Er jeg gravid trods fortrydelsespille?

Vis spørgsmål

Kære brevkasse, jeg er meget bekymret for, om jeg er blevet gravid.... Jeg var sammen med min kæreste for cirka en måned siden, og der sprang kondomet, så jeg måtte tage en fortrydelsespille. Lige inden, jeg var sammen med min kæreste, havde jeg haft min menustration. Jeg har nu, d. 29 maj stadig ikke haft min mens???

Inden jeg tog fortrydelsespillen sidste gang, havde jeg de tre måneder inden taget en fortrydelsespille inden for hver cyklus pga kondomet sprang, så det har lavet meget uorden i min mens.

Min kæreste og jeg har IKKE haft sex, siden jeg tog den sidste fortrydelsespille, og jeg vil nu begynde at tage p-piller.

Men ja... er jeg gravid? Jeg frygter det meget.

C, 17 år

SVAR:

Kære C

Umiddelbart tror jeg ikke, det er sandsynligt, at du skulle være gravid, hvis den blødning du havde, lige inden du og din kæreste havde sex i starten af maj, VAR en menstruation. Menstruation er at slimhinden i livmoderen ustødes og "falder ud" inden næste cyklus begynder. Derfor kan man ikke blive gravid umiddelbart efter en menstruation. (Du har ikke ægløsning lige efter en menstruation, og der er ikke noget sted et evt. æg kunne sætte sig fast)

Uorden i cyklus

Du skriver, at du har taget fortrydelsespiller tre måneder i træk, og at det har givet noget uorden i din cyklus. Det kan jo være forklaringen på at din menstruation endnu ikke var kommet, da du skrev til os.

Dog bør du også lige tænke tilbage på om menstruationen i starten af maj var normal? Blødte du f.eks. kun 1 eller 2 dage, hvor du plejer at bløde i 5 dage, så kan det have været en blødning, men ikke en rigtig menstruation og der kan i så fald være en LILLE sandsynlighed for, at du kan være gravid, hvis du fortsat ikke har haft din menstruation.

Når du gerne vil have p-piller skal du alligevel til din læge, og han/hun vil, udover at tage dit blodtryk og spørge til din generelle sundhed, også tjekke, om du er gravid, inden du får recepten på p-piller. Hvis du fortsat er i tvivl, og gerne vil have en afklaring, inden du går til læge, kan du købe en graviditetstest på apoteket eller i et supermarked.

Sikkerhed er vigtig

Det lyder helt klart, som om du og din kæreste ønsker at fortsætte et aktivt sexliv. I så fald synes jeg, du gør rigtigt i at starte på p-piller.

Samtidig synes jeg, I skal overveje, om I ikke fortsat vil bruge kondom, for at mindske risikoen for seksuelt overførte sygdomme - eller om I begge skulle lade jer teste hos lægen, hvis en af jer, eller I begge, har haft sex med andre, før I fandt sammen.

Seksuelt overførte sygdomme kan give alvorlige følger - nogle sygdomme kan f.eks. betyde, at du senere i livet ikke kan blive gravid. Derfor er det altid en god ide at bruge kondom som beskyttelse, udover evt. anden prævention, indtil du er helt sikker på, at du har fundet "manden i dit liv" og er helt sikker på, at I begge er fri for kønssygdomme.

Fortrydelsespiller er IKKE prævention

Når jeg bakker dig op i at starte på p-piller samtidig, er det, fordi de er sikrere end kondom, fordi kondomet har givet jer problemer og fordi fortrydelsespiller IKKE er prævention, men det, der kaldes nødprævention.

Jeg vil opfordre dig og din kæreste til at læse artikler og svar i vores tema om prævention, så I bliver mere klar over, hvilke beslutninger, I skal træffe.

Venlig hilsen
Ida Rom

Annoncer