18 år og forelsket i dreng på 14 - er det forkert og hvad gør jeg?

Vis spørgsmål

Hejsa.  Jeg er en pige på 18 år, og jeg er kommet i det dilemma, at jeg er blevet forelsket i en dreng, som er 14. Det har stået på i et stykke tid, og jeg får det på sådan en helt speciel måde, når jeg møder ham. Men jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal gøre, for det virker bare så voldsomt med alder og det hele, men det hele falder bare på plads, når jeg møder ham.

Er det forkert for en pige på 18 at være forelsket i en dreng på 14? Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal gøre, jeg har ikke snakket med nogen om det, for jeg er på et eller andet punkt lidt flov, jeg håber virkelig i kan hjælpe mig!

Hilsen herfra 

Pige, 18 år

SVAR:

Hej dig på 18

Tak for dit spørgsmål til brevkassen.

Du fortæller, at du er 18 og er blevet forelsket i en fyr på 14. Det har du det ikke så godt med, på grund af jeres aldersforskel. Derfor spørger du til, hvad du kan stille op med det.
Du spørger også om, om det er forkert for en pige på 18 at være forelsket i en dreng på 14.

Følelsen ‘forelskelse’ er ikke forkert

Lad mig svare på det sidste først.
Forelskelse er en følelse, som kan komme til os og som vi ikke har fuld kontrol med. Det vil sige, vi kan ikke helt selv bestemme, hvem vi bliver forelskede i. Det er lidt lige som med andre følelser som sorg, vrede og glæde. De kan også komme til os, uden at vi helt kan styre det.

Efter min mening er det sådan, at ingen følelser er forkerte. Følelser er nogle, der kommer og går og det er ikke forkert at have dem, uanset, hvad de handler om.

Når man får en følelse, resulterer det ofte i en handling. Hvis man f.eks. bliver vred, kan det være, man skælder ud. Når vi taler om følelser som sorg, vrede og glæde, kan det måske nogle gange være svært helt at styre, hvad der sker, hvis følelsen er meget voldsom. Her mener jeg, at forelskelse er anderledes. Jeg mener, at man godt selv kan styre, hvad der skal ske, når man mærker forelskelse. Det jeg vil hen til, med at sige dette, er, at der for mig at se er forskel på at mærke selve forelskelsen og så den handling, der kunne følge efter. Det at mærke følelsen, er ikke forkert. Det kan den efterfølgende handling godt være.

Mit svar på, om det er forkert at være forelsket i en fyr på 14, når man selv er 18, er helt klart: Nej, det synes jeg ikke, det er.

Den efterfølgende handling på forelskelsen kan være forkert

Det næste spørgsmål er så: Vil det være forkert at handle på det?

Jeg kan forstå på din mail, at du selv er meget i tvivl om, om det nu kan gå an med denne aldersforskel. Det kan jeg godt forstå og den bekymring har jeg også. Jeg vil igen slå fast, at det ikke er følelsen, som er forkert. Det er din efterfølgende handling, som måske kan være forkert eller uhensigtsmæssig.

Du er 18 og derfor juridisk set voksen og myndig.
Han er 14 og er et barn. Det vil sige, at I modenhedsmæssigt kan være langt fra hinanden og at I derfor ikke går ind i relationen som et ligeværdigt par men på forskellige præmisser. Du er den voksne i denne sammenhæng og du har derfor et stort ansvar.

Det kan selvfølgelig godt være, at fyren på 14 er usædvanlig moden af sin alder og at du er usædvanlig umoden og at I på den måde alligevel passer sammen. Det har jeg ikke umiddelbart mulighed for at vide. Dog synes jeg, det vidner om modenhed hos dig, at du stiller brevkassen dette spørgsmål. Det vidner om en pige, som tænker sig om og ikke bare lader sig lokke af en umiddelbar forelskelse. Det synes jeg er modent. Uden at vide det, tvivler jeg på, om fyren på 14 har denne modenhed.

Risikoen er for stor

Jeg vil råde dig til, at du prøver at lægge denne forelskelse på hylden. På samme måde, som du ville skulle lægge din forelskelse på hylden, hvis du var blevet forelsket i din gymnasielærer. Det ville på samme måde være en situation, hvor der ikke er noget i vejen med følelsen, men hvor det i praksis ikke kan leves ud i livet. Sådanne situationer kan man komme ud i, netop fordi man ikke selv kan styre sine forelskelser.

Jeg tror ikke, det på sigt vil føre noget godt med sig, hvis du vælger at føre denne forelskelse ud i livet. Jeg tror ikke, at I med jeres aldersforskel, vil være de rette for hinanden. Jeg tvivler på, om en dreng på 14 kan give dig det voksne modspil, som du har brug for som voksen kvinde, for at modnes og finde dig selv til rette i din ret nye rolle som voksen. Jeg tænker, at du har brug for en, som I højere grad kan matche dig ligeværdigt intellektuelt.

Jeg er bange for, at du risikerer at rode jer begge ud i noget, som du bagefter vil komme til at fortryde. Jeg tror, du vil få problemer med et sådant forhold på flere måde. Det vil både være i forhold til jer to indbyrdes, i forhold til dig selv og i forhold til familie og venner. Det synes, jeg er en stor risiko at løbe og den synes jeg, du skal skåne dig selv for.

Læs også svaret til en anden pige, der har stået i et lignende dilemma:
17 år og forelsket i min venindes bror på 14 - hvad gør vi?

De bedste hilsner fra Benny

Annoncer