Betænkningstid i forholdet - hvad skal der ske med fremtiden?

Vis spørgsmål

Hej. Jeg mødte den dejligste pige for snart 2 år siden, alt kørte bare på skinner, og som alle andre var vi meget forelskede og glade overfor hinanden.

Hun kommer så ud for en ulykke og kommer til at bøvle med nakken, hvilket resulterer i, at hun ikke kan arbejde normalt. Hun er selvstændig. Maj sidste år brækker jeg så nakken, og det tager en masse energi og resourcer fra begge parter, jeg boede på det tidspunkt i en anden by og efter min ulykke rykkede jeg derop for at blive passet og plejet.. Jeg kommer nogenlunde på højkant, og hverdagen bliver normal igen, dog er vi stadig begge sygemeldt..

Efter en rejse på 1 lille måned og vi kommer hjem i feb. skal hun på noget opklaring, der bliver hun kastebold i systemet, og det sender hende mere i kælderen.. Samtidig så er hun gravid og mister så barnet. Hvilket er en hård tørn for begge parter.

Der er rigeligt at se til i huset, 2 hunde og 3 børn, som hun har fra et tidligere ægteskab. Børnene er hos hende 1 uge og hos eksen 1 uge... Vi har siden marts ikke dyrket sex, jeg fortæller hende, at jeg har lyst til hende.. Men det er ikke gengældt...

Jeg siger, jeg elsker hende, og det siger hun også overfor mig, hun kalder mig også kæreste.. Tænker lidt på, om det bare er for tryghedens skyld?

Jeg har stadig lejligheden i den anden by og er taget herned en gang før, så hun kunne få noget ro.. Der var hun glad for mig, da jeg kom hjem igen, dog uden at have lyst til sex..

Jeg er så taget herned for et par dage siden igen, kommer sig af, at en søndag er hun gået fra at være glad til hængende, spørger hvad der er galt, og det ved hun ikke, siger hun.. Hele søndagen er hun meget låst, og jeg får intet ud af hende, mandag er jeg nede i lejligheden. Får snakket med hende i mobilen og spørger, om det er en bedre dag. Det siger hun nej til. Så beder jeg hende om at fortælle mig, hvad der trykker..

Det kommer så frem, at hun er meget i tvivl om fremtiden og hvad med mig, jeg ville gerne have et barn, og hun var bange for at blive for gammel nu osv.. Ja, hun sagde, vi var ikke gang enige om at opdrage hundene ens.. Tænker bare, at for måneder tilbage var hun gravid og klar til det, og nu er hun ikke. Vi aftaler, jeg kører op til hende, og vi snakker om det.. Det sker så ikke, for næste dags morgen konfronterer jeg hende med, at der skal findes en løsning på det her, jeg tilbød at tage i lejligheden, og hun måtte finde ud af, hvad hun ville.. Det var okay, sagde hun.. inden hun tager på arbejde, hun er i afprøvning.. Siger jeg til hende, at jeg lader hundene blive, så siger hun, at vi skal også finde en sted, de kan komme hen. Eller den ene hund kan hun tage, ligesom hun har besluttet sig for, at vi skal hver til sit.. Jeg siger, jeg kan ligeså godt tage begge hunde, så farer hun op i en spids og siger, jeg kan tage, hvad jeg vil have og skride.....

Skriver en SMS, at det var ikke måden at skulle skilles på, og vi lige må få snakket.. Hun skriver ja og undskyld, undskyld har hun næsten aldrig brugt overfor mig...hører ikke fra hende hele dagen, før jeg får en SMS med godnat og en rødmende smiley.. Dagen efter beder jeg hende om at ringe, så vi lige kan på den dårlige episode væk..

Jeg fortæller så hende, at jeg synes, vi skal holde noget radio tavshed, ingen SMS, talen eller andet.. eller jo, at det måtte blive hende, der kontaktede mig, evt. når hun var klar til at snakke osv.. Så dagen efter skriver hun, om jeg er ok, og hun vil ringe senere. Hun ringer så, og vi snakker ganske normalt, aftaler vi bare lige snakkes ved... Altså, det er hende, der skal kontakte mig..

Er utrolig fortvivlet over, hvor jeg står, jeg elsker hende og familien overalt.. Føler bare, at følelsesmæssigt er hun ikke mig nærmest mere, man går her i det uvisse om, hvad der skal ske.. Føler, at når jeg vil snakke med hende, lukker hun sig inde.. Kan godt se alle hendes ? og kampe i hovedet.

Den mindste af drengene har nogen udfald, han kræver også arbejde, den ældste er teenager og kræver også energi.. Hvad skal der ske med fremtiden? Jeg var enig om et barn med hende, og hun ligeså; men det lyder ikke til, hun er det mere.. Hun siger, hun har brug for at være selv og sumpe, så hun kan hele.. Jeg vil bare mene, at når man er i et forhold, så støtter man sig op af hinanden..

Jeg går pt og forbereder mig på, vi går hver til sit..

Den forvirrede 32 år

SVAR:

Kære forvirrede

Det lyder til at have været en hård tid for jer begge.

Hvad er det egentlig der er på spil?

Jeg kan forstå, at I har mange snakke, sms’er frem og tilbage. Samlet set er du noget forvirret. Hvad vil hun, hvad vil hun ikke.

Jeg kan godt forstå, hvis du mest af alt føler, at hun er på vej væk. Det synes jeg også, det kan virke som om, på det du fortæller.

Når man er meget forskellige steder

Jeg tror, det er vigtigt at forstå, at når man er enlig mor til 3 børn, hvor jeg kan høre, der er problemer med én eller flere af dem, så er hendes tid fyldt helt ud. Det lyder ikke til, at hun har plads til et barn mere, oveni at hun er på vej tilbage til arbejdsmarkedet.

Jeg synes, du skal lytte til de signaler – og tage dem alvorligt. Faktisk synes jeg, det er en meget moden og velovervejet beslutning, hvis hun føler, hun ikke magter mere. Det er faktisk rigtig godt at finde ud af det, inden man bliver gravid.

Du er et andet sted

Jeg kan også høre, at du er et helt andet sted. Du vil gerne også prøve at have et barn. Det er helt forståeligt; men måske skal det ikke være med en kvinde, der har 3 børn og nok at se til.

Hvad kan du gøre

Du kan overveje at droppe at få dit eget barn. Overvej, om du vil tilbyde din kæreste at være sammen med hende, og så være en god ”pap”far for hendes børn. Gad vide, om det er det, der gør, hun tager afstand, at hun ikke vil have flere børn.

Du skal jo også selv overveje, om du kan affinde dig med det, eller om du så selv vil tabe interessen for at være sammen med hende.

Mest af alt synes jeg, at du skal respektere hendes valg af ikke at ville have flere børn, og så overveje dit liv derfra.

Venlig Hilsen

Steen Kruse

Annoncer