Hej Brevkasse. Super god brevkasse forresten:) Den er jeg meget glad for:) Jeg skriver her ind, fordi jeg er meget i tvivl om, at jeg måske kan lide af depression.
Det hele startede for snart fire måneder siden, hvor jeg begyndte at få meget store følelser for en lærer. Vi begyndte så småt at snakke sammen og snakkede godt sammen. Han spurgte ind til, hvad jeg interesserede mig for, og det viste sig, at vi faktisk var meget ens i det. Han er utrolig god at snakke med, tager sig godt af folk, er utrolig venlig og charmerende og har en rigtig afslappet stil både med hans personlighed og tøjstilen. Og det finder jeg meget attraktivt. Vi siger hej og smiler til hinanden, hver gang vi mødes og måske starter en lille samtale op:) Jeg føler mig så godt tilpas, når jeg snakker med ham. Og jeg holder så utrolig meget af ham nu.
Jeg ved selvfølgelig godt, at der aldrig kan ske noget mellem os. For det første er han gift og har børn, og han kan blive fyret og komme i fængsel, hvis han havde noget med mig. Jeg besluttede mig for at fortælle det til mine veninder (har kun 3 veninder som jeg snakker med. Har altid bedst kunne lide at holde mig i små grupper). Den ene tog det helt fint og snakker om det med mig, fordi hun faktisk følte præcis samme for ham. Men det gør det kun værre, når vi snakker om ham. Min anden veninde tog det ikke så tungt, og sagde ikke så meget. Men min bedste veninde kunne slet ikke forstå det. Det tog hende timer hvis ikke dage at forstå det. Det blev jeg noget ked af.
Jeg fandt ud af, at fortælle det til dem var noget af det værste, jeg kunne gøre. Det har taget så utrolig meget af min selvtillid, at jeg næsten ikke har noget tilbage. En af dem begyndte at sige, at det var klamt, det jeg havde gang i. Jeg havde mange fantasier om ham, og det fandt de selvfølgelig ud af. Hun sagde igen, at det var rigtig klamt.
Så kom den periode, hvor jeg begyndte at høre stemmer inde i mit hoved, som blev ved med at sige: Hvor er du bare klam! Ved du over hovedet, hvad det er, du går og laver? Der er ingen, der kan lide dig alligevel! Du kan ligeså godt dø som at være her!... Og jeg begyndte at tro på det. Jeg begyndte at få utrolig mange tanker om døden, og tænkte: Ja hvorfor ikke? Hvorfor ikke bare dø, hvis det er det folk vil have. Der er alligevel aldrig nogen, der har talt pænt om mig.
Det blev så slemt, at jeg begyndte at skære i mig selv, så jeg kunne få noget andet at tænke på. Jeg bebrejdede mig selv for alt, og at det hele var min skyld. Min bedste veninde og jeg talte ikke så meget sammen, fordi jeg begyndte at tilbringe mere tid sammen med en anden, som forstod mig. Jeg kunne jo tydeligvis ikke tale med hende om det. Troede jeg.
Der er nu næsten gået fire måneder, hvor jeg kun har tænkt dårligt i de sidste 3 uger.
Jeg har haft mistet appetitten og spiser næsten ikke noget derhjemme. Jeg forholder mig meget stille nede i skolen for ikke at tiltrække for meget opmærksomhed og snakker ikke med så mange. Har grædt mig selv i søvn mange gange. Ikke altid på grund af ham, men også nogle gange uden grund.
Før hen i tiden hørte jeg stemmer inde i mit hoved, som blev ved med at sige: Græd! Gør det nu! Kom nu! Du skal jo! Tanker om selvmord kører rundt hele tiden. Jeg har utrolig svært ved at falde i søvn om aftenen. Jeg føler mig så trist og ulykkelig på grund af alt det, der er sket, og alle de tanker... Jeg har haft hovedpine i den sidste uge rigtig tit. Det lagde min mor så mærke til, og hun vil gerne til læge med det.
Jeg ser rigtig dårligt på alt ting og føler, at det hele er min skyld. Har været oppe at skændes med min bedste veninde, fordi hun følte, at jeg ignorerede hende, fordi jeg hellere ville se ham. I starten tænkte jeg, at hun bare måtte respektere, at jeg har brug for noget tid alene til at få tænkt tingene igennem. Men så begyndte jeg at bebrejde mig selv for det hele og tænke, at det hele faktisk var min skyld.
Vi tog en snak om det og fandt ud af, at det hele bare var en misforståelse. Nu taler hun med mig, hvis jeg har brug for det. Men hun var nu også enig med mig om, at det hele var min skyld... Det gjorde selvfølgelig det hele meget værre.
Jeg har haft utrolig ondt i maven nede i skolen i de sidste to uger. Jeg har for det meste måtte støtte mig op ad noget for at kunne gå, fordi det gør så ondt, at jeg også har ondt i ryggen nogle gange. Det er ikke fordi jeg er sulten eller noget. Jeg ved ikke hvad der gør, at jeg har så ondt i maven...
Jeg har søgt lidt på at have depression på nettet, og jeg har udfyldt mindst fem spørgeskemaer. De siger alle sammen: "Du har symptomer på det, der hedder svær depression. At jeg angiver tanker om selvmord, og at jeg omgående bør søge hjælp hos min læge! Om jeg har depression eller ej, bør jeg søge hjælp til at få tankerne væk!"
Jeg kan ikke snakke med mine forældre om det. Det kan jeg simpelthen bare ikke. Vi har aldrig haft det bedste forhold hjemme hos os, og vi er kun tre. Hvis jeg skulle tale med nogen om det, skulle det være min klasselærer. Jeg føler mig mest tryg ved hende, og stoler mest på hende. Men jeg står i det dilemma, at jeg ikke ved, om jeg skal gøre det eller ej? Jeg er bange for, at hun vil sige, at det ville være bedst, hvis jeg fortalte det til mine forældre, så jeg kan komme til lægen. For jeg vil gerne have dem blandet uden om det her.
Jeg vil rigtig gerne tale med hende om det.
Og "Han" gør det jo værre for hver dag, der går. Jeg ser ham hver dag og kan slet ikke få ham ud af hovedet! Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Det piner mig meget, og har bare lyst til at dø.
Hvad tænker I? Skal jeg gå til min klasselærer om det? Jeg kan slet ikke tænke klart... Det blev et langt brev, men trængte til at få det ud. Der er så meget mere, jeg gerne vil fortælle. Men jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal få det sagt.
Mange hilsner fra den bekymrede pige:), 13 år
