13 år – skriver med og er forelsket i en på 17

Vis spørgsmål

Hejj, det er fordi jeg er en 13 år gammel pige, som befinder sig i det, at jeg har forelsket mig i en på 17. Jeg fylder 14 snart. Men jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.

Han er helt fantastisk, og jeg var i starten nervøs for, at han kun skrev med mig, for at jeg ville sende ham nudes (nøgenbilleder), eller for at have sex med mig og så droppe mig bagefter. Men jeg spurgte ham så, om det bare var det, han ville gøre, men han sagde, at det ville han aldrig finde på at presse mig til, hverken nudes (nøgenbilleder) eller sex, og at sådan noget som sex var kun, når jeg følte mig klar til det, og at jeg bare skulle tage mig al den tid, jeg ville.

Men ellers er han virkelig bare dejlig, og jeg kan snakke med ham om alt. Men ... er bange for, hvad mine veninder og familie ville sige. For indtil videre har vi holdt vores forhold for lukkede døre. Ved ikke, hvad jeg gør, skal jeg sige det til mine veninder og familie? Eller skal jeg bare stoppe mit forhold til ham?

Håber, I kan hjælpe:)

S, 13 år

SVAR:

Kære S

Først og fremmest tak, fordi du skriver til os. Det er godt at høre, at du gør dig mange tanker om din situation, og at du tager den så seriøst, at du søger vejledning hos os. Jeg håber, mine overvejelser kan hjælpe dig til at træffe en god beslutning.

MERE END AT SKRIVE SAMMEN

Du skriver, fordi du er usikker på, hvordan du skal håndtere, at du er forelsket i en på 17, mens du selv kun er 13 (snart 14) år, og fordi du er bange for, hvad dine veninder og familie vil sige. Det med familie og venner gemmer jeg til sidst.

Først vil jeg gerne sige tillykke med, at du er forelsket. Det er skønt! Dernæst vil jeg gerne stille nogle lidt kritiske spørgsmål. Du fortæller, at I skriver sammen, men har I mødtes i virkeligheden? Har du snakket med ham, diskuteret med ham, grinet sammen med ham? Det er nemt at blive betaget af en person, så længe man kun skriver, men hvis man vil være sikker på sine følelser, så skal man bruge rigtig tid sammen ude i det virkelige liv.

Husk, at du aldrig skal aftale at mødes alene med en, du kun har skrevet med. For det er ikke sikkert, han er 17 år, som han skriver. Jeg vil opfordre dig til at læse artiklen Flirt på nettet, så du kan få nogle gode ideer til, hvad der er godt at gøre og ikke gøre, når man er kærester ved at skrive sammen.

SEX ER SMUKT OG SÅRBART

Jeg er glad for, at du har spurgt ham direkte til, om han kun er interesseret i sex og nøgenbilleder, for det bliver ikke et godt forhold, hvis sex er det eneste fundament. Dernæst vil jeg gerne opmuntre dig til at vente med sex og at dele din krop med en fyr, indtil du elsker en person så højt, at du kunne finde på at gifte dig med ham. Faktisk tror jeg på, at ægteskabet er den bedste ramme om sex, fordi det på én gang er smukt og meget sårbart.

Aldersforskellen mellem jer kan også betyde, at han har mere erfaring med sex end du, så vær sikker på, at I får snakket om jeres erfaringer og grænser, så han ikke har forventninger til dig, som du ikke kan indfri.

Læs evt. mere i vores artikler
Pas godt på dit sexliv
Sex og følelser

FORTÆL DET TIL FAMILIE OG VENNER

En aldersforskel på tre-fire år er i jeres alder både meget og ikke så meget. Hvis I er forelskede og overbeviste om, at jeres forhold varer ved, så kan jeg ikke se noget i vejen for, at I fortæller om jeres forhold til familie og venner. Måske er de kritiske eller uforstående til at begynde med, men hvis de møder ham og oplever, hvor god en fyr han er, så vil de også med tiden forstå dit valg.

Du kan læse mere i svaret 14 år og forelsket – skal jeg sige det, og kan han lide mig?

Jeg håber, mine råd og spørgsmål kan hjælpe dig på vej. Hvis du har uddybende spørgsmål, skal du endelig bare skrive igen!

Kærlig hilsen
Line

Annoncer