Bange for han kun vil have sex med mig - hvordan tale med ham om det?

Vis spørgsmål

Kære Adam og Eva. Jeg er en pige på 17 år, som har en vidunderlig kæreste. Vi har dog ikke være kærester i mere en 4 uger, men når jeg er omkring ham, føles det som om, vi altid har været kærester. Og jeg elsker ham mere end noget andet!

Men det er som om, at efter vi er begyndt at have sex, er det som om, det er det eneste, han har lyst til med mig. Vi putter ikke rigtigt mere eller bare ligger og snakker. Hver gang vi lægger os i en seng, er det udelukkende for at have sex.

Han har haft nogle problemer derhjemme her den sidste tid. Og i stedet for at snakke med mig og det, så lægger han op til sex for at glemme det.

Jeg er begyndt at føle mig brugt af ham!

Men jeg ved ikke, hvordan jeg skal fortælle ham det, fordi jeg vil ikke miste ham, fordi jeg elsker ham mere end noget andet.

Med venlig hilsen Helene, 17 år

 

SVAR:

 

Kære Helene

Tak for dit åbenhed og dit mod til at fortælle, hvad du tænker og føler. Dejligt du har en kæreste, som du naturligvis ikke vil miste, når du elsker ham mere end noget andet.

Vigtigt, at du kan have dig selv helt med

Det lyder til, det er frygten for at miste ham, der holder dig tilbage, fra at være den du er. Du skriver, at: ”Jeg er begyndt at føle mig brugt af ham!”. Det er ikke en rar følelse, og du er bevidst om, at du har brug for mere, end at have sex med ham.

Vær tydelig omkring dine grænser og behov

Jeg tror, det er rigtigt vigtigt, at du selv bliver mere tydelig, ved at sige, hvordan du selv har det. Begynd med at gøre klart, hvor meget du holder af ham, og at du faktisk frygter at miste ham. Og så er der noget, du savner, som I havde i starten af jeres forhold. Fortæl hvad det er, der er så dejligt ved ham, og som betød så meget for dig.

Vov også at tale om det svære

Du kan fx. fortælle ham, at lige så bange som du er for at miste ham, lige så bange er du for at miste dig selv, ved at gå på kompromis og ikke få sagt, hvordan du har det. At du fremover vil være tydelig overfor ham, med det DU ønsker dig af jeres forhold, så det ikke alene handler om, hvad han helst vil. At det også er kærligt at dele det, der er svært at tale om – om det er hans problemer derhjemme eller dine egne – og at det i længden ikke er muligt at løbe fra det, der er svært.

Synes du, det lyder alt for svært at snakke om det, er det måske en løsning at skrive det til ham, så I derefter kan tale sammen om det?

Du er nødt til at tage dig selv alvorligt

Jeg kan desværre ikke love dig, at din kæreste ikke ”stikker af fra dig”, når du vover at stå ved dig selv, dog tænker jeg, at her er der en super fin mulighed for at komme hinanden endnu nærmere og at kærligheden kan vokse rigtigt meget ved det.

Jeg håber, du finder modet til at blive ved, at være den du er – så du elsker dig selv, for derved kan du nemlig også elske ham.

Læs også disse artikler:

Sex og følelser

Vejen til god sex

Pas godt på dit sexliv

Kærlig hilsen

Else Ø. Andersen

Annoncer