Elsker kæreste men ikke hans udseende - hvad gør jeg?

Vis spørgsmål

Hej, jeg er 14. Jeg snakker rigtig meget med en fyr og han elsker mig og jeg elsker ham, men han er ret tyk og vejer ca. 20 kilo mere end mig og det har jeg det svært med, da jeg er elite sports udøver og helst vil have en kæreste, der dyrker sport, men mit hjerte er splittet. Jeg ved ikke, hvad jeg gør, for jeg synes, han er sød, men jeg vil ikke gå med ham offentlig, fordi jeg synes, det er pinligt. Hvad gør jeg?

Pige, 14 år

SVAR:

Kære du

Udseende er en mærkelig størrelse. Det er noget af det første, vi dømmer på, når vi ser hinanden an og den dom kan være rigtig svær at få af sig igen. Du har fundet en fyr, som du ikke synes ligner det, du måske går og drømmer om, han har ikke sixpack eller noget, der minder om, alligevel har du valgt at holde af ham. Hold fast i det.

Elsker du ham?

Alligevel kan jeg ikke lade være med at stille spørgsmål til din kærlighed til ham, når du skriver, at du ikke vil gå med ham offentligt, fordi du synes, det er pinligt. Det stemmer ikke overens. At elske er måske for store ord? At elske et andet menneske handler netop om at elske på trods. At elske selvom han ikke har det fedeste tøj, ikke har de sejeste venner, har en mærkelig måde at spise sit æble på eller vejer for meget osv.

… eller er han bare sød

Måske elsker du ham ikke, men synes bare han er sød, det er også helt OK. Alligevel bliver jeg ked af det på fyrens vegne, når jeg læser det, du skriver. For venskab handler også om at kunne lide hinanden, selvom I gør ting forskelligt.

Jeg tror, du bliver nødt til at overveje med dig selv, hvad det er, du ønsker? Ønsker du at være hans ven eller mere, må du være villig til at holde af ham, som han er 20 kg til eller fra. Det nytter ikke noget at foreslå ham, at han dyrker noget sport eller på anden vis kommer af med nogle kg, hvis ikke det er det, han selv ønsker. Ønsker du at være veninde med ham, må du ændre dit syn på hans udseende, for han kan ikke være tjent med, at du synes, han er pinlig at følges med.

Prøv og læs lidt på vores side om venskaber, måske det hjælper dig til at få nogle ting sat i perspektiv.

Pigevenner og drengevenner

Gode venner

Forelsket - en fantastisk følelse (forelskelse kan overvinde alt)

Med kærlig hilsen

Vivian

Annoncer