Dreng 13 år forelsket i mand på 18/19 – er det gengældt?

Vis spørgsmål

Hej. Jeg er en homoseksuel dreng på 13 år. Jeg har accepteret at være homo i 1 år. Og har fundet ud af, at jeg er den, jeg er. Men er ikke kommet ud endnu.

Jeg bor langt fra min skole, så jeg tager en bus. Og i den bus møder jeg er meget smuk dreng. Han har virkelig det, der tiltrækker mig. Han går ikke rundt med f.eks Humør, Bjorn Borg og alt den slags mærkevare tøj, som alle drenge bare vil have, fordi det får dem til at føle sig sej og moderigtig her til dags. Han er meget efter min smag af tøj (Hm, Klassisk, Goth, Rock), noget der er unikt, og som ikke alle drenge går med. Derfor gav han mig opmærksomheden til at se på ham og føle, han var ligesom mig. Og han er bare så sexet og maskulin. Han er slank, mandig krop og rødt brunt hår, så har han de smukkeste grå øjne. Han er måske 18-19 år. Men jeg elsker bare stadig tanken om os to sammen.

Jeg ser ham kun 5 min hver dag.. Og det slår mig bare så hårdt i hjertet, hver gang han står af.. Jeg tør ikke rigtig kigge på ham.. Men jeg føler, at han også kigger på mig tit. Og det gør tanken sådan, så jeg tænker, måske er han også forelsket i mig. (MEN, det kan jeg jo ikke vide. Måske er han ikke forelsket i mig).

Jeg ønsker bare at kunne vide hans navn og snakke lidt med ham. Men når alle de mennesker er i bussen, virker det underligt. Hvordan skal jeg få ham? Eller endnu vigtigere: Hvordan ved jeg, han er homoseksuel som mig? Hvordan ved jeg, om han er forelsket i mig?

Hjælp mig.

Vh Drengen, 13 år

SVAR:

Kære Dreng

Hvordan kan du få ham, og hvordan ved du, om han er homoseksuel ligesom dig, og hvordan ved du, om han er forelsket i dig?

For at kunne svare på det, vil jeg starte et andet sted.

13 år og forelsket

Når man er helt ung, sker der det, at man nogen gange falder for én, der enten er noget ældre og som har en position som feks lærer eller sportsleder. I dette tilfælde er du faldet for en fyr, der er væsentligt ældre end dig.

Mine forbehold

Jeg håber ikke, at ham, du taler om, kunne finde på at blive forelsket i dig. Jeg synes, der er alt for stor aldersforskel, og jeg synes ikke, det er ok, at en fyr på 18-19 år skal være sammen med én på 13. Hvis et sådant forhold skulle vise sig at blive til noget, og det også skulle være et seksuelt forhold, så vil han faktisk gøre noget ulovligt, fordi du endnu ikke er 15 år. 

Ud over dette har jeg lyst til at sige, at hvis du var min søn, så ville jeg blive meget utryg, hvis du allerede som 13årig ved, du er homoseksuel og indleder et forhold til en mand på 18 – 19 år. Det er jeg af to grunde. Som før nævnt er det ikke i orden, at en 13årig er sammen med en 18-19årig, og som 13årig mener jeg ikke, ens seksualitet er færdigudviklet. Derfor mener jeg ikke, man skal være sammen med én, der er væsentlig ældre.

Så tilbage til dine spørgsmål:

Du kan sådan set ikke vide noget om dine spørgsmål, uden at du kommer mere i kontakt med ham, og dermed lærer ham bedre at kende. Og det kan du kun ved at overskride din generthed og forsøge at tale med ham. Men hvis han er en ansvarlig mand, vil han forhåbentlig på en ordentlig måde vise dig, at du kun er 13 år, og at du og han ikke skal have noget sammen.

13 år og så sikker på om du er homoseksuel

Når man er 13 år og de seksuelle impulser vækkes, så er det ikke ualmindeligt, at man kan tænde på sit eget køn. Jeg bliver nysgerrig på, at du er så sikker på, at du er homoseksuel. Hvordan mon du er kommet frem til det så tidligt?

Jeg synes, du skal læse disse artikler og svar:

Er jeg mærkelig?

Homoseksuel eller bare anderledes

Hvad er homoseksualitet?

At være 13 år

Jeg synes, at man som 13årig skal udforske sine følelser sammen med andre på sin egen alder. Det gør man gennem venskaber både med drenge og piger.

Læs også: Pigevenner og drengevenner

Jeg vil også opfordre dig til at passe på dig selv. Når man har din alder og har lyst til at udforske sig selv og sin seksualitet, så skal du være meget opmærksom på, hvad du udsætter dig selv for, hvis du ønsker at skabe kontakt til nogen, der er væsentligt ældre. De er også et væsentligt andet sted i deres udvikling og hos de forkerte kan du faktisk blive udsat for overgreb og ubehagelige oplevelser, som du i situationen måske ikke kan overskue.

Jeg håber at du kan bruge mit svar

Venlig Hilsen

Steen Kruse

Annoncer