14 år og forelsket i en på 18 - tror I, jeg har en chance?

Vis spørgsmål

Jeg er en forholdsvis moden pige på 14 år - jeg hverken drikker, ryger eller har sex med folk, men jeg har et arbejde og tager min skolegang seriøst. Jeg har forelsket mig fuldstændig i den mest fantastiske dreng, som desværre er 18 år. Jeg ved godt, at 4 år er mange års aldersforskel, når man er 14 og 18, da vi er vidt forskellige steder i vores liv. Men han opfører sig ikke, som om han var 18 år, og jeg bliver bare ved med at håbe på, at det ville kunne fungere.

Vi har ikke særlig meget kontakt til hinanden, men han ved godt, hvem jeg er og sådan. Jeg er bare så forvirret over, hvad jeg skal gøre. Det er jo virkelig svært bare at glemme ham fra den ene dag til den anden. Folk siger, at en på 18 aldrig ville falde for en pige på 14, da hun helt sikkert ville være for barnlig til ham. Der tænker jeg måske, at man kan være 14 og 18 på mange måder. Ville det være bedst bare at prøve at glemme ham, eller har jeg måske en chance hos ham?

pige, 14 år

SVAR:

Kære dig

Tak for dit spørgsmål. Der er mange piger, der bliver forelsket i en fyr, der er fire år ældre, end de selv er. Mange fyre bliver også forelskede i piger, der er fire år yngre. Om du har en chance hos ham, du er forelsket i eller ej, tænker jeg, tiden må vise. Jeg ser mange forhold med den aldersforskel.

Giv tid

Fire års forskel kan virke som meget, når man er henholdsvis 14 og 18 år. Selvom du er moden af din alder, og han måske lige så godt kunne være 17 år, er det vigtigt, at du lærer ham rigtig godt at kende først. I er meget forskellige steder i livet lige nu. Du skriver ikke, hvad han laver. Han er måske i gang med en uddannelse eller går på gymnasiet, mens du stadig har nogle år tilbage i folkeskolen. Han har måske kørekort og er på den måde også et andet sted i livet end dig.

Forskellige ting kan pga. aldersforskellen blive en udfordring. Hvis f. eks. hans holdning er, at sex skal være en naturlig del af kæresteforholdet, så kan det blive en udfordring, at han sandsynligvis vil få lyst til sex langt tidligere end dig, da han er 18, og du er 14.

Opbyg venskab

Tænk først på at opbygge et godt venskab. Med tiden kan du se, om I vil mere end det. Du er i en alder, hvor der sker rigtig meget med dig, og det er yderst vigtigt, at du kan udvikle dig og være dig selv. Det kan på nogle områder være meget svært, hvis du som 14-årig er sammen med en fyr, der er fire år ældre end dig selv. At der er fire års forskel vil ikke føles på samme måde, hvis man er 24 og 20 år. Derfor er mit bedste råd til dig, at du lærer ham bedre at kende, ser tiden an og passer på dig selv. Vil du kunne holde fast i dig selv, hvis der er ting, han er klar til, og du ikke er?

Man kan binde sig alt for tidligt. Derfor: Tag den med ro. Lær ham at kende. Lav nogle ting sammen og se, om der på den måde vokser et naturligt forhold op, der om et stykke tid skal blive til mere. Jeg tror aldrig, du vil fortryde, at du ventede med at blive kæreste med ham, hvis det en dag skulle blive aktuelt.

Læs mere i de her artikler og svar:
Et trin ad gangen er det mest sikre
Er hun for ung til mig?
Slå koldt vand i blodet

Pas på dig selv og lad ikke dette gå for stærkt.

De bedste hilsner fra
Lene Esmarch 

Annoncer