Er det normalt at tænke: Dejlig kæreste, men har jeg bundet mig for tidligt?

Vis spørgsmål

Hej brevkasse

Her for tiden går jeg meget og spekulerer på mit parforhold. Er 18 år gammel og har jordens bedste kæreste, kunne virkelig ikke forestille mig nogen bedre.

Problemet er så, at jeg er bange for at have bundet mig for tidligt, tænker ofte på den "frihed" som min venner har, altså forskellige "partnere". Denne tanke om "frihed" som findes udenfor et parforhold skaber en enorm tvivl, idet jeg tænker, det ikke er normalt at tænke sådan.

Dertil skal det siges, at jeg er i en ret svær periode, hvor jeg føler at alt står stille i mit liv, samtidig med at jeg ikke finder nogen særlig glæde ved noget som helst (vil dog ikke definere det som en depression).

Vil gerne understrege, at jeg ikke overvejer at gå fra min kæreste, idet jeg ikke kunne forestille mig nogen anden med samme kvaliteter som hende, er blot i tvivl om hvorvidt mine tanker er normale, eller om de måske indikerer, at mit parforhold ikke er det rigtige.

Mvh. Den forvirrede, 18 år

SVAR:

Kære forvirrede.

Mange tak for din mail til AdamogEva.dk Det er rigtig flot, at når du oplever, der er noget, du synes ikke er, som det kunne være, at du så prøver at gøre noget ved det. Det kan måske medføre en bevidstgørelse om, at det er godt, som det er - eller at der er behov for at der skabes en forandring (noget skal laves om).

Jeg skriver nogle tanker ned, som jeg umiddelbart får, når jeg læser din henvendelse. Måske er der nogle af dem, du kan genkende og andre ikke. Nogle oplever du måske provokerende, og i forhold til andre kan du sige, at det forholder sig absolut ikke sådan. Du sidder jo ikke overfor mig og kan svare med det samme, men mine tanker kan måske være med til at bevidstgøre dig om, hvad du gerne vil.

Hvad er frihed for dig?

Det første jeg tænker er: Hvad er det, du lægger i friheden? Hvad er årsagen til, at det er så tiltrækkende? Har du tænkt på, hvilke ulemper der er i forbindelse med at have skiftende partnere? En af tingene kunne være ensomhed - i forhold til at have en fast partner, som man er tryg ved at dele tingene med.

HUSK - uanset om du er i et fast forhold eller i et forhold med skiftende partnere, vil du altid komme ud for ting, der kunne være anderledes.

Hvordan er jordens bedste kæreste for dig?

Du skriver, at du har jordens bedste kæreste. Det er jo bare super for dig.

Jeg vil gerne give dig en lille opgave. Jeg vil opfordre dig til at sætte dig ned, tage et stykke papir og blyant - eller måske din tablet - og så beskrive, hvad der gør, at hun er jordens bedste kæreste.

Skriv alle hendes gode egenskaber ned. Alt hvad der skaber gode følelser i dig. Det er både det fysiske, altså udseende, men vigtigt at du også har fokus på hendes væremåde. Hvad gør hun, når du bliver rigtig glad for hende? Hvad gør hun, der får dig til at føle sig elsket?

Begrundelsen for at jeg opfordrer dig til at skrive det ned, er, at det kan være en måde, hvorpå du kan blive bevidst om, hvad du ren faktisk har. Og når du tænker på, om du har bundet dig for tidligt, er det vigtigt at gøre sig klar: Vil jeg opgive det, jeg har?

Jeg stiller spørgsmålet, selvom du skriver, at du ikke overvejer at gå fra din kæreste - netop med henblik på at skabe bevidstgørelse.

Du beskriver en tanke om friheden til at have forskellige partnere ligesom dine venner. Om det er normalt at tænke sådan? Jeg tror ikke, du er ene om sådanne tanker.

En samtalepartner

Specielt når du skriver, at du samtidig oplever, at du er i en ret svær periode. Jeg tror, at det vil være en god ide, at du tager fat omkring dit problem. Det med at det er svært lige nu, og at du ikke finder nogen særlig glæde i noget lige nu. Nu kan jeg ikke se ud fra dit brev, hvad det skyldes, at du har det sådan. Det er ikke sikkert, at du selv ved, hvorfor du føler, at alt står stille og du ikke føler glæde ved nogen ting. At du har det, som du har.

Derfor kan det være en god ide at snakke med en samtalepartner. En, der kan hjælpe dig med at afdække, hvad det skyldes. Eller hvis du selv er kommet nærmere, hvad årsagen er, kan det være meget forløsende at få sat ord på. Ikke dermed sagt, at har du fået snakket om det en gang, så er det borte, nogle gange tager det lidt tid. Måske kunne det være rigtig godt for dig at snakke med en sjælesørger, præst, terapeut, din læge, eller en psykolog, eller en anden du er tryg ved at snakke med.

Jeg vil ønske dig held og lykke til at blive bevidst om de ting, som fylder i dit liv, få arbejdet med det og forhåbentlig igen komme til at opleve glæde

Kh Dennis

Annoncer