Hvordan slippe af med følelsen af tomhed og trang til bekræftelse?

Hej, jeg er en pige på 19 år, som til tider har det lidt svært. Jeg har en dejlig familie, som altid er der for mig og desuden har jeg en del venner, også et par stykker som står mig nært. Så det tror jeg ikke at problemet ligger i.

Jeg har altid været lidt genert, men jeg tror, at jeg udadtil virker som en glad og velfungerende pige. Men når jeg er alene, er det som om, at en kæmpe tomhed og ensomhed vælter ind over mig, og jeg kan ofte, især om aftenen og om natten, ligge og græde i min seng, uden at jeg egentlig ved hvorfor.

Jeg føler mig sommetider meget alene, selvom der egentlig slet ikke skulle være nogen grund til det. Jeg kan også tit føle mig meget træt, sløv og uengageret. Jeg prøver tit at sætte en film på eller høre noget musik, for at slippe væk fra alle mine tanker, men jeg slipper aldrig rigtig væk fra det, uanset hvad jeg gør.

Derudover søger jeg konstant bekræftelse hos andre. Og det gør jeg som regel i forbindelse med sex og one night stands med fyre, som jeg ikke kender særlig godt. Det er dejligt mens det sker, men bagefter bliver jeg bombarderet af en kæmpe følelse af usikkerhed, tomhed og forladthed.

Det sker nogle gange også, at jeg kan blive forelsket i en fyr, som jeg har været i seng med, men det er ofte ugengældt, da fyren jo ikke har haft nogle intentioner om andet udover sex. Jeg har så derfor prøvet at blive brændt af på både gode og dårlige måder, hvilket har gjort, at jeg ofte har været dybt såret.

Jeg ved godt at det er forkert og usundt for mig med alle de her one night stands, men det er som om, at jeg ikke kan stoppe det, for jeg har bare det her enorme behov for bekræftelse hele tiden. Hvad kan jeg gøre for at få det bedre med mig selv?

Jeg kan mærke, at hvis jeg fortsætter det her, vil jeg blive mere og mere ked af det for hver gang. Jeg føler, at jeg hele tiden mister noget af mig selv. Jeg har den her underlige tomhedsfølelse, på trods af alle de gode relationer jeg har, og jeg ved simpelthen ikke hvor det kommer fra.

Jeg tænker, at jeg måske har utroligt dårligt selvværd, eller at jeg måske er ved at komme ind en en depression. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Håber du/I kan hjælpe mig med at komme ud af min ked af det-hed.

Mvh. Caroline


SVAR:

Kære Caroline!

Når jeg læser dit brev, ville jeg ønske at jeg sad over for dig, for der er flere ting, jeg gerne vil vide lidt mere om. Men nu prøver jeg at svare så godt, jeg kan. Umiddelbart får jeg den tanke, at du er en velbegavet pige, som tænker over tingene. Det viser du bl.a. ved at skrive dette brev. Men jeg forstår, at i de perioder, der ikke sker noget omkring dig, overvældes du af triste tanker og bliver ked af det og føler en tomhed i dit liv. Du skriver også, at du tit føler dig træt, sløv og uengageret. Tit må betyde, at det er oftere end du tænker, at andre oplever dette.

Først: jeg tror, at 18-20 års alderen er en svær periode for rigtig mange. - Når jeg så har sagt det, er der alligevel noget af, det du skriver i dit brev, der gør, at jeg bliver bekymret for dig.

Jeg ved ikke, om du har et arbejde, er studerende eller er arbejdsløs, heller ikke om der evt. er sket noget på et tidspunkt, som har været ekstra svært for dig. Jeg tænker på, om der er faktorer i dit liv, som har skubbet til dig, så det kan være svært at være dig. Det kan der jo godt være, selv om du har en god familie og venner.

Afhængig af bekræftelse?

Jeg forstår det sådan, at tomheden og ked af det-heden har stået på over en længere periode, og at du er kørt fast i - måske er blevet afhængig af - bekræftelse gennem one night stands. Det lyder, som om du ikke kan lade være. Selv om du kan mærke, at du mister dig selv mere og mere, giver det dig lige præcis den kortvarige følelse af at have det godt – og måske at have betydning for nogen? – som gør, at du gør det en gang til.

Tomheden forstærkes

Du fortæller, at resultatet bare bliver det stik modsatte af det, du har brug for. For det, du længes efter, er at være et menneske, der kan elske og bliver elsket. Nogle mennesker oplever nok, at one night stands er at leve og have det sjovt og at få tilfredsstillet nogle seksuelle behov. Jeg tænker ikke sådan, idet jeg ikke tror, man kan have en så intens og kropslig relation, uden at det også gør noget ved ens sind. Og sådan lyder det til, at det også er for dig. Det lyder, som om du er kommet ind i en spiral, hvor du for at udfylde et hul af tomhed kommer til at forstærke det. Og du kommer til at arbejde modsat af at få gode og givende relationer.

Alle har vi brug for at blive bekræftet i, at vi er ok. Men man får et problem, hvis man bliver afhængig af det på den måde, at man kun mærker sig selv i det øjeblik, man bliver bekræftet. Og føler sig tom når man ikke er sammen med dem, der bekræfter.

Man kan komme ind i afhængighed på flere måder. Klik ind på følgende spørgsmål og læs svarene, om hvordan man bryder en afhængighed:

Kan I hjælpe mig fri af pornoafhængighed?

Jeg skærer i mig selv for at slippe for angst

Hvordan stopper jeg med at onanere?

Hvordan kommer jeg ud af min sexuelle afhængighed?

Søg professionel hjælp

Du har ret i, at du har brug for at få det bedre med dig selv. En måde at få det bedre er at lære dig selv bedre at kende. Det kan bl.a. ske ved at gå i terapi. Om du har en depression, det kan jeg ikke sige ud fra det, du har skrevet. Her kan du evt. gå til dig egen læge. Hvis han vurderer, at du har en depression, kan han henvise dig til en psykolog.

Tag dig selv alvorligt - det er du værd

Under alle omstændigheder mener jeg, at du skal tage din egen situation og dig selv (det du skriver i brevet) alvorlig. Jeg tror det er vigtigt, at du finder en (med erfaring på psykiske vanskeligheder), som du kan snakke det hele igennem med og få nogle redskaber til at tænke og handle anderledes.

Du har brug for at finde ud af, at også du er værd at holde af, uden at skulle ”bekræftes” hele tiden - og at du kan holde af andre mennesker. Så tror jeg også, du vil opleve det helt anderledes, når du møder en, du holder mere af, end du gør af andre - og du kan mærke, at han holder af dig. Så kan det være, det skal være jer to.

Mvh Birgithe



---------------------

Skrevet af Birgithe Bennetzen, psykolog

Udskriv svar
Send til en ven

Bibelen og sex

Hvis du ønsker at vide mere om vores kristne grundsyn på sex, kan du læse artiklerne:

Sex i Bibelen
Sex i Bibelen - på den gode måde
Sex i Bibelen - stærke sager
Bibelen og ægteskabet
Det står vi for

Copyright 2005 AdamogEva.dk. Alle links og korte citater med kildeangivelse er velkommen.
Støt Adamogeva.dk