Er det smart, at vi holder vores forhold hemmeligt?

Jeg er en pige på 17 år og har en kæreste på 20. Han elsker mig rigtig meget!! Jeg er virkelig glad for ham. Han gør mig meget tryg. Jeg har svært ved at blive tryg ved folk. Vi har været sammen i snart 2 måneder. Vi går på samme skole og har 2 timer om ugen sammen.

For en uge siden slog jeg op med ham, fordi min mor og min kusine fik mig overtalt til at gøre det. De kan ikke lide ham, da han har været sur på mig et par gange over nogle småting, og han blev sur på mig en gang, hvor han svinede mig til. Jeg troede det var det rigtige, men efter 3 dage var jeg rigtig ked af det og indså, at jeg savnede ham og egentlig gerne ville have ham tilbage. Indså det fordi i skolen når jeg så ham, så han rigtig ked af det ud, og det kunne jeg ikke holde ud.

Han skrev til mig, at han lovede at han ville være sød , og om jeg ikke nok ville give ham en chance o.s.v. En masse søde ting. Vi mødtes så og fik snakket sammen, og jeg fortalte ham præcist hvorfor jeg slog op, at det var p.g.a. min mor og kusine. Det endte med at vi begge ville være kærester, men i al hemmelighed.
Så nu går jeg med det problem, at jeg ikke tør sige noget til min mor og min kusine ( Min kusine går også i samme skole ). Når jeg er sammen med min kusine og hendes venner (som også kender min kæreste), taler de dårligt om ham og jeg lader som om, at jeg ikke kan lide ham: ( Hvis jeg en dag skal sige til dem, at jeg stadig er sammen med ham, men har holdt det hemmeligt. Vil de sikkert tænke meget dårligt om mig, og det er jeg virkelig bange for!)
Så jeg vil meget gerne bruge jeres hjælp og et godt råd om, hvad jeg skal gøre ?

Hilsen Cathrine


SVAR:

Kære Cathrine.

Sikke et dilemma du er kommet i. Det må være rigtigt svært at være dig lige nu. Ud fra din beskrivelse forstår jeg det sådan, at du har set dig nødsaget til at spille et spil, der hedder ”lade som om”. Du gi´r udtryk for, at du frygter, det vil føre meget slemt med sig, hvis sandheden kommer frem.

Find din egen mening

Jeg kan ikke helt finde ud af, om du mest synes det var synd for din kæreste, da du gjorde det forbi, (han så rigtig ked af det ud, og det kunne du ikke holde ud) eller om den tryghed, du har så svært ved at finde, og som du oplever ved at være sammen med ham - betyder mest? Han elsker dig, skriver du – men elsker du også ham?

Det lyder til, at din kusines og din mors mening står over din egen i denne sag, og jeg får sådan en lyst til at spørge dig, hvordan dit forhold ellers er til din mor og din kusine i andre sager? Hvis I plejer at have et trygt og godt forhold til hinanden, kan dit brev nemlig godt forstås på den måde, at de har set noget hos din kæreste, som gør dem bekymrede for dig. Måske ønsker de ikke at styre dig, men vil bare gerne passe på dig, fordi de ikke ønsker, du skal behandles dårligt, og ”svines til over småting”?

Men det kan også være din egen usikkerhed der driller dig, så du ikke helt kan finde modet til at stå ved det, du selv mener, og derfor lader dig styre af andres meninger? Du har også set en anden side hos din kæreste, hvor han siger søde ting til dig. Måske er du ikke så heldig, at det er søde ord, du har hørt flest af i det liv, og derfor gør det dig rigtig glad, at du er en vigtig person i en andens liv? Med søde ord skal også følge omsorgsfulde handlinger og tryghed i, at han viser respekt for dig.

Hemmeligheder ikke en løsning

At være kærester i hemmelighed sætter dig i et frygteligt dilemma. Lige meget hvem du er sammen med, kæresten eller vennerne, kusinen eller din mor, så vil der være løgn og fare for afsløring. Det må gøre dig konstant urolig og du må hele tiden være på vagt.

Du beskriver det selv meget tydeligt: ”Hvis jeg en dag skal sige til dem, at jeg stadig er sammen med ham, men har holdt det hemmeligt, vil de sikkert tænke meget dårligt om mig, og det er jeg virkelig bange for!”

Er det mon ikke det værste, du kan forestille dig?

Nogle råd

Du har skrevet til adamogeva.dk, fordi du har brug for hjælp, og du vil gerne have et godt råd om, hvad du skal gøre. Det vil jeg gerne give dig.

Det vigtigste for mig er at sige til dig, at du skal ud af dit dilemma.

Jeg kan ikke give et bestemt råd, men her kommer nogle forslag, som du kan overveje. Det er så op til dig, hvad du vælger. Det er en rigtig god idé, at lytte til, hvad andre tænker om din situation, men husk dit liv og dine valg er dit eget ansvar.

  1. Overvej og mærk efter i dig selv om du elsker ham, eller om det er trygheden der binder dig til ham?
  2. Overvej om du er kæreste med ham fordi ”det er synd for ham” – han behøver dig?
  3. Overvej om der er andre voksne, du kan tale med? Er der en lærer eller en anden, du har tillid til, som kan lægge ører til dit dilemma og jeres forhold, en som ikke er så tæt på dig/jer som din mor og kusine?
  4. Fortæl sandheden til din mor og kusine, at du elsker ham, og at I igen er kærester.
  5. Sig sandheden til dine venner, og at du ikke vil høre på, at de taler dårligt om ham, fordi I er kærester igen.
  6. Overvej hvad du vil gøre, hvis din kæreste igen behandler dig dårligt. Lige nu står du helt alene med det, hvis det sker, fordi det er så hemmeligt.
  7. Tro på, at du er god nok, og for god til at blive behandlet dårligt.
  8. Tro på, at din egen mening er vigtigst.
  9. Tro på, at det sjældent går så galt som frygten fortæller dig, hvad angår det at fortælle sandheden. Det vil være en stor lettelse for dig at komme ud af løgnens greb.

Jeg ønsker dig god kamp for sandheden og alt godt fremover.

Kærlig hilsen Else Ø. Andersen



---------------------

Skrevet af Else Ø. Andersen, Familie- og psykoterapeut

Udskriv svar
Send til en ven

Bibelen og sex

Hvis du ønsker at vide mere om vores kristne grundsyn på sex, kan du læse artiklerne:

Sex i Bibelen
Sex i Bibelen - på den gode måde
Sex i Bibelen - stærke sager
Bibelen og ægteskabet
Det står vi for

Copyright 2005 AdamogEva.dk. Alle links og korte citater med kildeangivelse er velkommen.
Støt Adamogeva.dk