Forelsket i 2 forskellige piger – hvad gør jeg?

Vis spørgsmål

Hej. Jeg står i et problem, jeg er forelsket i to piger. dog forskellige.. Problemet ligger i, at den ene har jeg været forelsket i siden starten af året, den anden siden vi begyndte i 9 klasse.

Jeg er gode venner med begge to, men det er bare, at pige nummer et, nærmest afviser mig, altså virker lidt sur og gnaven overfor mig, mens den anden er sjov, sød, ja sådan set det hele overfor mig hele tiden, mens den første kun er sådan i perioder. Hun er heller ikke så nem at få til at grine, mens nummer to er nem at få til at have det sjovt..

Hvad burde jeg gøre ?

A, 15 år

SVAR:

Kære A

Ja, jeg giver dig ret i, at det er to forskellige piger, der er mål for din forelskelse. Jeg har lavet et par lister herunder. Er det ikke dét, man gør, når man skal vælge imellem to særlige muligheder?

Pige nummer 1

  • Forelsket i siden beg. af året
  • Afviser dig/ er sur/ er gnaven
  • Er kun sjov i perioder

Pige nummer 2

  • Forelsket i siden 9. kl.
  • Er sjov og sød ved dig hele tiden
  • Har let til smil og grin

Dette er de faktorer, du har fortalt om, men jeg forestiller mig, at der er meget mere i det.

Prøv at tænke over, hvad det er, du lægger vægt på og sætter pris på.

Hvad er vigtigt for dig hos en kæreste?

Hvad falder du for, hvad bliver du glad for, hvad gør dig varm helt indeni. Det kan du selv lave en liste over, så du kan se, om du rent faktisk får opfyldt nogle af de ting, du rigtig gerne vil have.

Du kan måske hente lidt inspiration her: Den eneste ene

Forelsket!!??

Jeg kan se, at du beskriver dig selv som forelsket, men jeg kan ikke se, hvor du ”brænder”. Bliver du forpustet, banker dit hjerte helt vildt, og får du klamme håndflader?

Hvis du ikke er i nærheden af at blive ”rystet godt og grundigt” indvendig, så tror jeg, det er en betagelse eller en fascination af pigerne, du har. En forelskelse er noget andet og mere, end at du er meget interesseret i to piger. Læs mere om forelskelse her: Forelsket - en fantastisk følelse

Hvem skal du vælge??

Jeg kan ikke råde dig til, hvem du skal vælge, for det afhænger jo af, hvordan din smag er, og hvad du mener, der er rigtigt for dig. Men jeg vil gerne udfordre dig på, om du er forelsket eller bare synes, de er to dejlige piger.

Når du er forelsket reagerer din krop fysisk. Det, jeg læser ud af dit spørgsmål, er mere, at du tænker og overvejer, hvad der er det smarteste valg. Forelskelsen er ikke altid fornuftig og tænksom, så prøv at kigge på, hvad din krop og dine følelser siger. Måske har du slet ikke mødt hende, der kan drive dig ”helt til vanvid” endnu.

Tag dig god tid

Du er ung, og du behøver ikke at skynde dig at vælge en kæreste. Du har tid til at ”researche”. Du kan gå og undersøge og kigge. Lad være med at prøve at kysse med dem alle, for at mærke om det kribler i maven.

Jeg lover dig, at når hun træder ind i dit liv, så vil du mærke det. Måske vil du først med øjnene blive vækket. Wauw, hvad skete der lige dér? Og derefter vil du finde ud af om hun også indeni er en sød pige – altså ved at tale med hende, høre hendes mening om forskellige ting osv. Det kan også være, du taler med en pige, som du svinger godt med, og pludselig så begynder du at se hende på en anden måde, hvor du bliver varm indeni.

Du kan have masser af bekendte, flere venner, nogle bedste venner – men det er noget andet at være forelsket og have en kæreste. Det er noget helt særligt. Du ønsker kun at være sammen med den ene person, som bare en god for dig.

Giv dig tid og find ud af, hvad der er godt for dig.

Pas på dig selv og på pigerne omkring dig. Held og lykke med kærligheden :-)

Tanker fra Anja

Annoncer