Pubertet – mest for piger
Både krop og sind er i forandring, og det er ikke nemt at følge med. Du er på vej ud af børnelivet og ind i voksenlivet. Men det er ikke som at skifte kanal, hvor du er på enten den ene eller anden kanal. Puberteten er en proces. Nogle gange slår børnelivet igennem, andre gange er det voksenlivet. Men ofte er det også noget mix af det ene og det andet. Det er ikke underligt, at du kan have svært ved at finde ud af dig selv.
Kroppen får andre former. Brysterne buler, huden er påvirket, håret bliver hurtigt fedtet, og menstruationen er blevet et vilkår, som virkelig ikke er noget at råbe hurra for. Mange får tusind tanker og spørgsmål, for det er let at blive usikker på, om alt er, som det skal være.
Midt i det hele opdager du forhåbentlig også en spænding i at finde din identitet som kvinde.