Er ikke tilfreds med min krops udvikling – hvad gør jeg?

Vis spørgsmål

Hej Adam og Eva. Jeg er en biseksuel pige på 18 år. Jeg har lavt selvværd og er blevet ked af min egen krop, især tanken om at kvinder kan få kæmpe hofter og en kæmpe røv. Jeg er lidt af en drengepige af udseende, så jeg spiser heller ikke særlig meget pga jeg ikke vil have kvindelige former. Jeg har i mange år været rigtig glad for mad, på den måde at jeg har kunnet spise utrolig meget, uden at tage på af det. Men for et par måneder siden har jeg fået konstateret struma, min stofskifteforbrænding lå 4 gange højere end normalt og derfor kunne jeg spise, hvad jeg havde lyst til.

Nu har jeg været i tabletbehandling for min struma i et par måneder. For et par måneder siden, hvor jeg stod på vægten, gik det op for mig, at nu begynder jeg pludselig at have let ved at tage på. Da jeg indså det, blev jeg meget ked af det og fik en depression og nægtede at tage mine piller i en uge, hvilket ikke var sundt for mig ifølge mor og lægerne fra sygehuset. Jeg har altid elsket, at jeg har kunnet spise alle de chokoladebarer, jeg ville, uden at tage bare den mindste smule på, men nu rører jeg næsten ikke slik mere, kun 1 gang om ugen (nogen gange slet ingen slik om ugen). Jeg er også begyndt at lave madlister over, hvad jeg max må spise på en dag og mindre portionanretninger.

Jeg mistænker mig også selv lidt for at have fået anorexi, selvom det ikke er så sjovt at indrømme. Jeg synes egentlig ikke, det er noget problem for mig, men jeg er mere bekymret, når der står beskrevet så mange steder, at det er selvskadende adfærd. Jeg har også læst at anorexi ramte risikerer at ens underkæbe "smulres" væk! Blev ked af tanken, for jeg er faktisk begyndt at få mere dårlig ånde, end jeg plejer at have og det er ofte, ikke kun om morgenen. Når min familie eller venner snakker om mad og omkring mig, bliver jeg ofte også ked af det eller irriteret. Jeg er heller ikke så social mere, som jeg plejede at være og nogen gange så føler jeg, at jeg har mistet humøret, situationsfornemmelsen og kommunikationsevnen, men andre gange kan jeg være vildt snakkesalig og så vil mine venner jo alligevel godt være ven med mig.

Jeg er bare bekymret for, om jeg vil miste mine venner på den måde, jeg er på. Har ikke særlig mange venner og nogen af dem, jeg har, går der måneder, før jeg får set, fordi jeg i perioder mister lysten til det sociale. Nu har jeg ikke rigtig lyst til at skrive mere om tingene, da jeg har utroligt svært ved at fortælle det til andre, om hvordan jeg har det uden ikke at græde over det. Når jeg er ked af det, vil mine forældre også godt hjælpe mig, men jeg kan ikke snakke med dem omkring tingene og jeg har heller ikke en ven, jeg føler mig 100% tryg ved, som jeg kan snakke med. Så tænkte også på, om i havde et forslag til, hvad jeg kunne gøre?

Jeg har også lige et spørgsmål. Hvornår stopper kvinders knogler egentlig med at vokse? (tænker især omkring hoftebenene)

Håber i vil hjælpe mig.

M.v.h Appelsinen.

SVAR:

Kære Appensin!

Tak for dit ærlige spørgsmål – hvor er det modigt og flot, at du får sat ord på de ting, der fylder for dig lige nu! Jeg håber, at bare dét at få sat ord på det, du tænker, har hjulpet dig til at se tingene klarere allerede?!

Udseendet betyder noget

Det er meget naturligt at have nogle idealer for, hvordan den perfekte krop ser ud og ønske, at éns krop ser netop sådan ud. Især for os piger/kvinder betyder det noget, og vi kan sagtens komme til at måle vores egen værdi på, hvor godt det lykkedes – om vi er tynde nok, har en pæn nok hud, har lange nok ben, om hofterne er for store eller for små osv. Heldigvis er det ikke sådan, det egentlig fungerer – Gud har skabt dig med en værdi, der er fuldstændig lige så uendelig stor, uanset om du er en drenge-pige, eller om du får rundere hofter. Måske kan det også være en øjenåbner at tænke over, at ALLE de piger/kvinder, der er omkring dig, har noget, de er utilfredse med ved deres krop. Faktisk er det forfærdeligt ærgerligt, at vi alle har så travlt med at fortælle os selv, at vi ikke er smukke nok – hvorfor skal moden og medierne diktere, hvad der er smukt? Jeg tror, Gud har skabt vores verden med så mange forskelligheder, netop fordi Han synes, dét er smukt. Hvis vi tænker på den måde, får vi måske øjnene op for, at vi i virkeligheden er skabt smukke på hver vores måde. Jeg ved ikke, hvad det er, der får dig til at ønske at ligne en dreng? Men måske du skulle prøve at sætte ord på det overfor dig selv. Og på den måde finde ud af, om det virkelig er dét ideal, du vil måle din egen værdi på?

Det indre betyder mere

For mit vedkommende er det klart vigtigere at fungere godt sammen med mine venner end at se ud på en bestemt måde. Jeg kender dig jo selvfølgelig ikke, men jeg er sikker på, at du er fantastisk smuk på DIN unikke måde. Ud fra dit spørgsmål synes jeg også, at jeg kan læse mig lidt til nogle af de ting, der er smukke ved din personlighed: Du er ærlig overfor dig selv, og kan selv få øje på de faldgruber, der lurer omkring dig. Det er virkelig flot!! Det er langt fra alle, der kan det. Du spørger om hjælp, når tingene overstiger, hvad du selv kan se dig ud af. Det er virkelig også stærkt!! Du har også stor indsigt i, hvordan du virker socialt – du kan selv fornemme, hvordan du virker på dine venner. Det er også en enorm styrke. Du har også en stor viljestyrke – til fx at undgå søde sager eller at stoppe med din medicin på trods af at menneskene omkring dig siger, at du skal noget andet. Jeg skal dog lige påpege, at jeg er enig med de andre i, at det ikke er hensigtsmæssigt, den måde du har brugt din viljestyrke på, men hvis du beslutter dig for at bruge den konstruktivt, så kan du komme rigtig langt her i verden.

Det kan være overvældende at få diagnosticeret en sygdom

Det må være rigtig svært at få diagnosticeret en sygdom som struma og så finde ud af, at éns krop pludselig kan reagere anderledes, på den mad der kommer indenbords. Men jeg behøver vel ikke fortælle dig, at det er vigtigt, at du passer din behandling – det lyder det til, at der allerede er andre, der har gjort:-). Men jeg kan godt forstå, hvis det er overvældende, at du skal til at lære din krop at kende forfra igen på den her måde – du skal til at finde ud af, hvor mange chokoladebarer, der skal til, før du tager et kilo på:-). Mon du kan finde trøst i, at din vægt sandsynligvis vil finde et nyt stabilt leje, der passer til dit regulerede stofskifte og, at den vægt er meget sundere for dig? Der er i hvert fald ingen, der siger, at bare fordi du tager et par kilo på, så bliver dine hofter og røv ”kæmpe”.

Spiseforstyrrelse

Jeg må sige at jeg deler din bekymring for, om du kan lide af en spiseforstyrrelse som fx anorexi – den måde, du tænker på om mad, får også mine alarmklokker til at ringe. Det er ikke normalt at lave madlister eller have regler for, hvor meget man må spise. At du har dårlig ånde og har sværere ved at fungere socialt kan også sagtens skyldes, at din krop ikke får den energi, den har brug for – for så lugter man fra mavesækken, og man kan ikke koncentrere sig, fordi hjernen ikke får det sukker, den har brug for, for at kunne fungere normalt. Det sidste er også grunden til at spiseforstyrrede meget tit får humørsvingninger og depressioner. At underkæben kan ”smulre”, er måske et lidt drastisk udtryk, men generelt vil alle dine knogler tabe kalk, fordi at kroppen tærer på sine depoter, når ikke den får noget tilført. Det betyder, at hvis spiseforstyrrelsen fortsætter i længere tid, er der stor risiko for at udvikle knogleskørhed, som er en rigtig træls sygdom.

 

Grunden til, at man kalder spiseforstyrrelser for ”selvskadende adfærd”, er altså, at det er forfærdeligt usundt at sulte sig selv på den måde – alle dine organer kan tage skade, og i yderste konsekvens kan man dø af det, hvis ikke man begynder at spise. I virkeligheden er det jo også en form for selvskade, at man, netop, som du beskriver, ikke kan fungere sammen med sine venner eller i skolen/på arbejdet. På den måde kan man jo ødelægge en forfærdelig masse for sig selv – man mister venner og job eller får dårligere karakterer og kan ikke få sin drømmeuddannelse senere.

 

Derfor synes jeg, at det er rigtig vigtigt, at du får noget hjælp! Hvis ikke du føler, at du kan snakke med din familie eller venner om det, så synes jeg, at du skal få nogle samtaler hos en psykolog eller terapeut, der har erfaring med behandling af spiseforstyrrelser. Hvis du går til din egen læge, er det muligt, at du kan få ham/hende til at give dig en recept på samtalerne, så du ikke behøver at betale det hele selv. Ellers så håber jeg, at du kan snakke med dine forældre om at hjælpe med at betale - som jeg forstår det, du skriver, så er din familie også bekymret for dig. Derfor tænker jeg, at de sikkert gerne vil hjælpe med økonomien, hvis det er dét, der kan hjælpe, til at du får det bedre.

 

Derudover vil jeg anbefale dig at læse bogen ” Det feminine hjerte” af Stasi Eldredge, der netop handler om at finde sin identitet og værdi som kvinde. Den er helt fantastisk til at få gjort lidt op med nogle af de nedvurderende ting, vi kan gå og fortælle os selv.

Vækst

Med hensyn til hvor længe piger vokser, så siger man, at væksten går i stå omkring 2 år efter, at man fik sin første menstruation.

Håber du her har fået svar på dine spørgsmål og mod til at turde gå videre i din søgen efter hjælp. Ellers er du selvfølgelig meget velkommen til at skrive igen!

Kærligst

Lotte

Annoncer