14 år og 159 – hvor høj bliver jeg? Betyder menstruationen noget?

Vis spørgsmål

Jeg var til sundhedsplejersken på min skole i dag og blev målt til at være 159 cm. Sundhedsplejersken sagde, at jeg ikke skulle regne med at vokse mere, da min menstruation startede for 2 år siden (Jeg er 14).

Min mor er 165 og min far er 172 cm, så jeg har ret lave forældre. I følge en online test skulle jeg ud fra deres højder, ende med at blive 162 cm.

Jeg forstår dog ikke helt hvorfor, jeg skulle blive lavere end begge mine forældre... Min bror på 17 er højere end både min far og mor.

Alle andre kvinder i min familie er omkring de 168 cm, hvilket også ville være den ideelle højde for mig.

Jeg fik en "voksespurt" før min mens, men jeg har læst, at man får den efter? Min mens er dog stadig uregelmæssig, og jeg undrer mig over, om det har nogen indflydelse? Jeg får den nu hver 2. måned, men det første år fik jeg den hver 4. måned. Jeg skriver, fordi at min højde er med til at føle mig mindre værd.

Mine forældre mener selvfølgelig, at jeg vil vokse mere, men jeg er skeptisk. Hvad tror du?

På forhånd tak for svar.

T, 14 år

SVAR:

Kære T

Du har selv undersøgt meget og har mange spørgsmål. Jeg vil prøve at besvare dem på bedste vis. Som jeg forstår dig, så er du først og fremmest bekymret for, at du ikke bliver højere, end du er nu, og du er bekymret for, om din uregelmæssige menstruation kunne være skyld i dette.

Beregninger af sluthøjde vil altid være ret usikker

Som du selv skriver, kan man beregne et skøn for, hvor høj man vil blive ud fra ens forældres højde. Det kaldes en estimeret sluthøjde eller målhøjde. Målhøjden er en meget usikker værdi, og man påregner derfor et interval på +/- 8,5 cm, som målhøjden forventes at ligge indenfor. Det er dog heller ikke altid, at det er tilfældet. Dette tal skal altså tages med et gran salt.

Drenges og pigers vækst er forskellig

Du undrer dig over, hvorfor skønnet for din højde ligger under begge dine forældres højde, og hvordan din bror kan blive højere end begge dine forældre. Det er lidt kompliceret at svare på, men det har noget at gøre med, at beregningen afhænger af køn. Drenge bliver generelt højere end piger, så selvom din bror er blevet højere end dine forældre, og du er blevet mindre, kan I stadig afvige lige meget fra medianen (den højde 50 % har på et givet tidspunkt) i forhold til jeres køn. Hvis du kunne tænke dig at vide mere, kan du læse videre på www.vækstkurver.dk.

Du vil sikkert stadig vokse lidt

I forhold til din nuværende højde ligger den meget tæt på, men lige under gennemsnittet for piger i din alder (ca. 160 cm). At du på nuværende tidspunkt har haft en vækstspurt er helt normalt, idet piger oftest får den tidligt i puberteten. Det kan også godt komme før første menstruation. Selvom du har haft din vækstspurt, kan og vil du formentlig stadig vokse. Du vokser bare ikke så hurtigt.
Ud fra det, du skriver, virker det altså til, at du har et helt normalt vækstmønster, som kun ligger en lille smule under medianen. Jeg tror derfor, det er meget sandsynligt, at du stadig vil vokse noget frem til 17-18 års alderen, men det er ikke sikkert, du bliver helt 168 cm.

Tal med lægen om din uregelmæssige menstruation

Mht. det, at din menstruation ikke er regelmæssig og ikke har været det gennem længere tid, så vil jeg dér råde dig til at kontakte din egen læge. Det er meget normalt, at menstruationen er uregelmæssig de første par måneder, men den bør ikke fortsætte med at være det i mange måneder. Det skyldes formentlig ikke noget alvorligt, men det er vigtigt at få det undersøgt ved egen læge.

Din værdi sidder ikke i det ydre

Slutteligt skriver du, at din højde får dig til at føle dig mindre værd. I forhold til det tror jeg, at det er vigtigt at huske på, at vi alle er skabt unikt og med hvert vores udseende, væremåde og evner. Vi har alle sammen nogle sider, vi godt kan lide ved os selv, og nogle vi kunne tænke os at ændre. Nogle gange kan det, vi gerne vil ændre, komme til at fylde for meget i vores liv, så det tager fokus fra alt andet.

Jeg tror dog ikke altid, det vil gøre os mere lykkelig, hvis vi kunne ændre vores udseende til præcis det, vi ønsker. I højere grad tror jeg, at det handler om at hvile i den person, Gud har skabt os til at være uanset højde, vægt, om man har fregner eller en skæv næse. Det er dog selvfølgelig vigtigt at få snakket om og derfor også rigtig godt, at du skriver. Hvis du klikker lidt rundt på siden, vil du se mange eksempler på andre i din alder, der ikke er tilfredse med deres udseende. Prøv især at læse første halvdel af svaret til denne pige: Bryster ødelægger mit liv – hvorfor kan jeg ikke tage på?

Læs også denne artikel: Hvem er jeg?

Mvh. Samuel

Annoncer