Er forelsket i to søde piger – hvad gør jeg?

Vis spørgsmål

Hej, jeg har det problem, at jeg er blevet forelsket i min x-kæreste igen, men er også forelsket i en anden. Den første slog jeg op med, fordi at min mor ikke kunne lide hende, men jeg er altså blevet forelsket i hende igen og ved derfor ikke, om det er det klogeste. Den anden har jeg spurt og hun vil ikke have en kæreste, men jeg vil ikke give op og vil kæmpe med, at det skal blive os to, men jeg ved ikke, om det er det rigtige at gøre. Har brug for hjælp

Hilsen den flotte fyr, på 14 år

SVAR:

Kære flotte fyr på 14

Tak for dit spørgsmål, som jeg gerne vil hjælpe dig med.

Først og fremmest synes jeg, at du lige skal træde et skridt tilbage, tage en dyb indånding, og tænke dig godt om, og det er jo faktisk det, du har gjort ved at skrive til os, så det er rigtig fint. På mange måder er det dejligt og også lidt besværligt at være 14 år og i puberteten. Det er dejligt, fordi at du p.g.a. puberteten og masser af hormoner bliver rigtig nemt forelsket, og mærker denne gode følelse af, at mange piger er skønne, og lige til at forelske sig i. Det er også besværligt, fordi det kan være svært at vælge, og fordi det kan være svært at skelne de forskellige følelser fra hinanden.

Lige nu er du optaget af to forskellige piger, og det er lidt forskelligt, hvordan du beskriver forholdet til dem. Den ene er din ex. kæreste, og det lyder som om, at det mest var p.g.a. din mor, I slog op, og ikke fordi du ikke var forelsket i hende mere. Hvis det er sådan, det er, kan det sagtens være, at der er nogle følelser til hende, som du ikke er færdig med, men det er svært at læse ud af brevet, om de følelser er forelskelse, eller et godt minde. De ord, du bruger til at beskrive den anden, lyder mere som om, at dine følelser er forelskelse, når du skriver, at du vil kæmpe for hende, også selvom hun ikke vil have dig lige nu.

Giv dig god tid

Som jeg før beskrev, er der mange følelser i kroppen i den alder, du er i, og det kan være svært at skille dem fra hinanden, men jeg synes, at du lige nu skal bruge lidt tid til at tænke dig godt om. Prøv at mærke efter hvad det er, du føler for de to piger. Tænk på dem hver især, og prøv så at mærke i kroppen og tankerne hvem du helst vil være sammen med. Og prøv så at sætte det sammen med de andre ting, som spiller ind, for om du kan blive kærester med dem. Hvad betyder det, at din mor ikke kan lide den ene? Hvad betyder det, at den anden ikke vil være kæreste med dig? Hvad gør det ved dig, bliver du ked af det? Vil du bare have en anden for at bevise, at du kan få en kæreste? Der kan være mange tanker, der gør, at det er svært at skille en forelskelse fra andre følelser, og det kræver tid og ro at tænke dem igennem og mærke i kroppen, hvad de forskellige følelser er.

Udbyg venskabet

Når jeg læser dit brev, virker det som om, at du mest er forelsket i den sidste, og vil kæmpe for hende, og det er en god ide at gøre det. Jeg vil anbefale dig, at du prøver at tænke på at blive ven med hende først, så hun ikke føler, at du presser hende, det er der mange piger, der ikke bryder sig om. Men du kan prøve, om hun vil lave ting sammen med dig, som venner gør. Snakke sammen i skolen, evt. lave lektier sammen, gå en tur og bare snakke, evt. i biografen, eller til en elle anden sport, hvis det interesserer jer. Det er vigtigt for mange piger, at de føler, I kan snakke sammen og være gode venner, før de har lyst til at blive kærester, og det kan jo være, at det er det, der sker med hende. Det kan også være, at hun bare ikke vil dig, og det må du jo så acceptere, men det er da værd at forsøge.

Læs også svar til andre, som oplever forelskelsen og har svært ved at finde ud af det næste skridt:

Hvorfor er det alligevel svært, når jeg har fundet mit livs kærlighed?

Hvordan kan jeg så finde ud af, om han kan li mig ?

To dejlige fyre ! - hvem skal jeg vælge?

God vind med det, og god sommer

Hilsen Kirsten K. Christensen

Annoncer