Kære 15-årig i dilemma
Tak for dit spørgsmål! Jeg er ikke i tvivl om, hvad jeg vil svare dig, så jeg går direkte til sagen:
Ærlighed varer længst
Jeg tænker klart, at du skal fortælle hende, du sidst kyssede med, at du dagen før kyssede med en anden. Du skriver selv, at du pludselig ikke syntes, at hende, du kyssede med på festivalen, var så sød, da du havde fundet ud af, at hun også havde kysset med andre drenge på festivalen. Hvis du ønsker, at en pige skal have et andet billede af dig, end du fik af pigen på festivalen, så må du lægge en anden stil end hende.
Vær ærlig over for dig selv
Du spørger, om du skal være ærlig over for den pige, du sidst kyssede med. Men først tænker jeg, at det er vigtigt, at du ser dig selv i øjnene og er ærlig over for dig selv. Hvilket kærlighedsliv ønsker du at leve? Ønsker du at en pige skal kunne stole på dig? Ønsker du at en pige skal kunne være helhjertet over for dig og kunne give sig hen til dig, fordi hun er tryg ved dig, oplever at du er til at stole på og at du vil hende? Eller er det ikke så vigtigt for dig? Hvis det er vigtigt for dig, så overvej om du virkelig er interesseret i den pige, du kyssede med sidst og gå selv helhjertet ind i at være sammen med hende, hvis du kommer frem til, at du virkelig er interesseret i hende. Men tag det først lidt med ro – det skader ikke, at du ikke har en pige at kysse for en periode:-) For mig at se bliver du meget mere attraktiv af ikke at kysse med én pige den ene dag og en anden pige næste dag. Og langt mere attraktiv ved at være ærlig.
Held og lykke med kærligheden – og ærligheden.
Kærlig hilsen
Lene