Afhængig af bekræftelse – hvad gør jeg?

Vis spørgsmål

Hej. Jeg er en pige på 22 år, og færdigudlært. Jeg bor alene, men jeg har et kæmpe problem, og det påvirker min hverdag. Jeg er ekstrem afhængig af bekræftelse, specielt fra folk jeg ikke kender. Jeg elsker og få at vide, jeg er dygtig, at jeg er speciel. Jeg gør gerne ekstreme ting. Eksempel, kører Europa rundt på mc. Jeg kan godt lide ekstreme ting. Men efter eller imens skal alle vide, at jeg bare er for god.

Jeg føler mig svigtet som barn, jeg havde problemer hjemme, gjorde alt for og få opmærksomhed af mine forældre, men de havde ikke tid til mig. Jeg var enebarn som lille og blev efterladt til mig selv.

Jeg flyttede hjemmefra som 16 årig, og jeg var lykkelig. Men jeg kan ikke lide og være alene. Jeg lukker aldrig folk helt ind, selvom mine venner vil gøre alt for mig. Fortæller kun gode ting om mig. Jeg har afhængighed om og få at vide, at jeg er en fantastisk pige, at jeg er unik, den bedste i verden. Møder tit nye mennesker, og igen fortæller jeg om mit fantastiske liv, har det bedst med fremmede mennesker. Bekræftelsen på jeg er den bedste pige overhovedet. Men problemet er værst til andre forældre. Jeg tør ikke snakke med nogen om det. Jeg tvivler på, det er normalt?

Rapand, 22 år

SVAR:

Kære pige der føler sig afhængig af bekræftelse

Tak for dit brev til AdamogEva. Jeg kan godt forstå dine bekymringer, og jeg vil forsøge at skrive nogle tanker til dig, der forhåbentligt kan hjælpe lidt på vej.

Din historie

Du fortæller, at bekræftelse betyder rigtig meget for dig, og når du laver aktiviteter, er det vigtigt for dig, at folk ved det, så de kan anerkende dig, for det du gør.

Du fortæller, at du har følt dig svigtet som barn. Du gjorde alt for at få opmærksomhed, men oplevede ikke, at dine forældre havde tid til dig.

Du flyttede tidligt hjemmefra, men oplevede her, at det var svært at være alene. Du har det bedst med fremmede og har svært ved at lukke andre ind i dit liv. Særligt er det svært med andre forældre, og du undrer dig over, om det er normalt.

Ud fra dit brev er der to ting, jeg kunne tænke mig at dele nogle tanker med dig om. Jeg kunne tænke mig at dele nogle tanker med dig omkring dit behov for anerkendelse og din oplevelse af, at det er svært at lukke andre ind i dit liv.

Barndommen

Du husker som barn, at dine forældre ikke havde tid til dig og du følte dig svigtet. Jeg forestiller mig, at du søgte dine forældres opmærksomhed på alle mulige måder. Måske var det kun i ekstreme tilfælde, at du fik den. I din kamp for opmærksomhed, forestiller jeg mig, at du har brugt meget energi på at gøre opmærksom på dig selv. Du har måske brugt mange kræfter på at forsøge at vise dine forældre, hvor god du var (dygtigt til sport, gode karakterer mm.). Men du havde muligvis ikke haft fornemmelsen af at blive set og hørt i dine anstrengelser.

Dette tænker jeg må være frustrerende, og nogle gange har du måske endda haft oplevelsen af, at så kunne det også bare være lige meget, så ønskede du slet ikke at lukke dem ind, for de så dig alligevel ikke. Måske blev du vred på dem og ked af det, fordi du ikke oplevede, at de så dig.

Voksenliv

Det jeg læser ud af dit brev er, at nogle af de samme strategier, du har haft ift. at få dine forældres opmærksomhed, gentager sig ift. andre mennesker i dit voksenliv. Når du møder nye mennesker, ligger der et grundlæggende behov for at blive hørt og set. Hvis du tidligere har anvendt en strategi overfor dine forældre der hed: jeg skal gøre mig til, jeg skal gøre noget ekstremt, så de lægger mærke til mig. Så er det meget naturligt at anvende den samme strategi overfor andre mennesker for at få deres opmærksomhed – f.eks. dyrke ekstremsport.

Det andet du fortæller er, at du har svært ved at lukke andre ind. Her tænker jeg, at det kan hænge sammen med en oplevelse af, at det er farligt at lukke dem ind, tænk hvis de ikke kan forstå dig eller tænk, hvis de er ligeglade, tænk hvis de svigter dig, (ligesom du har haft en oplevelse af, at dine forældre gjorde). Alle disse forestillinger kan gøre, at det er lettere ikke at lukke andre mennesker ind. Det er lettere at snakke med fremmede, fordi du ikke forpligter dig på et nært venskab, fordi du her ikke kan blive såret – der er mindre på spil.

At du særligt har svært ved at snakke med forældre kan måske afspejle det afsavn på at blive set og hørt, du endnu lyder til at have ift. dine forældre. Du kan have skabt et generelt billede af, at ”alle forældre svigter”. Dermed bliver det svært at være åben over for andre forældres omsorg og interesse for dig.

Hvad nu?

Hvis du kan nikke genkendende til noget af ovenstående er en mulighed, at du kan undersøge relationen til dine forældre nærmere. Det lyder til, at der endnu er meget usagt imellem jer, og jeg hører stadig et savn efter deres omsorg og kærlighed i dit brev. En samtale med dem vil måske kunne være med til at afklare nogle af dine oplevelser og behovet for anerkendelse.

En anden mulighed, hvis du ikke har lyst til at tage snakken med dine forældre er, at du kan skrive et brev om dine oplevelser. Enten give det til dem eller snak med en nær veninde om det.

Du kan også øve dig i, i det små at vælge at lukke bestemte mennesker ind i dit liv. Udvælg ting der er personlige for dig og vælg, hvem du kunne tænke dig at dele det med. Start med noget der ikke er alt for personligt, og se hvilken reaktion, du får. Hvis oplevelserne er positive, tror jeg, at du langsomt vil opdage, at du tør åbne mere og mere op.

Læs også artiklen:

Hvad er jeg værd?

Jeg ønsker dig alt godt.

Venligst Stine

Annoncer