Er det kun drengen, der skal tage kontakt?

Vis spørgsmål

Hej Adam & Eva. Jeg skriver til jer, fordi at jeg har mødt en pige gennem en veninde, som jeg rigtig godt kan lide. Det er sådan, at jeg kun så hende oppe ved vores fælles veninde og hendes kæreste, som er min gode ven.

Jeg begyndte at købe gaver til hende for at vise, at jeg godt kunne lide hende. Men da jeg vendte hjem fra sommerferie i år, købte jeg også en gave til hende, som vores fælles veninde havde sagt, at hvis jeg havde købt den, så vil hun blive glad, så det gjorde jeg. Men efter at jeg vendte hjem fra ferie, så vendte stemningen sig, føler jeg, fordi at man selvfølgelig gerne vil være sammen med hende og lære hende at kende, men hun sagde, at vi kun kunne ses oppe ved dem, da de er vores fælles venner. Jeg fortalte, hvad jeg følte og spurgte, om vi ikke kunne ses en dag, men hun har to arbejder, så hun arbejder meget.

Jeg har ikke set hende siden oppe ved vores fælles venner, men kun i byen, men der vil hun heller ikke hilse på mig og hun begrunder det med, at hun ikke har set mig, meget mærkeligt når hun står og kigger på mig. Ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre mere, da jeg føler lidt, at jeg har tabt hende, altså at hun måske ikke er så vild med mig. Men hendes veninder, som jeg kender, siger, at hun ikke er god til at føre samtaler og sådan nogle ting og hun skriver aldrig til mig, det er altid mig, som tager kontakten til hende. Er det rigtigt eller forkert, at det er både og, der skal tage kontakt til en eller kun drengen/manden for at vise, man er vild med hende??

Håber I kan hjælpe

Peter, 22 år

SVAR:

Kære Peter

Tak for dit brev. Det lyder som om, at du er kommet på hårdt arbejde for at fange pigens opmærksomhed, og det er ikke meget, du har fået igen.

Du spørger om, om det kun er manden/drengen der skal tage kontakt, for at vise man er vild med hende, eller om det er begge to?

Jeg tror, det ofte er sådan, at det er drengen/manden som er mest udfarende med at tage kontakt og er bedst til at få handlet på det, når han er forelsket. I dit forhold til pigen, synes jeg, du har gjort alle de rigtige ting, prøvet at snakke med hende, købt gaver, foreslået at lave noget sammen, og forsøgt at få hendes opmærksomhed, når I har mødtes i byen. Det har altsammen ikke givet noget tilbage til dig, hun har ikke rigtig givet noget respons, og det virker på mig som om, at hun faktisk ikke er interesseret.

Jeg synes, at det er begges ansvar at få et forhold i gang, det ansvar er ikke kun mandens. I dit tilfælde kan det godt være, at hun ikke er så god til at føre en samtale, som du beskriver det, men det betyder jo ikke, at hun ikke skal svare oprigtig på de ting, du foreslår for at få skabt en kontakt.

Måske er hun ikke interesseret

Det virker mest som om, at hun er afvisende og bruger forskellige undskyldninger overfor dig, i stedet for at sige til dig hvordan hun virkelig har det. Det kan jo sagtens være, at det er rigtigt, at hun skal arbejde meget, og ikke har set dig i byen, men hun kan jo ikke være i tvivl om, at du er interesseret i hende, og derfor fortjener du, at hun giver dig et klart svar og ikke alle mulige undskyldninger. Jeg er sikker på, at du er en tålmodig mand, som kan forstå alle de ting, hun siger, men hvis du ikke samtidig får en følelse af, at hun gerne vil være sammen med dig og lære dig at kende, så bliver du bare mere ked af det og bruger dit krudt på noget, som ikke har nogen fremtid.

Er hun, "den eneste ene" for dig??

Som du nok kan forstå af det, jeg har skrevet, så synes jeg ikke, hun behandler dig ordentlig, så jeg synes, du skal tænke over, hvorfor det er, du gerne vil have hende, og hvad det er ved hende, der gør, at du gerne vil have et forhold til hende. Jeg tror, det bedst, du kan gøre, er at glemme hende og komme videre med dit liv, for der er ikke rigtig noget, der tyder på, at hun vil dig, ud over hvad din veninde siger, og det er nok for lidt at bygge på.

Læs også denne artikel: Den eneste ene

... hvis ja, må du forsøge noget nyt

Hvis du alligevel fortsat gerne vil hende og et forhold til hende, så skal du i gang med en anden strategi, for alt det fine, som du har prøvet, har åbenbart ikke virket. Som jeg forstår dit brev, er det eneste, hun har sagt konkret til dig, at hun gerne vil være sammen med dig, når det er hos jeres fælles venner. Under alle omstændigheder vil I nok mødes der ind imellem, og måske er det der, du skal vinde hende tillid og fortrolighed.

Måske er hun meget genert

Jeg tror, du skal væbne dig med tålmodighed, måske er grunden til hendes manglende respons, at hun er meget genert og ikke ved, hvad hun skal sige og gøre, når hun er alene med dig, så hun kan have brug for, at I bare stille og roligt får bygget et forhold op sammen med jeres venner. Det vil så vise sig, om du lærer hende bedre at kende, og om I har noget til fælles, som er værd at bygge på.

Held og lykke med det.

Hilsen Kirsten K. Christensen

Annoncer