Følelserne ikke er gengældt – hvordan undgå hun fylder 24/7?

Vis spørgsmål

Hey adam og eva. Hvad skal jeg gøre? Er vildt forelsket i en pige, som ikke rigtigt føler det samme og det er totalt okay, men kan ikke få hende ud at mit hoved. Hun har været i mit hoved 24/7 siden jeg mødte hende og det tager nærmest livet af mig at tænke på den samme person.

Anders, 15 år

SVAR:

Hey Anders.

Tak for din henvendelse. Det er totalt i orden, at du skriver herind, om det du går og bøvler med – respekt for det. Det viser, at du tager dig selv seriøst, og gerne vil gøre noget ved tingene.

Forelskelse

Tillykke med forelskelsen. En både fantastisk og vanskelig følelse – især når man oplever, at det ikke bliver gengældt, som du oplever det. Og hvor kan det bare gøre ondt, når man er forelsket i en anden og vedkommende ikke gengælder følelserne. Det er trist for dig, men rigtig mange har prøvet det, så du er ikke alene om det. Det gør selvfølgelig ikke følelsen af, at det gør ondt mindre for dig, at andre har prøvet det, men så ved du i hvert fald, at du ikke er ene om det. Forelskelse er en fantastisk følelse. Den kan gøre os høje og frigive en masse energi, hvis vi føler at forelskelsen bliver gengældt. Når det modsatte sker, er forelskelsesfølelsen nærmest knusende.

Du kan læse mere om forelskelse i denne artikel:

Forelsket - en fantastisk følelse

Og du kan finde meget mere på hjemmesiden ved at skrive forelskelse eller kærestesorg i søgefeltet.

Gør noget andet

Du spørger helt konkret, hvad du kan gøre for at få hende ud af dit hoved. Det som kan hjælpe dig er at bruge tid på noget andet, så du ikke sidder og sukker over det, som du ikke kan få. Brug tid sammen med vennerne, gerne af begge køn, på sport, i biografen, lektierne, spil eller hvad I nu godt kan lide at lave sammen. Og prøv så at undgå, at være de samme steder, som hun er. Det er selvfølgelig ikke så let, hvis det er en fra klassen, men som du har beskrevet det, så tror jeg, det er en, som du har mødt et andet sted.

Det kan også hjælpe at snakke om det med en god og fortrolig ven eller en voksen, som du har stor tillid til. Det kunne f.eks. være en lærer, en voksen i ungdomsklubben eller sportsforeningen eller andre steder.

Det at få lov til at sætte ord på tingene, kan være en god hjælp til at give slip på det, der fylder.

Du kan læse mere om venskaber i denne artikel:

Pigevenner og drengevenner

Jeg håber, du kan bruge mit svar til noget. Ellers er du meget velkommen til at skrive ind igen med lidt flere detaljer om situationen og hvordan du har det med det hele.

De kærligste hilsner, Steen

Annoncer