af alle de gange, vi har haft meget intens øjenkontakt!! Og jeg har også lagt mærke til, at han også kigger rigtig meget, når jeg lader som om, at jeg ikke har set ham.

Jeg vil ikke have noget at gøre med hans storebror mere, men lillebroren ser bare så sød ud, og helt så meget ligner de heller ikke hinanden. Men jeg vil rigtig gerne lære ham at kende, og jeg ved ikke, om han har det på samme måde. Jeg ved bare ikke rigtig, om jeg kan tillade mig det, siden jeg har flirtet med hans storebror, selvom det er ved at være lang tid siden:( Det gør mig så ked af det, og jeg begynder at blive desperat... Jeg ved heller ikke rigtig, hvad jeg skulle sige til ham om, hvorfor jeg i første omgang kiggede på ham? Men en ting er sikkert. Jeg er i hvert fald helt vild med ham, og det er så typisk, at ting man har gjort i fortiden skal forhindre mig i at sige hej til ham! Håber meget, at I vil hjælpe mig, for det fylder virkelig meget i min hverdag. Har prøvet at spørge andre til råds, men jeg tror ikke rigtig, de forstår mit dilemma- Men mange tak på forhånd :-)....

Mange hilsner pige, 19 år.

SVAR:

Kære 19-årig

Jeg forstår på dit spørgsmål, at du er i tvivl om, hvorvidt du kan tillade dig at forfølge den spirende forelskelse eller betagelse, der er ved at opstå mellem dig og fyren i parallelklassen og at du er i vildrede mht. hvordan du skaber en eventuel kontakt til ham.

Det er ikke muligt for mig at give dig en fuldstændig løsning på dit dilemma og en opskrift at følge, men jeg vil komme med nogle tanker, som du kan overveje, og som måske kan hjælpe dig på vej.

Reelle følelser og hensigter

Du spørger, om du kan tillade dig at lære ham at kende. Til det vil jeg bede dig overveje grundigt, om du tror at din opmærksomhed mod denne fyr har noget som helst med din forelskelse i storebroderen at gøre. Jeg forstår, på det du skriver, at det faktum, at de ligner hinanden, har gjort, at han fangede din opmærksomhed. Dette synes jeg ikke er til hinder for, at lillebroderen og du bliver venner eller kærester. Til gengæld mener jeg, du skal være helt sikker på, at du ikke er ved at blive interesseret i lillebroderen, fordi du fortsat har nogle følelser for storebroderen, eller bare er det mindste uforløst mht. det forhold, I havde.

Du skal altså gøre op med dig selv, hvor reelle dine følelser og din interesse for ham er. Hvis du har den mindste tvivl om, hvorvidt din nye spirende forelskelse skyldes, du ikke helt er kommet dig over storebroderen, som du jo skriver, du havde følelser for, så må du stoppe din flirt med lillebroderen, da dine følelser for ham i så fald ikke er reelle.

Hvordan gribe det an

Hvis du kommer frem til, at din interesse for lillebroderen er fuldstændig reel og ikke har noget med storebroderen at gøre, synes jeg sagtens, du kan forsøge at tage kontakt til ham. Du kan fx komme med små test-bemærkninger for at se, hvordan han reagerer, og om han virker interesseret i dig. Sig i første omgang ”hej”, når I mødes. Andre forslag kunne være at kommentere noget ved ham positivt, hvis I fx mødes i garderoben, kantinen, ved cyklerne eller andet. På den måde finder du ud af, hvordan han reagerer overfor dig og dermed, om interessen er gensidig. Jeg synes på ingen måde, der er noget forgjort i at vise ægte interesse i ham, hvis det er det, du har.

Fortæl sandheden

Skulle I så gå hen og blive venner eller bare begynde at tale lidt mere sammen, må du overveje, hvornår det er tid at fortælle om dit forhold til storebroderen. Jeg synes ikke nødvendigvis, din indledende bemærkning behøver at have noget med dit tidligere forhold til storebroderen at gøre. Havde det været en hvilken som helst anden fyr fra din fortid, ville du jo heller ikke nævne dem, som det første. Men det er klart, at du ikke skal lyve for ham og at det ville være mærkeligt, hvis du altid holder det hemmeligt for ham. Men hvis du går efter det sigte, at blive venner med ham først og lære ham lidt at kende, skal der nok opstå en naturlig situation, hvor du kan fortælle ham om dit tidligere forhold. Og så må du understrege, at det er fortid, og at du ikke mener, det har noget med ham og dig at gøre. Måske ender det bare med at blive et godt grin, I kan have sammen.

Forelskelse eller ej – et valg

Hvis din følelser for denne fyr er reelle, synes jeg som sagt ikke, der er noget i vejen for, at du stille og roligt forsøger at tage kontakt til ham. Men det kan også være, du kommer frem til, at du ikke er sikker på dine følelser, og at du finder det for problematisk at involvere dig i lillebroderen til en fyr, du tidligere har haft et forhold til. Skulle dette være tilfældet, vil jeg sige, at du selv har et valg om, hvorvidt du vil dyrke den spirende forelskelse eller ej. Det er muligt at fravælge at opsøge den intense øjenkontakt og lade sine tanker kredse om andet end ham. I nogle situationer kan det være mest rigtigt at lægge låg på forelskelsen.

Jeg håber, du kan bruge mit svar til noget. Hvis ikke, er du velkommen til at skrive igen. Mange andre har som dig også spørgsmål til det at være forelsket og at tage det første skridt. Måske du kan få noget ud af at søge lidt på hjemmesiden. Jeg vil også anbefale dig at læse følgende to artikler:

Kærlighed og forelskelse

Forelsket - en fantastisk følelse

Held og lykke med overvejelserne.

Eva Fibiger Diemer

Annoncer