Smitter kønssygdomme ved oralsex?

Hejsa! mit spørgsmål går på, kan man få aids og andre kønssygdomme af oral sex, altså lige ud af posen mandens kønsdel i munden på pigen og omvendt???

SVAR:

Kære dig

Du spørger om man kan blive smittet med AIDS og andre kønssygdomme ved oral sex – mund sex.

Før jeg svarer på dit spørgsmål vil jeg gerne komme med nogle fakta. De sygdomme vi mest omtaler som kønssygdomme er: klamydia, gonore´,HIV, og syfilis. ( der kan også nævnes herpes, kønsvorter, hepatitis B )

Fakta om HIV-smitte

HIV er en virus, der kan findes i sæd, skedevæske og blod. HIV smitter, hvis den kommer direkte ind i blodet, og hvis den kommer i kontakt med tynde slimhinder som fx i endetarm, i skeden, på penishovedet eller i munden. Smitten sker oftest ved ubeskyttet sex eller ved at fx narkomaner deler sprøjter eller kanyler. Risikoen for smitte er størst ved anal samleje. ( penis i partnerens endetarm ). Der er mindre risiko ved oral –genital eller oral-anal kontakt.

Fakta om Klamydia-smitte

Klamydia er en betændelse med en bakterie, der kan findes i slimhinder og kan give betændelse i urinrør og livmoderhalsen . Betændelsen kan også forekomme i endetarmen og i mandlerne i halsen.

Smitter ved samleje ved at slimhinderne rører ved hinanden ( urinrøret der munder ud i penishovedet og livmoderhalsen i skeden). Ved oral sex kan der i princippet også ske smitte fra betændelse i mandlerne.

Fakta om Gonoré-smitte

Gonore´er en betændelse med bakterier der hedder gonokokker. De kan findes i urinrør, livmoderhals og sjældent i svælget ( mandlerne) og endetarmen. Smitter som ved klamydia ved at slimhinder rører hinanden og på den måde overfører smitten. Gonore´er ikke nær så hyppig som klamydia.

Fakta om Syfilis-smitte

Syfilis er også en bakterie betændelse, der smitter ved at bakterierne trænger ind i kroppen via hud og slimhinder fx ved samleje eller via sår i mundhulen . En sjælden sygdom i Danmark.

Sats på tryg sex

Til dit spørgsmål må jeg derfor svare, at der er en risiko for smitte også ved oral sex. Risikoen er meget mindre, end ved samleje. (uden at jeg kan give dig eksakte tal at forholde dig til),

Jeg tænker, om du er bekymret på egne vegne, når du stiller spørgsmålet. Seksuel samvær er den mest intime måde at være sammen på som par . I sådan et samvær er det vigtig at være tryg, tryg ved hinanden, tryg ved det der sker og tryg ved de konsekvenser samværet/forholdet kan have.

Jeg ved ikke om du er inde i et fast parforhold , der også indebærer seksuel samvær, og hvor ovenstående problematik er aktuel eller om du spørger af generel nysgerrighed. Hvis du er i et forhold, hvor HIV smitte er en mulighed, synes jeg, at du skal søge hjælp og vejledning evt. hos din egen læge eller en af de organisationer der arbejder med HIV smittede. De kan give gode råd om et godt og sikkert seksuelt samliv under de vilkår.

Pas godt på dig selv

Kh Else



---------------------

Skrevet af Else Vinter Skou, læge

Udskriv svar
Send til en ven

Bibelen og sex

Hvis du ønsker at vide mere om vores kristne grundsyn på sex, kan du læse artiklerne:

Sex i Bibelen
Sex i Bibelen - på den gode måde
Sex i Bibelen - stærke sager
Bibelen og ægteskabet
Det står vi for

Copyright 2005 AdamogEva.dk. Alle links og korte citater med kildeangivelse er velkommen.
Støt Adamogeva.dk