En sjov flirt er vel ganske uskyldig? Mellem to, som er enige om, hvad der foregår, skaber den glæde og samhørighed. Andre gange kan den skabe en masse forvirrede følelser og gøre en anden meget ked af det.
Det er spændende at være på jagt efter en kæreste. Det kan være helt fantastisk at flirte, og vi kan blive helt “høje” eller bløde i knæene over søde kommentarer på sms eller Snapchat, et sødt smil eller et blik.
Når du flirter, sender du signaler og prøver at aflæse den andens signaler. Det er ikke altid nemt at vide, hvad den anden lægger i en flirt. Om han/hun flirter, fordi det i sig selv er dejligt og kan virke selvbekræftende, eller om den anden lægger mere i det og signalerer: “Jeg vil gerne være kæreste med dig!”
Når en flirt stopper, kan der opstå en tomhedsfornemmelse – også selvom den, du har flirtet med, slet ikke er en, du har lyst til at have som kæreste. Flirt er ikke kun lykken, men kan også såre rigtig meget. Derfor er det godt at være bevidst om, hvilke signaler du sender, når du flirter. Flirt skal ikke bruges som en tilfældig leg med følelser. Når du flirter, har du et ansvar for, hvilke følelser og tanker, du sætter i gang hos den anden. Du kan risikere, at du gennem din flirt indirekte lover noget, som du ikke kan holde.
Der bliver skrevet mange flotte og smigrende ord på de sociale medier. Det er dejligt med kærlige og søde ord på skrift, men er pigen/fyren i stand til at sige ordene og vise dem i praksis? Det er mere uforpligtende at skrive søde ting til hinanden og fortælle om hemmeligheder på Snapchat end at sidde over for hinanden og sige de samme ting. Hvis I skal finde ud af, om I skal være kærester, er det godt at lære hinanden at kende ved at lave praktiske ting sammen og ved at snakke sammen. Ellers kan du let bare blive forelsket i de søde ord, der bliver skrevet.
Du kan blive forelsket i selve oplevelsen af, at der er en person, der hører og forstår dig. Dermed kan betydningen af hvem den person er, som skriver, træde i baggrunden. Du forestiller dig måske en masse ting ud fra de skrevne ord og begynder at drømme. Men hænger de skrevne ord sammen med virkeligheden? Det er afgørende, at du ikke kun bygger en kontakt op gennem Snapchat og sms’er. Det er vigtigt, at du også møder den anden “face to face”. I jeres møde med hinanden kan det vise sig, om det hele blot har været en drøm.
Spørg dig selv, om du har dig selv med, når du flirter. Overvej, om din flirt handler mere om, at du har lyst til at prøve at have en kæreste, frem for hvem, der skal være din kæreste. En flirt kan give sommerfugle i maven, også selvom du ikke er forelsket i den, du flirter med. Det er dejligt at flirte, og det er nemt at blive glad for at flirte. Spørg dig selv, om det virkelig er ham/hende, du har lyst til at flirte og senere kysse med, eller kan det lige så godt være en anden, du flirter med? Hvis du har en dårlig smag i munden efter en flirt, så er det sandsynligvis, fordi du ikke har haft dig selv nok med. En dårlig eftersmag er et tydeligt signal, der viser dig, hvor dine grænser er, og fortæller dig, hvilken vej, du skal gå. Mærk efter og sig fra – også over for andres flirt.
Lad jeres venskab vokse, og giv hinanden tid, før I leger for meget med flirt over for hinanden. Flirt kan let komme til at øge hastigheden af jeres forhold, og så kan det blive svært at opnå tryghed i forholdet, for det tager tid at skabe tryghed. Når du skal finde en kæreste, handler det om at finde en pige/fyr, der er helt speciel for dig. En person, som du mere end nogen anden ønsker at dele dit liv med. En person, som du ønsker, skal lære hele dig at kende; dermed også de sider, som du ikke er så stolt af. Du kan kun finde ud af, hvem en fyr er i virkeligheden, ved at du lærer ham bedre at kende face to face. Det er godt at have drømme, men det er sjovest at drømme om noget, som med tiden kan blive til virkelighed.
Brug derfor flirt med omtanke. Du kan læse mere i artiklen Et trin ad gangen er det mest sikre.
Hvad er kvindelighed? Er jeg en pige eller en kvinde, når jeg er over 20 år?
Lyt til fire veninders overvejelser om det.