Kære 16-årige pige
Allerførst mange tak for din ærlige mail. Jeg beundrer dig for, at du sætter ord på det, som du ønsker anderledes.
Det lyder til, at du har gået helt alene med det. Jeg har læst din mail flere gange. Håber det kan gøre dig godt at tænke på, at der nu er en, der seriøst har læst og hørt om det, som du bøvler med.
Dit problem
Jeg har bemærket, hvordan du ser på dit problem:
- Du kan ikke lide porno
- Du fortryder, når du har set porno og har onaneret
- Du synes, det er forkert som kristen at se porno
- Du tænker også, at det ikke er godt for dig at se porno
Ønske om forandring
Du nævner, at du ønsker, det skal stoppe. Når jeg læser de fire punkter ovenover, som jeg har taget ud af dit eget brev, tænker jeg på, at de måske kan give dig lidt frimodighed til at tage skridt til at ændre noget. For de fire punkter fortæller, at du ikke er tilfreds med, at du ser porno. Når der er noget, vi ikke er tilfreds med, kan det nogle gange hjælpe os til at gå imod problemet.
Måske kan du også glæde dig over, at du har en værdi, der hedder, at du ikke ønsker at se porno. Så her er måske et punkt mere, der kan hjælpe dig.
På opdagelse
Du fortæller, at du oplever, at du nogle gange er svag – og at det er der, det sker. Er det mon et bestemt tidspunkt på dagen? Er det efter, at du har været afsted til en bestemt kategori arrangement? Jeg spørger til det, da jeg har overvejet, om du måske kan indkredse lidt, hvornår det oftest sker. Kunne det være en mulighed at gå på opdagelse efter det? Det kunne måske hjælpe dig til ikke at blive overrumplet af det. I stedet kunne du overveje, om der er noget, du kunne foretage dig i den og den situation for at undgå at udsætte dig selv for det, som du ikke ønsker.
Nogle gange kan det være en hjælp at gøre noget konkret, når der er noget, der frister (for nu at bruge det udtryk). Fx kan du anbringe din computer i stuen, hvis du bor sammen med nogen, så det ikke er nærliggende at åbne for at se porno der. Eller lade være at udsætte dig for at være alene hjemme sent på aftenen, hvis det er der, det svage punkt er.
Læs mere om porno og afhængighed i vores tema om porno.
At følges med nogen
Som jeg startede med at skrive, lyder det, som om du går helt alene med dit problem. Det kan være rigtig hårdt at være alene med tingene, når der er noget, som går os på. Derfor har jeg tænkt over, om du har brug for at vælge en at tale om dit problem med. Måske en lidt ældre, som du har tillid til? Jeg tror også, det er vigtigt, at du passer rigtig godt på dig selv og ikke forlanger, at du nu skal fortælle det til din kæreste og dine venner. I stedet tror jeg, det er meget vigtigt, at du tager rigtig god tid til at finde ud af, hvordan du kan komme videre.
Du har kontaktet AdamogEva.dk. Hvad tror du, der vil være det bedste for dig som næste skridt? Hvem vil kunne følges med dig i det her? Hvem vil kunne give dig omsorg? Hvem vil kunne give dig hjælp?
Dig og din kæreste
Jeg har allerede nævnt, at du har værdi. Din kommende kæreste har også værdi. Det er meget stort, at hos Gud er der ikke forskel på os. Alle har lige værdi. I er altså begge værdifulde. Og hvem ved, måske bøvler han med det samme som dig. Eller måske bøvler han med noget helt andet.
Jeg har også nævnt muligheden af at tale med en lidt ældre, du har tillid til. Samtidig tænker jeg på, at det er godt og vigtigt med åbenhed mellem kærester. Hvis du på et tidspunkt taler med ham om det, får han nok også frimodighed til at fortælle, hvad han bøvler med.
Måske kan det give jer noget rigtig godt at tale om sammen, at udforske det at være kærester og finde vejen sammen i det, som er en smuk gave fra Gud.
Forskellige måder at tale til sig selv på
Nogle gange taler vi rigtig grimt til os selv. Derfor har jeg lyst til at skrive nogle anerkendende sætninger til dig, som du måske kan bruge at sige til dig selv:
- Jeg er værdifuld
- Hvor var det godt, at jeg fik taget et skridt ved at sende min mail til AdamogEva.dk
- Hvor er det godt, at jeg er ærlig over for mig selv og siger, at jeg ønsker, at det skal stoppe
- Jeg har en værdi: Jeg siger nej til porno
- Nogle bøvler med noget, andre bøvler med noget andet
- Jeg er allerede i gang med at stoppe det, ved at jeg har sendt denne mail
- Jeg er allerede i gang med at stoppe det, ved at jeg har delt det med en
Jeg kan høre, at problemet virkelig fylder hos dig. Jeg vil gerne gentage min anerkendelse af, at du har henvendt dig.
Til sidst vil jeg skrive: Hvis du får brug for at tale med en terapeut eller psykolog, så er det jo derfor, de er der. Kig på vores ressourceside for at se, om vi anbefaler en, der bor i nærheden af dig.
Rigtig mange hilsner
Hanne Esmarch