Forelsket i en der har en kæreste - hvordan slippe min jalousi?

Vis spørgsmål

Hej, jeg hedder Simone, og jeg er helt vild forelsket i en dreng fra min klasse, men han har en kæreste. Alle ved godt, at jeg er vild med ham, men hver gang han og hans kæreste kysser eller krammer, bliver jeg mega jaloux og hvis han krammer eller snakker med en anden.

Jeg skriver tit med ham, hvor han siger, at man ikke ved, hvad der sker senere hen i livet. Måske bliver det dig og mig og måske ikke. Jeg har kunnet lide ham i over 1 år, og han har været kærester med hende lige siden.

Jeg vil ikke gå og være så jaloux hele tiden, hjælp? Og det skal lige siges, at jeg ikke kan lade være med at tænke på ham og lugte til hans jakke, når han ikke er der.

Simone, 13 år

SVAR:

Kære Simone

Tak for dit spørgsmål. Det lyder til, du er rigtig frustreret over at være forelsket i den dreng fra din klasse - det kan jeg godt forstå, når nu han har en kæreste.

Kontakten holder håbet og forelskelsen i live

Selvom du selvfølgelig har lyst til at skrive SMS'er med ham, så tænker jeg, at det nok er med til at gøre det mere svært for dig. For hver gang han svarer dig, så får du måske et håb om, at I kan blive kærester. Men så længe han har en kæreste, tror jeg, du bliver nødt til at tænke, at der ikke er nogen chance for, at I bliver kærester.

Det er selvfølgelig heller ikke i orden, at han skriver til dig, at der måske kan blive noget i fremtiden - For så holder han både dig og sin kæreste for nar. Derfor vil jeg råde dig til at stoppe med at SMS'e og snakke med ham.

Giv slip og bliv fri!

Mht. at alle ved, at du er forelsket i ham, så kunne du evt. sige til dem, at du ikke længer vil satse på ham. Selvom du måske ikke helt har dine følelser med i det fra starten, så kan det være, at dine følelser for ham efter lidt tid vil aftage. Måske vil du endda få øjnene op for en anden sød dreng, der ikke har en kæreste.

Kort sagt så vil jeg råde dig til at lægge lidt afstand til ham og prøve at beslutte dig for, at det ikke er en mulighed at blive kærester med ham, for han er optaget. Det gør selvfølgelig ondt lige nu. Men jeg er sikker på, at det nok skal blive bedre, og at din jalousi må blive mindre i takt med, at du måske begynder at se efter andre drenge.

Kærlig hilsen

Doris

Annoncer