Det gik for hurtigt – hvordan kan jeg være ærlig mod mig selv nu?

Vis spørgsmål

Hej Adam og Eva! Min kæreste og jeg har boet sammen i flere år. Vi er begge to vokset op under kristne værdier, men har haft svært ved at finde personlig mening i dem, særligt om ægteskab, parforhold, sex og samliv.

Vi valgte at have sex og aftalte i den forbindelse, at nu havde vi begyndt vores ægteskab, og at det skulle være os to for altid. Jeg elsker stadig min kæreste meget højt, og det er så afgjort min plan, at vi skal giftes rigtigt indenfor nogen år.

Problemet er, at jeg nu står her 3 år inde i det, der føles som et ægteskab, og har fået en ret klar fornemmelse af, at jeg kun sjældent er i stand til at tackle forholdet/ægteskabet med alt, hvad det indebærer. Det føles ganske enkelt som om, at det alt sammen kommer alt for tidligt. Jeg ville sådan set ønske, at jeg kunne skrue tiden tilbage, til en gang før vi flyttede sammen, leve i et kæresteforhold, hvor det daglige ansvar er mindre, så vi kunne opleve mere umiddelbar kærlighed fra hinanden, og mindre afhængighed.

I de tidligere år har det oftest været sådan, at min kæreste har ønsket, at vi skulle flytte sammen, være nøgne sammen, at vi skulle indrette et fælles hjem, med fælles møbler, købe en dobbelt-topmadras, have sex - først med kondom, og derefter uden. Og jeg er gået med på det hele, og måske sågar været primus motor for nogen af tingene, fordi jeg ønskede os det bedste liv sammen.

Gennem den allerseneste tid har jeg fået mere kontakt med de her følelser, end jeg nogensinde har haft før. Hvor jeg før bare lod tingene ske, er jeg nu begyndt at sige nej til nogen af de ting, som ellers for min kærestes vedkommende så ud til at være så naturligt for os før. Jeg har indset, at jeg ikke har været klar til noget af det.

Hvis det stod til mig nu (som jeg også har fortalt min kæreste), så kunne jeg stoppe med at have sex fra dag ét, få hvert vores værelse i lejligheden og så begynde at dyrke nogen andre mere simple ting ved kærligheden, som fx gaver, gåture, bare snakke sammen osv. Alt sammen ting, man kan gøre, uden man behøver at have følelserne i klemme.

Jeg føler, at hvis jeg ikke gør det sådan her, så kommer vi aldrig til at få et stabilt forhold, og følelserne vil blive ved at vende tilbage resten af vores liv. Jeg er også bare ked af, at når jeg virkelig føler, jeg er parat til et ægteskab, gerne vil giftes, så har jeg ikke noget nyt at tilbyde, for jeg har nærmest allerede givet alt af mig selv.

Hvad skal jeg gøre ved mine følelser?

Eller er det bare på tide, at jeg får skåret igennem, så vi kan få rettet op på det hele?

Eller er der en helt tredje løsning, og hvordan forstår I vores situation helt generelt?

Venlig hilsen...

Anonym mand, 23 år

SVAR:

Kære ”ærlige mod mig selv”

Tak for dit brev, der netop vidner om, at du oplever et stærkt behov for at være ærlig mod dig selv. Det kan være rigtig svært at være, hvis man ikke kan overskue konsekvensen af de følelser, som man mærker hos sig selv. Derfor er det modigt og stærkt af dig, at du tør erkende dine følelser og ikke bare skubber dem fra dig. Det er helt rigtigt at gøre. For følelserne er der og hvor besværlige de end er, så må du forholde dig til dem.

Vigtigt ”at have sig selv med”

Som du beskriver dit forhold til din kæreste og det hverdagsliv, som I har valgt med hinanden, så har du åbenlyst brug for at standse op. Du oplever, at de ting, I har valgt at have sammen, er sket i den forkerte rækkefølge og du har ikke haft dig selv med i processen. Jeg vil gerne støtte dig i den oplevelse, som du har og jeg forstår den godt. I har ganske enkelt forpligtet jer på hinanden hurtigere end følelserne har kunnet følge med og har manglet forlovelsestidens eftertænksomhed og langsomme tilpasning til hinanden.

Der findes en vej fremad – lyt til hinanden og find den sammen!

Men selvom det ikke er muligt at skrue tiden tilbage, så tror jeg, at det er muligt for jer at finde en vej. Du skriver, at du har fortalt din kæreste, hvordan du har det, men ikke noget om, hvordan hun oplever jeres forhold. Og jeg mener, at det er her, I skal begynde. Med at lytte meget til hinanden og forsøge at udtrykke, jeres følelser, ønsker, forventninger og drømme overfor den anden. Som jeg ser det, så er det ikke en løsning, hvis den ene bare skærer igennem og siger, hvordan han/hun vil have tingene. I skal forsøge at finde en måde at leve sammen og være sammen på, som I begge kan være med til.

Det kan godt betyde, at I for en tid aftaler, at det intime skal fylde mindre i jeres samvær, ved at I prioriterer aftener, weekender, hvor I kun gør kæreste-ting sammen (gåture, snakke, biograftur el. lign). Men det er ikke realistisk, at I bor sammen og så helt lægger det intime på hylden. Hvis I helt skal holde jer fra hinanden, for at du kan finde dig selv og din kærlighed til din kæreste, så vil jeg mene, at I bør flytte fra hinanden for en tid og måske først flytte sammen, når I bliver gift. Det er bestemt også en mulighed, men det bør være en beslutning, som I er fælles om.

Find gerne en person der kan støtte jer i processen

Jeg håber, at I finder en god vej fremad sammen og vil også gerne opfordre til, at I finder en god lokal rådgiver, som I er trygge ved og som vil tage dine følelser alvorligt.

Hilsen Brian Christensen

Annoncer