Kære Preggi
Lad mig starte med at ønske dig stort tillykke med, at du har en mand, som synes du er dejlig. Tænk at have en mand, som uanset hvad du selv synes om dig selv og din krop og uanset dine forsøg på at undgå sex, til stadighed synes du er en attraktiv kvinde, som han har lyst til at være sammen med! Mange mænd ville i en lignende situation have tænkt, at nu kunne det være nok. Så ville de have pakket kufferten og fundet sig et andet sted, hvor de kunne få indfriet deres forventninger til et parforhold. Sådan er din mand ikke, indtil videre i hvert fald… Det har du grund til at være glad og taknemmelig for, synes jeg.
Din henvendelse rører ved en problemstilling, som er meget almindelig: At man har forskellig lyst til sex. Jeg forstår dig sådan, at du faktisk helst ville være helt fri lige nu, hvis du kunne.
I min verden er det sådan, at sex er en meget vigtig del af et velfungerende parforhold. Det er klart, at der i perioder kan være forhindringer, så det ikke kan udfolde sig helt så frit, som på andre tidspunkter; men min pointe er, at sex basalt set er meget vigtigt.
Det betyder også, efter mine værdibegreber, at begge til stadighed må arbejde med på at bevare denne vigtige del af parforholdet. I mine øjne ser det ud til, at du valgt at trække dig fra dette samarbejde. Du overlader tilsyneladende hele arbejdet til din mand og bebrejder ham så i øvrigt, at han fortsat arbejder på sagen. Det synes jeg er et meget skidt udgangspunkt for et ungt par (jeg ved ikke hvor gammel din mand er, men du er jo i hvert fald ung).
Jeg forestiller mig, at I har valgt at flytte sammen og få et barn sammen, fordi I har planer om at leve et langt liv sammen. Disse planer kan få meget trange kår, hvis du efter et år beslutter dig for at trække dig ud af samarbejdet. Planerne vil være dømt til at mislykkes.
Lad mig derfor sige dig min mening helt klart og utvetydigt: Du må ind i kampen igen. Du må tilbage til kilden til jeres problemer. Du efterlyser i din mail et råd til, hvordan du kan få din mand til at forstå, at du ikke har lyst til sex, og at han skal stoppe med at komme med tilnærmelser. En løsning på dette problem vil ikke løse det grundlæggende. Tværtimod mener jeg, at det vil være starten på enden af jeres parforhold, hvis I stopper helt med at have sex. Er det det, du ønsker?
Ud fra det du skriver, skyldes din manglende lyst til sex, at du har et lavt selvværd. Det vil jo ikke forsvinde ved, at din mand holder op med at gøre tilnærmelser til dig. Hvis det lykkes for dig at holde ham på afstand, vil du jo netop blive bekræftet i, at der ikke er nogen, som gider at have sex med dig, og at du ikke er attraktiv. Du arbejder med andre ord lige nu på at bekræfte det oprindelige problem i stedet for at løse det.
Du fortæller, at det begyndte at gå skævt med jeres sexliv, da du begyndte at spise forkert og tog på i vægt. Du fik lavt selvværd, og du begyndte at trække dig mere og mere. Det er godt set, og det er en god erkendelse af have. Den erkendelse betyder nemlig, at du ved, hvad sagens kerne er. Det giver dig mulighed for at arbejde med sagens kerne i stedet for at arbejde med sagens symptomer.
Derfor er mit råd til dig, at du skal gå tilbage til sagens kerne og tage fat der. Du skal med andre ord kigge på dig selv, dit forhold til mad, din vægt og mest væsentligt: Dit selvværd. Jeg forestiller mig ikke, at det er noget, du sådan lige kan løse selv. Hvis du kunne det, havde du nok gjort det. Derfor tror jeg, at du har brug for hjælp til det. Jeg vil opfordre dig til at opsøge en psykolog eller en psykoterapeut, som kan hjælpe dig med at arbejde med disse mere basale problemstillinger.
Jeg foreslår ikke dette af hensyn til din mand, men af hensyn til dig. Det er dig, som har et problem, og derfor er det vigtigt, at du tager fat på at løse dette problem. Ellers vil du skulle bære rundt på det hele livet.
Du nævner, at din mand gerne vil se porno og fantaserer om forskellige former for sexlege. Jeg vil ikke gå nærmere ind i den del; men blot nævne, at disse handlinger og fantasier kan være med til at stimulere dit lave selvværd og fastholde dig i en følelse af ikke at slå til. Derfor er det selvfølgelig noget, som I også er nødt til at tale med hinanden om.
Din mand skal jo også bidrage til jeres samarbejde, og her på det punkt kommer hans adfærd måske mere at virke som et modarbejde, fra hans side. Måske jeres snak om dette også skulle foregå hos en professionel terapeut, så I kunne komme helt til bunds i disse ting. Det vil jeg varmt anbefale jer.
Du fortæller, at du har en dejlig mand. Du fortæller også, at inden det gik skævt, kunne I finde på at snuppe en ”quickie” på dit initiativ. Og du fortæller, at det kan lykkes din mand at tænde dig til sex midt om natten, når du sover. Alle disse udsagn fortæller mig, at I har rigtig meget sammen at bygge videre på og finde tilbage til. I skal blot lige have fundet vejen igen. Derfor er der håb for jer. Men I mangler hjælp til at komme på sporet igen, tænker jeg.
Ja Preggi, måske var det ikke netop dette svar, du havde håbet og forventet. Til gengæld kan jeg sige til dig, at du fik det bedste råd, jeg havde. Det vil sige det råd, som jeg tror, kan skabe den nødvendige forandring for dig personligt og dermed for dig, dine børn og dit parforhold resten af dit liv. Nu er det op til dig, om du vil tage imod det og gøre brug af det. Fremtiden kan du selv være med til at forme.
Jeg vil ønske for dig, at du må have mod og håb til at tage ansvaret og gøre det, som er bedst for dig.
Læs evt. også:
Ked af min vægt, har I nogle kostråd?
Hvorfor mister jeg lysten til sex?
Det er ødelæggende for mig, at min kæreste ser porno, hvad gør jeg?
Hvordan får jeg pornoen ud af ægtesengen?
De bedste hilsner fra Benny
![]() Skrevet af Benny Dein, psykoterapeut og familieterapeut | Udskriv svar Send til en ven |
Hvis du ønsker at vide mere om vores kristne grundsyn på sex, kan du læse artiklerne:
Sex i Bibelen
Sex i Bibelen - på den gode måde
Sex i Bibelen - stærke sager
Bibelen og ægteskabet
Det står vi for