Er jeg for langt bagud i udviklingen?

Vis spørgsmål

Hej Adam & Eva. Jeg er en pige på 15, 16 om 4 måneder. Jeg er ikke så høj, 163 cm, vejer 50 kg og er meget lidt udviklet. Ingen tror på, jeg snart bliver 16, ligner en på 13 og det plager mig rigtig meget, da jeg godt vil ligne en på min egen alder:(

Jeg fik min første menstruation sidste år og troede, man ville udvikle sig efterfølgende.. Men det gjorde jeg ikke. Dog har jeg taget 5 kg på siden, men andet er der ikke sket.

Jeg spekulerer meget på, hvorfor der aldrig sker noget med min krop? Der er ikke sket noget som helst efter sidste sommerferie, og det er snart sommer igen? Jeg har stadig de samme små usynlige bryster (ikke fordi de skal være store og synlige) Men der sker intet med dem. Er KUN vokset 2cm, og ellers har jeg ikke udviklet andre kvinde-former, som jeg har set ALLE andre piger gøre.

Jeg mødte forleden 2 gamle x-klassekammerater (piger) som var vokset ca. 6cm over mig (sidste år var vi lige høje). Og så var de blevet meget ''kvinde-formede'' mens jeg stadig er den samme. Jeg dyrker meget motion, så er i sund form. Men er ved at blive træt af og være så lille i højden, og se næsten 3 år mindre ud. Alle overhaler mig, selv drengene er vokset og har udviklet sig meget gennem tidens løb. Ved du, hvorfor jeg udvikler mig så langsomt?

Hilsen Camelia:)

SVAR:

Kære Camilla

Tak for dit spørgsmål. Det er ikke let at føle sig anderledes og ikke være glad for sin krop, men jeg vil forsøge at berolige dig lidt, da jeg bestemt ikke tror, at der er noget galt med dig.

Du skriver, at du ca. igennem 1 år har haft menstruation og at du ikke synes, at du ligner de andre piger, men jeg tror, at du må have lidt mere tålmodighed med din udvikling. Du kan nå at ændre dig rigtig meget endnu. Du lyder som en flot, slank pige som dog ikke er så høj. (Jeg er selv præcis ligeså høj som dig og ved godt at mange er højere, men der er rigtig mange kvinder på vores højde)

Jeg tænker på, om du kan spejle dig i din mor og far. Hvilken højde har de? Ofte kommer vi til at ligne vores forældre og det kan give dig en ide om, hvor høj du selv bliver.

Til sidst vil jeg gerne udfordre dig til at begynde at acceptere den krop, du er skabt med. Og ja, det er lettere sagt end gjort. Men prøv at holde af din krop og ha´ tålmodighed - mon ikke du udvikler dig mere med årene.

Håber dette hjælper dig lidt videre, ellers er du velkommen til at skrive igen. Jeg vil også opfordre dig til at læse dette svar.

Jeg er 16 år - hvorfor har jeg ingen bryster?

Kærlig hilsen

Else

Annoncer