Er erotisk litteratur ligeså slemt som porno?

Vis spørgsmål

Kære AdamogEva. Jeg har tænkt på, om det er ligeså slemt som at se porno, hvis man læser en erotisk historie eller skriver en selv?

Jeg ser ikke porno og har aldrig gjort det, men jeg bliver tændt af at skrive historier, hvor der sker ca. det samme som i en pornofilm, men jeg onanerer ikke til det. Det er med fiktive personer, som er kærester, og der er baggrundshistorie og det hele, så det er ikke sådan noget følelseskoldt noget, som porno plejer at være. Jeg har en lidt forvirret seksualitet, og jeg har skrevet mest om mandlige, homoseksuelle par, men er der forskel på det, og hvis jeg skrev om heteroseksuelle par?

Jeg skriver nok lidt, fordi jeg håber, at det er i orden. Men er det?

Anonym pige, 18 år

SVAR:

Hej

Jeg hører to spørgsmål i det, du skriver. Det ene går på det med erotisk litteratur i forhold til erotiske billeder. Det andet går på det med en forvirret seksualitet. Du bruger både ordet “porno” og “erotisk”. For mig er forskellen den, at ”porno” helt tydelig har fokus på det fysisk seksuelle, mens “erotisk” også inddrager øvrige relationer mellem personerne (flirt, forelskelse, betagelse, samspil osv.). Men i praksis er det rigtig svært at skelne.

Er erotisk litteratur ligeså slemt som porno?

Hvad er mest “slemt” at benytte sig af i erotisk/pornografisk sammenhæng – ord eller fotos? For mig at se er der ikke den store forskel. Begge dele giver min fantasi nogle bestemte spor at løbe i. Begge dele kan medføre afhængighed; begge dele kan give mig et skævt fokus med hensyn til min forståelse af sex og kærlighed. Og begge dele kan forstærke en dyb længsel, de alligevel aldrig kan tilfredsstille.

Der er naturligvis den forskel, at mens fotos kræver, at en eller flere personer prostituerer sig selv som modeller, kan tegneserier og noveller/romaner klare sig med fiktive personer. Men det er mere en forskel, der betyder noget i produktionen – ikke i min benyttelse af det.

Er det i orden at skrive erotiske historier?

Du skriver selv erotiske historier, som du kalder dem. Du beskriver dem som hele kærlighedshistorier – ikke bare lige de rå fysiske seksuelle scener. Sådan er meget af den erotiske litteratur – og for øvrigt også de erotiske blade og film. Du skriver mest om mandlige par, skønt du selv er pige. Jeg kender dig jo ikke, men umiddelbart vil jeg gætte på, at du skriver for at undersøge og afprøve. Du oplever en forvirret seksualitet og prøver de forskellige impulser af ved at udspille dem gennem de personer, du skriver om. Dit formål er ikke primært seksuel, fysisk tilfredsstillelse, men at finde din seksuelle identitet. Du spørger, om “det er i orden”, det du gør. Jeg synes, det er rigtig svært at svare på. Men jeg er til gengæld ret sikker på noget andet: Det er ikke den bedste vej frem! Ingen af os kan hive os selv op ved håret.

Afklaring vedrørende en forvirret seksualitet

Når vi står i den vanskelige proces med at finde ud af os selv, og hvem vi er, og oplever en forvirret seksualitet, har vi brug for samspil med nogen udenfor os selv. Ikke til at give os et “facit”, men til at stille de rigtige spørgsmål og holde os lidt fast på nogle ting, hvis vi synes, det hele er én stor forvirring. Vi hører desværre alt for tit om personer, der kæmpede alene med deres store spørgsmål i mange år og ikke fik den hjælp, der kunne have betydet en rigtig stor og positiv forskel.

Tal med en professionel

Du kan måske bruge denne hjemmeside til at få hjælp til din proces. Under fanen Ressourcer finder du kontaktoplysninger på en række professionelle. Du kan prøve at kontakte en af dem og høre, hvad vedkommende mener, der vil være bedst for dig.

I vores leksikon kan du slå op på ordene biseksuel, lesbisk eller homoseksuel og læse nogle spørgsmål-svar om emnet.  Du er også velkommen til at skrive til os igen.

Sprint

Annoncer