Kære ven.
Tak for dit brev. Det er rigtig godt, at du har mod på at skrive nogle af dine tanker og besværligheder ned, og på den måde få hjælp til det.
Du skriver ikke noget om et bestemt spørgsmål. Men som jeg forstår dit brev, vil du gerne have nogle tanker og gode råd til, hvordan du takler din generthed.
Som du beskriver det, har du altid været genert, men det blev værre da du kom i en ny klasse og næsten samtidig fik bøjle på. Det er svært at skulle forholde sig til nye skolekammerater, når man som du er genert, og det har selvfølgelig ikke gjort det bedre, at du fik bøjle på, og på den måde kom til at skille dig en smule ud fra de andre.
Følelse af at falde ved siden af
Det svære ved at være genert er nemlig, at generte ofte føler sig forkerte, fordi andre er åbne og udadvendte, og det ser ud som om at de bare kan klare alting. F. eks. får lærerne og de andre elever oftere øje på de udadvendte, og det kan virke som om at de får al opmærksomheden, og man kan som den generte føle, at hvis bare jeg kunne være som dem, så ville alting være meget bedre. Når man i forvejen føler sig forkert, bliver det bare værre, når man som du, også blev hæmmet af at du fik bøjle på, og derved ikke kunne føle dig fri til at grine og snakke som du måske gerne ville.
Desværre kom du til at føle dig så hæmmet, og forkert, at du indtil nu ikke har kunnet tage imod, at der faktisk er en dreng som kan se andet en den generte pige og bøjlen, men er blevet forelsket i lige præcis dig.
Skridt mod større selvtillid
Som jeg hører dit brev, så tænker du, at du får masser af selvtillid, og bliver mere åben når du får din bøjle af, og det håber jeg rigtig meget for dig. I hvert fald vil det hjælpe dig til at føle dig mere fri, når du skal snakke og grine med dine venner, og drengen fra din klasse.
Jeg vil nu alligevel skrive lidt mere til dig om det at være genert, for hvis du har haft det sådan i lang tid, er det nok også en del af din natur, som du må forholde dig til, og finde en måde at leve med.
Som jeg har skrevet, så er det ofte sådan, at man som genert føler, at man er forkert, og hvis bare jeg kan være anderledes, så vil det hele blive bedre. Men det første skridt ud af genertheden er, at du ikke ser på dig selv som forkert og anderledes, men lærer at acceptere dig selv, som den du er. Sagt på en anden måde, at du bliver ven med dig selv, som den du er, og ikke tænker på dig selv som forkert.
Nyt fokus – nye opdagelser
Desværre kommer selvtillid ikke bare af at du får bøjlen af, den kommer af mange ting. Selvtillid, eller selvværd, skabes ikke af at være som de andre, men af at være den du er. Og det kan du gøre ved at tænke på, hvad der er dig, hvad kan du lide og ikke lide, hvad er du god til, og hvad er du mindre god til. Måske har du nogle gode veninder, som du kan snakke med det om. Jo mere du kan fokusere på det, du er og kan, jo bedre kan du være dig selv, og så kan du bedre udstråle selvtillid og åbenhed. Når man kun fokuserer på det, som er dårligt og negativt, bliver det også det, man udstråler, og derfor kan det være svært for andre at se, hvad du virkelig indeholder. Det beskriver du meget godt i dit brev, når du fortæller, hvordan dine veninder tror, du er sur, og drengen bliver ked af det og irriteret over, at du ikke vil smile til ham. Men det er rigtig svært at tage imod andres opmærksomhed, når man indeni føler, at man ikke er god nok, og skulle være anderledes. Det er vigtigt at du får flyttet dit fokus fra, hvad du har af begrænsninger, til at se på mulighederne, og alle de gode ting, du har at give i klassen.
Nye initiativer
Det betyder også, at når du bliver klog på dig selv og hvad du gerne vil og kan, så kan du bruge dit krudt på at gøre det. Hvis du f.eks. er en der gerne vil se film, eller læse bøger, så er det godt at gøre det sammen med vennerne. Eller måske er der et fag, du er god til i skolen, så kan du evt. være til hjælp for andre, hvis de har problemer med det. Det gælder altså om at blive mere og mere klog på, hvad der lige præcis er dig, og lade det fylde dig og dit liv.
Der er desværre mange andre end dig der har problemer med at de føler sig genert, og du kan læse om det flere steder her i brevkassen. Jeg håber, det her noget du får hjælp af. Ellers må du skrive igen.
Alt for genert, hvordan bliver jeg mere modig?
God vind og held og lykke med at opdage dig selv.
Hilsen Kirsten